Bygning af færgen/statsisbryderen D/F "VALDEMAR" ---

som model.


”Opmærksomme læsere” af denne hjemmeside har gennem lang tid set en efterlysning af fotografier m.v. af den gamle færge. En tilsvarende efterlysning havde jeg på ”siden” før bygningen af min model af jernbanefærgen ”Hvalpsund”, men hvor der ved dette byggeri kom mange gode oplysninger frem i form af både fotografier, tegninger m. m, er der også i dette tilfælde modtaget enkelte fotos (og / eller kopier af fotos) ! ! !


 Statsisbryderen ”VALDEMAR”.  Foto: Ib V. Andersen.


Sammenlign evt. placeringen af koøjer på dette og næste foto-grafi. Begge fotos viser isbry-deren ´VALDEMAR´s venstre / bagbords side -omend på to forskellige tidspunkter,- men ikke alle koøjer sidder de samme steder på de to fotografier.

Dette "problem" berøres også i teksten nedenfor: Hvor skal man -som modelbygger- vælge at placere disse ???

 

 

 

Imidlertid er der så ikke meget andet at gøre, end at forsøge, og så håbe på, at problemerne må løse sig han ad vejen, evt. skelen til tilsvarende forhold ved/på andre tilsvarende færger. (Denne ”teknik” kender de fleste modeljernbanebyggere alligevel i forvejen, idet der ved bygning af en modeljernbanevogn som oftest også kun foreligger en tegning af vognen set mod siden, mod gavlen, og (måske) oppefra (mod taget). Dette må man så klare sig med, kombineret med den erfaring/forhåndsviden man har fra tilsvarende, tidligere byggerier.

 

Foto: P.E. Clausen, DMJK, ca. 1954.  

 


Det skal bemærkes, at jeg i dette tilfælde har besluttet at bygge færgen som den endte sine dage, dvs. som statsisbryder. Ganske vist er det altid (med nogle få undtagelser) sol og sommer på danske modeljern-baneanlæg, så derfor skal færgen blot ligge stille hen i et hjørne af havnen, ”rigget af” for sommeren. Endvidere kunne det måske være morsomt/interessant (ret forstået) at bygge denne færge/isbryder, som den så ud på det sidste men sin triste grå farve, med sort ”skorstensbånd” og (måske lysegule skorstene, som det dengang var ret almindeligt på statens skibe ???). Nok en gammel jernbanefærge, og så alligevel ikke.


Skulle nogen af ”sidens” læsere ligge inde med et farve foto af færgen som statsisbryder, ville jeg blive meget glad for evt. at kunne få en kopi/scanning af dette.


----------

15. juni 2004


Nedenfor vil jeg prøve at beskrive byggeriet af færgen/isbryderen efterhånden som dette skrider frem, lidt hver dag, eller ??? Formentlig kommer der ikke et nyt kapitel på ”siden” hver eneste dag, men langs hen ad vejen, når tiden, lysten og muligheden for opståede ”problemer” muliggør det. Så må det tage kort eller lang tid.


”Kik ind” engang imellem, og se om der er noget nyt.


----------


Med hensyn til tegning bragte tidsskriftet ”SIGNALPOSTEN”, 7. årgang nr. 5, oktober 1971, både en længere beskrivelse af færgen og en ”rimelig god” A4-tegning af færgen. Kun ”rimelig god” fordi der mangler adskillige snit/detaljer, det kunne have været rart at have en tegning af. Tidskriftet kan næppe købes længere (måske på et jernbaneloppemarked), men kan evt. lånes gennem det lokale bibliotek.


Også Limfjordsmuseets småskrift nr. 18, -- ISBN 87-88507-16-5 -- ”Da jernbanen stod til søs på Limfjorden” har den samme tegning af VALDEMAR, om end her dog kun i størrelse A5. (Skriftet kan købes ved henvendelse til Limfjordsmuseet.)

 

 


Som mine øvrige færgemodeller er også ”Valdemar” påbegyndt i form af udskæring af skibsskroget i spånplade. Underlaget for vogndækkets midterste del skal være 20 mm over vandoverfladen, medens de samme mål er 22 mm i stævnen og 21 mm i agterstavnen. Hertil kommer så sporets højde (skinner + sveller) med ca. 3 mm.


Skroget fremstilles således nok bedst af to stykker 10 mm spånplade, som enten skæres ud hver for sig og limes sammen, eller limes sammen først, og derefter saves til den rette facon –alt efter den måde, hvorpå den enkelte arbejder bedst. (I mit eget tilfælde har jeg dog -som det fremgår af de første fotos- benyttet hhv en 16 mm spånplade og et lag ca. 4 mm krydsfinér, men det skulle i øvrigt ikke ændre fremgangsmåden.)


Efter udsavningen er ”skroget” ”raspet”/filet i facon så godt som muligt efter fotografier af VALDEMAR og/eller andre tilsvarende færger (med kraftig skelen til flere andre færger, fordi netop dette ”område” altid er ret dårligt belyst –i ordets egentligste forstand– på diverse fotografier, men også i litteraturen.


Illustration af forsøget på at ”raspe” en rigtig stævnfacon. Endnu ses kun den grove raspning, men stævnen skal helt sikkert efterbehandles.


Ovenpå denne del af skroget er færgens gennemgående spor så lagt i form af et stykke almindelig HO-skinne (med sveller) svarende til færgens længde + lidt ekstra, som kan afkortes når dækket er endelig pålimet. Idet sporet er hævet de ovenfor omtalte 2 mm i stævnen og 1 mm i agterstavnen. Afhængig af sportype og hvor meget den enkelte gør ud af det, skal der evt. raspes ca. 1 mm af ”skrogets” overflade alleryderst midt på siderne, udfor dækkes ”vinger”, således at dækket senere kan få det jævnt skrånende fald ud mod skibssiden.


Endnu en gang har en appelsinkasse måttet ”lade livet” for at krydsfinérsiderne kunne ende som dæk på færgen. Med et gammelt stykke carbonpapir (kalkérpapir) under tegningen blev dækkets omrids overført til krydsfinérstykkerne, 2 stykker fordi, der skal laves eet stykke på hver side af sporet, medens der så bagefter lægges en ”strimmel” finér ned mellem sporets to køreskinner.


Færgen ses her fra ”bunden”,
og man ser tydeligt de udragende ”vinger”, hvori skovlhjul og hjulkasser er anbragt på hjulfærgerne. Ganske vist er ”VALDEMAR” en skruefærge, men de senere traditioner for skrogfacon er endnu fulgt med.


Bemærk, at opmærkningen af omridset af dækket skal gå helt ud til fendernes yderside og evt. et part mm yderligere (som evt. ”sikkerhedsmargen”). Herefter tegnes en ”hjælpelinie” ca. 5 mm indenfor det yderste omrids, se nedenfor.


Fineren ”plankeridses” med en passerspids (f.eks. 2 mm planker) på langs ad dækket, hvilket gøres bedst inden fineren skæres ud. For ikke også at plankeridse fenderen, ridses kun til man når den nævnte ”hjælpelinie”. Inderst mod sporet fjernes forsigtigt (med en skarp hobbykniv) de to nederste lag finér i en bredde af ca 5 mm, således at ”dæksstykkerne” kan limes på ”skroget” med finérens øverste lag i flugt med skinneoverkant.


Skroget med pålimede dæksstykker


Under limningen af dækket må man dels sørge for at have noget tykt og kraftigt (et mindre stykke træ/liste) mellem dækkets overflade og det antal (mange) skruetvinger, der skal til at trykke fineren fast til skroget under tørringen. Det mellemliggende materiale for at udjævne trykket og fordele det jævnt over hele dækkets ”skæve”/skrånende overflade.


Mellem skinnerne indlimes
en 14 mm bred ”strimmel plankeridset finér.

 



Desværre er der nogle tværgående savspor i finéren, der ikke bemærkes i ufarvet tilstand, men som træder frem ved bejsningen. Forhåbentlig ses de ikke så meget når "færgen" er færdig, fordi savsporene nok delvis bliver skjult af diverse dækshuse m. v.


For at opnå et ”rimeligt glat” skibsskrog blev dette oversmurt med en blød ”vælling” af gips, hvid trælim og kold mælk (skummet-, let- eller sødmælk, men det behøver dog ikke -i dette tilfælde- at være økologisk :-) Med en lille kunstnerspartel blev denne masse smurt på ”skroget”, som man smører smør på sit rundstykke, -dog måske ikke så højt belagt. (En af køkkenets smøreknive kan også benyttes til formålet).


Efter tørring bearbejdes overfladen først med f. eks. en gammel fil og derefter med noget fint smergellærred/vandslibepapir, indtil man finder overfladen tilstrækkelig glat.


Herefter har jeg oversmurt skroget med en halvtynd grålig maling (vel ca. halvt mineralsk terpentin og grå maling/kunstnerfarve). Senere skal det naturligvis males rigtigt.


Forskellige ting på skroget resterer dog stadig, inden dette vil kunne siges at være færdigt: De koøjer som er placeret mellem vandoverfladen og fenderen. Disse ses tydeligt på denne grå udgave af den gamle færge. Endvidere det hulrum, ”Ankerklys”, hvorigennem ankerkæden er ført og ankeret hales op (se ovenfor, foto nr. 3). Om det var på færgen -i DSB-tiden- ved jeg ikke, det kan ikke ses på hverken tegningen eller billederne, men ses tydeligt på senere fotos fra isbryderperioden.


Her er det vel et temperamentsspørgsmål, om man vil lave disse ting inden man ”gipser” og maler, eller man -som jeg- foretrækker at vente.


Tilsvarende blev dækket ”svinet til” med en blanding af samme tynde grå farve og lidt brunt, indtil farvetonen passede mig, --et ældre, godt brugt, måske slidt dæk, behandlet med mange lag træbeskyttelse af en eller anden art.


Som nævnt skal der laves små koøjer på siden af skroget. Ca. 4 mm under fenderen sidder en række koøjer, der i sin tid gav lys ned i de under dækket liggende saloner, tjeneste-rum m.m. Disse koøjer har jeg illuderet med små ringe af 0,5 mm kobbertråd (krydstråd). Ringene er ”rullet” over bagenden af et 3 mm bor som een lang ”spole” på det antal vindinger, som antallet af koøjer man skal bruge + nogle stykker yderligere i reserve. Herefter er ”spolen” savet igennem på langs med en løvsav. Spændt op i en løvsav, med boret eller bedst en træ-/plastpind (grillspyd eller lign.), kan det lade sig gøre at save ”spolen” igennem på langs, hvorefter ”spolen” skiller ad som enkeltringe. Ringene trykkes nu så de bliver plane ligesom savsporet trykkes sammen.


Hvor koøjerne så skal sidde på skroget, er et helt andet og ”godt spørgsmål”. Hvor de sad på færgens skibsskrog i gamle dage, fremgår af tegningen, men at der er lavet om på dette i tidens løb, og ikke mindst efter færgen blev isbryder, er også tydeligt. Det kan ses på nogle af de ganske enkelte billeder, som det er lykkedes at finde af færgen (se ovenfor viste foto nr. 3).


At disse billeder så –på dette område- kun dækker ca. en fjerdedel af skibet, er en anden sag. Placeringen af de øvrige koøjer må indtil videre blive et gæt. Til gengæld er det let både at anbringe dem, fjerne dem igen og anbringe dem et andet sted, hvis bedre oplysninger skulle fremkomme.


Fastgørelsen af koøje-ringene har jeg foretaget således: En ganske lille ”dråbe” let fortyndet hvid trælim er placeret på stedet, hvor koøjet skal anbringes. En ring placeres udenom limklatten, og ringen ”køres” lidt rundt, til den har fanget limen hele vejen rundt. Herefter placeres ringen endeligt på det blivende sted. Når limen er tør kort efter, males der med et tyndt lag maling hen over alle ringene, som derved bliver ”indkapslet” i et tyndt lag maling, rigeligt til at fastholde dem på stedet.


Sluttelig males der inde i ringene med lidt sort maling, illuderende glasset og det mørke rum bagved.


De sortmalede koøjer på skibssiden.



Af hensyn til fotograferingen ses de dog ”på hovedet”.


I stævnen af isbryderen ses på et billede, at der i hver side er lavet det -fra andre skibe- kendte arrangement, således at ankeret kan hæves op i en beskyttende hulrum i skibssiden, et ankerklys, under fenderen. Hulrummet fremgår ikke af tegningen, men ses ovenfor på foto nr 3, og om det har været der i færgetiden er nok et spørgsmål. Dengang benyttede man sig ofte af andre arrangementer (se evt. min artikel i ”banen” nr. -- - --). Formentlig er dette arrangement først lavet efter overgangen til statsisbryder.


Også her er placeringen et ”kvalificeret gæt” ud fra placeringen af ankerspillet og iagttagelse af det ene fotografi jeg har, som viser placeringen.


Med en hobbykniv er hulrummet for klysset skåret ud i spånplade-skroget, ca. 10 x 10 mm. Om det er de rigtige mål vides ikke pt. så måske må dette ændres senere –igen hvis mere kvalificerede oplysninger indløber. Dette kan/må også være et spørgsmål, om man selv fremstiller er anker i de ”rigtige” mål eller køber er færdigfremstillet anker, som der så skal være plads til.

De udskårne ankerklys.


Efter udskæringen og lidt tilretning, er klysset´s vægge glattet men lidt gips og hvid lim og malet med den ”normale” grå maling. Evt. placering af anker følger senere.

 

Udstyr på dækket


Færgens/isbryderens vingehuse er fremstillet af dåseblik, således som jeg plejer. Her er det nok ”rimelig” besværligt med ord at fortælle nøjagtigt, hvordan det sker, men måske antydningsvis. Det skal lige inden fremstillingen bemærkes igen, at her støder jeg/vi atter på problemerne med placeringen af koøjerne. Den gamle placering, der fremgår af tegningen, kan ikke bruges længere, og ser man på bare to fotos af samme side af færgen (færger), er det sjældent at koøjerne sidder placeret de samme steder på begge fotos.


Mit indtryk er ofte, at koøjer -ligesom den gamle Højerup kirke på Stevns Klint- flytter sig et hanefjed hver julenat (eller er det nytårsnat ???). Realistisk set er det naturligvis et spørgsmål om tidens ændrede brug af rummene bagved, et forhold der ses ved de fleste mindre færger.


Se ovenfor viste fotos nr 4 og 5.

Her ses placeringen af koøjer, på bagbord side, på to tidspunkter i isbrydertiden. Sammenligning vil vise, at der også her er forskelligheder billederne imellem.

19. juni 2004.


Som nævnt er vingehusene (sidehusene) klippet ud af dåseblik. Her ville jeg nok ved de fleste andre færger have klippet hele ”vandsiden” ud i eet stykke, og -under en eller anden form- loddet vingehusdækket fast ovenover bagefter. Ved ”Valdemar” er der imidlertid det ”problem”, at vingehusets ”tag” er fremstillet som en fortsættelse af siden, der blot er foldet ind over dækket i en blød runding. Som det ses af byggetegningen er det samlede vingehus ca. 144 mm langt, og så langt et stykke ser jeg mig ikke i stand til at bukke på én gang i denne omtalte bløde runding. Hertil kommer, at ”vandsiden” er tre-delt, idet huset ”knækker” to steder, for at følge fenderlisten.

Vingehusene ”løst” opstillet.


Huset (-ene) har derfor -hver- måttet udklippes og bukkes af tre stykker blik, hvis bredde skal være 41, 62 og 31 mm og for midterstykkets vedkommende 50 mm langt. Ca. 21 mm oppe fra dækket begynder den runding, som jeg har håndbukket over bagenden af et 5 mm bor. Bukningen skal dog ikke være helt 50 grader, idet der skal være en smule fald, for at evt. vand kan løbe af.


Nu kommer det ”spændende”, --at bukke de to sidestykker med en tilsvarende runding, og siddende i samme højde. Når dette er sket med -forhåbentligt- godt resultat, bores der huller for de aktuelle koøjer, der hvor man nu finder det rimeligt at placere dem i forhold til sit tegnings- og billedforlæg.


Når dette er sket, påloddes nogle tilsvarende 0,5 mm kobbertråds-/krydstrådsringe udenom hullerne, og det hele renses for overflødigt tin.


Jeg har bevidst udskudt at bore og pålodde ringene til efter bukningen, for ikke at få problemer under bukningen. Både at pladen -i stedet for- bukker ved det ”svækkede” område ved vinduerne, eller at eventuelle koøjeringe ”brækkes af” under bukningen.


Ydersiden af vingehus. Her ses både de påloddede koøje-ringe og tre-delingen af vingehuset.


Nu følger endnu et ”kunststykke”, at få tilpasset tagfladerne
således, at vingehusets vinkler langs vandsiden/fenderen holder mål, og at man samtidig opnår nogle pæne og ”tætte” samlinger. De aktuelle vingehusstykker må derfor -to og to- holdes sammen så godt man kan, på færgeskroget eller på tegningen, medens man med den tredje hånd måler og afmærker, hvor der skal klippes.


Vel overstået kan sammenlodningen foretages på mange måder, en ”løselig” sammenlodning, som forstærkes bagefter med pålodning af indvendige forstærkningslister, eller pålodning af sådanne ”lister” på det ene vingehusstykke og efterfølgende sammenlodning med det andet stykke. Prøv det selv.


Bagerste sidehus ses indvendig.
Dels ses de forstærkede samlinger, dels ses det tydeligt, at byggematerialet er dåseblik, her en trækonserveringsdåse.


Tilsidst må eventuelle ”revner” fyldes ud med ”karosseri-tin”, og det hele glattes ud med en fil eller lidt fint smergellærred/vandslibepapir.

Den indvendige facade på sidehusene, mod dækket, er også klippet ud i dåseblik, -- x 25 mm, hvorefter de mange døre til forskellige trapper og tjenesterum er markeret ved pålodning af 0,5 mm krydstråd. Denne inderside af vingehuset (-ne) må dog ikke loddes på endnu, da der først skal laves en eller anden form for befæstigelse til vogndækket.



Nærfoto af vingehus med påloddede 0,5 mm krydstrådsstykker for markering af døre.


22. juni 2004.


Noget -i det mindste for mig- specielt ved denne gamle færge, er måden, hvorpå man har konstrueret vingehusene. De færger jeg indtil nu har bygget i model, men også de fleste af denne ”gamle” type, som man endnu kan se i drift, er bygget med sidehuse, i en mere ”kantet” udførelse. Dette er ensbetydende med, at man kan bygge sine sidehuse således, at de små dæk øverst kan anbringes ”løst” i en lille ramme øverst på sidehuset. Derved har man mulighed for -relativt nemt- at lave en befæstigelse af sidehusene med skrue eller to i bunden af disse.


Denne lette befæstigelsesmåde kan desværre ikke benyttes her, fordi vingehustaget er en fast del af husets side, der jo blot er bukket ind over færgens dæk, og dermed bliver vingehusets tag. Når huset (husene) senere er lukket med sider og gavle, er det derfor ikke muligt at komme til en sådan indvendig befæstigelsesskrue. Altså må der findes på noget andet.

 

I dette tilfælde blev befæstigelsen udformet som et lille stykke vinkelblik, der blev loddet på underst på agtergavlen (dvs. modsat gavlen med trappen) , med den ene flab (ca. 5-6 mm lang) ”svævende” lige over og langs med dækket. Bredden på dette vinkelblik (flabben) skal være ca. 8 mm, idet den skal passe ind i en hæfteklamme af den type, vi kender fra de moderne hæftepistoler.

Inden vingehuset lukkes med den sidste side, indersiden med dørene, anbringes vingehuset på sit blivende sted, og med en passerspids markeres det sted, hvor hæfteklammen skal bankes ned i dækket. Dette skal/kan ske så tæt på gavlen, at hæfteklammen samtidig kommer til at virke som ”stopklods”.

 


På den modsatte gavl (den med trappen/lejderen til vingehustaget) loddes en tilsvarende lille vinkel. Den ene side/flab af vinkelen loddes på indvendig i vingehuset, medens den anden stikker ud under den del af gavlen, som støder op til trappen/lejderen. Her skal denne flab ved dækket kun være ca. 2 mm lang, idet den kun netop skal kunne fange, og gå ind under en tilsvarende hæfteklamme. Denne sidste befæstigelses ses næsten ikke, og vil formentlig slet ikke blive bemærket, når trappen monteres bagefter.

 

 

 

 


2. juli 2004.


De små dækshuse / trappehuse for adgang til saloner m.v. er -som så meget andet- lavet af appelsinkassekrydsfinér udskåret efter tegningen. Adgangsdørene er dog ridset i kartonstykker.




Dækshusene opstillede løst på dækket. Endnu mangler formentlig et "fodpanel"-lignende brædt langs husenes underside.


Når man betragter disse trappehuse på tegningen af færgen og sammenligner med udførelsen af mine, vil man bemærke, at den gamle, fine konstruktion med fyldninger, ikke er udført på min færge. Hvorfor ???


Når jeg ser på de få fotografier, som det er lykkedes at finde frem til, synes husenes sider at være ”glatte” eller i det mindste noget i den retning. Man kunne få den tanke, om ikke de fine gamle sider i tidens løb er blevet erstattet af nogle nye, og knap så flot udførte ??? Derfor har jeg valgt at fremstille trappehusene som brædde-/plankebeklædte, hvilket -som nævnt- er sket i form af brædderidset finér.


Tagene på husene er alm. tyndt blok-bagsidekarton, hvor ”koøjerne” for ovenlys til trapperne er udført på samme måde som færgernes øvrige koøjer, --en kobbertrådsring fæstnet med lidt hvid trælim, og derefter yderligere fastholdt med den anvendte maling, sort til markering af koøjernes glas, grå/sort til illusionen af tagpap.


Hvor der på tegningen er angivet fire ens trappehuse, viser fotografierne -i det mindste de seneste af ”isbryderbillederne”-, at det ene trappehus (det bageste i styrbords side) synes at være udskiftet med et lille bræddebeklædt ”skur”. Også dette er på min model fremstillet af krydsfinér, 20 x 20 mm og 22 mm højt, hvilket er de mål jeg er kommet frem til ved iagttagelse af mine fotografier. Også her er taget fremstillet af karton og bemalet som tagpap.



Det fjerde og sidste trappehus synes udskiftet med et lille kvadratisk (?) "skur". Efter en beskadigelse af det oprindelige trappehus ???



Såvel trappehuse som det lille ”skur” er fastgjort til dækket med små krydsfinérstykker, der netop passer ”let stramt” op i husene. Træstykkerne er sømmet/limet på dækket, hvorefter husene blot kan trykkes ned over dem.


Samme fremgangsmåde agtes anvendt til befæstigelsen af de øvrige små dækshuse for lys til saloner, maskinrum m.v.

 


8. juli 2004.


Når man normalt tænker på en sådan mindre, ældre færge, forestiller man sig oftest dennes skibsside som et højt (hvidt) midterparti med diverse sidehuse bagved, gående ud i to lange meter-høje sidestykker, der danner passagerernes beskyttelse mod at falde udenbords. Således er det egentlig også på ´Valdemar´, men …..


På ´Valdemar´ (men også set på andre lignende ældre færger) ses nogle meget store (omkring 1,5 meter brede) åbninger i skibssiden, gående -i højden- helt fra dæk til lønning. Disse åbninger er under sejladsen i færgetrafikken lukkede ved nogle tilsvarende store skydeporte, kørende på et par dobbelt-flangede hjul og en tilsvarende skinne i dækket. På mine fotografier af isbryderen ´Valdemar´ står disse ”porte” imidlertid næsten altid åbne, uden at jeg dog kan se, om skydeportene er fjernet eller blot skubbet til side.


Imidlertid må jeg til min model træffe en beslutning: Skydeporte eller ej ??? Valget blev: ”Ej”.


Med de derved fremkomne fire store ”huller” i skibssiden, må det konstateres, at der ikke er anden forbindelse mellem de to midterstykker/sidehuse og sidestykkerne end lønningen (i model = en strimmel 1,5 mm dåseblik). Dette ”hænger ikke sammen” i praksis, og disse fire sidestykker er derfor fremstillede som fire enkeltstykker klippet af dåseblik = den aktuelle længde fra skydeporten til stævnen x 11 mm i højden. For styrkens / stivhedens skyld har jeg dog fremstillet sidestykkerne ved sammenlodning af to sådanne strimler. Begge strimler blev bukket således, at de følger fenderen på ca. 4-5 mm afstand. Herefter blev de loddet sammen, og den endelige tilretning kunne foretages. Hvert af sidestykkerne er fastgjort til dækket med to/tre små blikvinkler og en lille træskrue i hver vinkel.


Inden åbningerne i stævnene laves færdige, må man evt. tage højde for, at modelfritrumsprofilet kan være lidt bredere end den tegnede åbning på den virkelige færge. Åbningen må derfor evt. forøges med en millimeter eller to, for at være sikker på problemfri ombord-/ilandkørsel, hvis dette skulle blive aktuelt.


De fire kraftige ”stolper” yderst i stævnene er illuderet med stykker af 1,5 mm installationsledning, loddet på skibssiden og gående ca. 5-10 mm ned gennem dækket, alt efter den til rådighed værende plads på Din egen model.


Oven på de fire sidestykker skal lønningen loddes på. Hertil klippes fire dåseblikstrimler á 1,5 mm bredde og en længde svarende til, at de kan nå fra stævnen og lidt længere ind end helt til sidehusenes gavle. Strimlerne bukkes forsigtigt med en fladtang, ikke på den ”nemme” led, men på den ”umulige” led. Imidlertid er en 1,5 mm strimmel slet ikke umulig at bukke således. Hold den ene ende i et fast greb med en fladtang og giv strimlen et let buk ”på tværs” af den brede flade. Flyt tangen / grebet lidt og buk lidt på det nye sted. Denne ”øvelse” gentages indtil strimmelen i løbet af et øjeblik har samme bue, som det bukkede sidestykke.


Nu kan strimmelen loddes fast oven på sidestykket således, at de sidste 3-4 cm strimmel rager lige ud i luften. Sidestykket monteres på dækket og strimmelen afklippes således, at den netop når til og berører sidehusgavlen. Evt. kan man på inder- og undersiden af strimmel-enden lodde et lille stykke 0,5 mm tråd således at det rager ca. et par mm udenfor strimmelen. Ved at bore et tilsvarende lille hul i sidehusgavlen opnås, at strimmel-enden holdes fast lige over sidehusets lille 10 mm ”lange” fastloddede sidestykke.

De nymonterede sidestykker.
Langs hen ad vejen forventer jeg at finde nogle lidt mindre skruer til fastgørelsen, men helt kan de jo ikke forsvinde.
En rulle tovværk eller en kasse "et eller andet" må dække de tilbageværende skruehoveder.


9. juli 2004.


Af andet udstyr på dækket finder vi bl. a. alle de små koblingssjækler, der i jernbanetiden benyttedes til at holde eventuelle jernbanevogne fastspændte under overfarten. På virkelighedens færger er koblingssjæklerne nedfældet i dækket, plant med dettes overflade.


   

På dækket -nederst i billedet til venstre- ses de nedfældede koblingssjækler.   Illustrationen til højre viser de små koblingssjækler, fremstillet af 0,5 mm kobbertråd / krydstråd.

 



11. juli 2004.

Blandt de øvrige ”småting” på dækket er 8 pullerter, dvs. 4 i stævnene og 4 ved gavlene af sidehusene.

Pullerterne er fremstillet af dåseblik og 1,5 mm installationstråd. Blikstykker 10 x 4 mm markeres, og der bores to 1,5 mm huller med 4 mm afstand. Blikstykkerne klippes ud og evt. afrundes hjørnerne ganske lidt. Installationstråden afklippes i småstykker á 10 mm og loddes fast i blikstykkernes huller således, at de ca. 6-7 mm er ovenfor pladen og de ca. 3 mm nedenfor. Målet 3 mm nedenfor blikpladen skyldes, at det meste af de færdige pullerter sidder på den del af dækket (vingerne) som ”hænger” ud over skibsskroget, og som kun har finéren´s tykkelse, 3 mm.

Principskitse for sammenlodning af pullert.

I ”praksis” kan lodningen foregå ved, at man -i et lille stykke træ- borer to 1,5 mm huller med 4 mm afstand og ca. 6-7 mm dybe. Heri anbringes to stykker tråd, en blikplade lægges ned over trådstykkerne og delene loddes sammen. Herved bliver pullerterne dels ens, dels får man lodningen på pullertens underside, der bagefter skjules i dækket.

Sluttelig bores huller -2 og 2- i dækket på de aktuelle steder, og pullerterne kan evt. ”dittes” fast.

Pullert i færgens stævn og løs pullert ”henslængt” på dækket.   

  Pullerter ved sidehusgavlene.

På dækket ses endvidere en lille lem/kasse i stævnens venstre/bagbords side. Denne ”kasse” ses på planen over færgens dæk således, at man kan se dens dimensioner, længde x bredde, men ikke mere. Kassen/-erne ses ikke på det langsgående snit af færgen, så resten af udseendet fremgår derfor ikke af tegningen.

Her kan et fotografi af Jernbanemuseets model af færgen ”Dagmar” evt. komme til hjælp (det kan fotografier af modellen endda også være i mange andre sammenhænge). Af dette foto synes at fremgå, at der er tale om en lille ”kasse” med en let udragende, brædde-lem/luge over.


”Kassen” med ”bræddeluge”.
Til venstre: Jernbanemuseets model af D/F ”Dagmar”. Til højre skimtes nedenfor en af stævn-pullerterne lige indenfor den gamle luge for ankerkæden.

På modellen er ”kasserne” illuderet ved hjælp af et par stykker krydsfinér og lemmene/lugerne med et par stykker brædderidset karton. Senere bliver kasserne malet grå, som resten af isbryder-færgen.

 

15. juli 2004.

Ankerspil

Hvordan ser et ankerspil nu lige ud, når man ikke har et fotografi af det, og det er ca. 118 år siden, at færgen forlod værftet ? Det er begrænset, hvad man kan se på den gamle tegning, som først har været nedkopieret til en meget lille størrelse og senere er kopieret op igen til 1:87.

Det må blive noget der ligner et ”skud”,
og fantasien må nok tages til hjælp.

En egentlig byggebeskrivelse er derfor nok uinteressant, når udseendet alligevel sikkert er ”forkert”, men jeg kan da lige nævne, at spillene er lavet af et stykke 1,5 mm installationstråd, lidt dåseblik, et par små skiver og -øverst- et blyhagl fra et luftgevær (?)

Dog, -der kom da et ankerspil ud af det, --rigtigt eller forkert. Og er man utilfreds med udseendet, kan man jo lægge en presenning over (farvet tepose-papir) for at skjule de værste fejl. Isbryderen er jo alligevel oplagt for sommeren ! ! !


De to ankerspil set fra oven.

 

19. juli 2004.

 

Ankre

Som næsten alt det andet, er også ankrene fremstillet af installationstråd og dåseblik.

Et stykke 1,5 mm installationstråd, ca. 10 mm langt, er bukket i u-facon, og det yderste af enderne er hamret fladt og -med en fil- tildannet således, at det har en rimelig lighed med et rigtigt ankers flige.

Princip for fremstilling af anker.

Ankerstokken er fremstillet af en 1 mm bred, ca. 30 mm lang strimmel dåseblik. Denne strimmel er bukket rundt om installationstråden midt mellem ankerfligene og klemt fast med en fladtang. Herefter er de to lange ender af blikstrimlen loddet sammen, og det der nu er ankerstokken, er loddet fast til installationstråden/ankerfligene.

Den lille plade under fligene er klippet ud af dåseblik, 3 x 7 mm. De 4 ”hak” der er i pladen er filet ud og virkelighedens hængsel for ankerfligene er illuderet med en ”rimelig” kraftig kørnerprik, slået med et lille søm eller lign. ”Bundpladen” er nu loddet på ankeret.

Forbillede og 1:87-model

Herefter er der boret et 1,5 mm hul fra ankerklydsets overkant og op gennem skibsskroget/spånpladen mod krydsfinér-dækket, men uden at bore gennem denne finérplade. Ankerstokken kan nu tilpasses i længden, og en klat hvid lim sørger for, at ankeret bliver hængende på sin plads i klydset (men det binder ikke mere, end at ankeret også kan tages ud for f. eks. at blive malet).

 

20. juli 2004.

Trapper

Trapperne (lejderne) er fremstillet af dåseblikstrimler, 1,5 mm som trappevangerne og 1.0 mm som trin. Strimlerne bukkes f. eks. som vist på tegningsskitsen.

Princip for fremstilling af trappe.

Vangestrimlen bukkes som eet stykke, hvor den ene vange -den længst væk fra vingehusgavlen- er afklippet ca. 5 mm længere en trappens højde. På dette 5 mm for lange stykke er fraklippet ca. 1 mm af strimlens bredde således, at der kun er ca. 0,5 mm tilbage. Denne lille tap bliver siden hen benyttet til at holde trappen på plads, idet den stikkes ned i et dertil beregnet lille hul, som bores i dækket. Denne fremgangsmåde er valgt frem for løsningen med f. eks. at lodde et lille stykke 0,5 mm tråd på. Dette stykke tråd vil helt sikkert falde af igen, når nederste trin loddes på, eller omvendt.

Trinene er -ligesom vangestrimmelen- bukket over kæberne på en fladtang, dog skal bukningen af trinene ske lidt længere ude på tangens kæber end trappevangen, for at trinene kan blive en anelse kortere og dermed passe ind mellem vangerne. Kun det nederste trin er loddet på vangerne, medens alle de øvrige trin er ”dittet” fast. Dette sidste forbedrer mulighederne for at rette trinenes placering inden/medens limen hærder.

Den færdige trappe / lejder.

Sluttelig anbringes den færdige trappe på sit fremtidige ståsted, og med et 0,7 mm bor bores det lille hul for ydervangens lille tap.

Senere, når færgebyggeriet nærmer sig sin afslutning, bliver der loddet et gelænder på trappen, samtidig med, og måske som den del af, det øvrige vingehusgelænder. Også til den tid vil det være en fordel, at den lille tap nederst er en del af vangen, og ikke loddet på.

 

21. juli 2004.

Sporstoppere

Også sporstopperne er fremstillet af hhv. 1,5 mm installationstråd og dåseblikstrimler + -i dette tilfælde- et lille stykke 2 mm messingrør / det yderste af en kuglepennepatron.

Principskitse for fremstilling af sporstopper.

Kobbertråden er bukket som et lidt ”uformeligt” 2-tal, der yderligere er banket en smule fladt på siderne. ”To-tallet” er herefter fortinnet overalt og derefter ”indbakket” på kanterne med en 2 mm blikstrimmel (også fortinnet inden sammenlodningen). Sporstopperne har måske ikke de virkelige sporstopperes nøjagtige facon, men fremstillingsmåden synes at være ”rimelig” overkommelig. Det sværeste er måske næsten at få kobbertråden til at sidde nogenlunde midt mellem blikstrimmelens to kanter. Det går fint i den ene / første ende, men medens man lodder den anden ende fast (og skal varme ordentligt igennem) går den første lodning i ”opløsning”. Efter et par forsøg lykkedes det dog.

Sporstopperens ”hængsel” er fremstillet ved pålodning af eet lille stykke 0,7 mm kobbertråd på ”foden af to-tallet”s ene side, og bukket rundt og parallelt med ”foden”. Pas på ved lodningen. Denne skal være gennemvarm, men uden at resten varmes for meget op. Denne parallelt-gående del af tråden skal afklippes således, at den er ca. 15 mm lang, for at den senere -efter monteringen af sporstopperen- kan bukkes/bearbejdes som ”stopper” for sporstopperen.

Hertil kommer den anden del af hængslet, der er fremstillet af et lille stykke dåseblik, hvorpå der er loddet et lille stykke (4 mm) messingrør/kuglepennepatron. Denne plade anbringes på dækket og fæstnes f. eks. med et par små søm, hvorefter ”to-tallet”s lille stykke kobbertråd kan stikkes gennem messingrøret og rettes/”vrides” til, således at sporstopperen står op i den rette vinkel.

Det sidste lille yderste stykke af 0,7-mm tråden bukkes udad mod sporet og tilpasses således, at det virker som ”stopper”, når sporstopperen hælder ind over sporet i spærrestillingen.

Husk ved påsætning af "pufferplader" (hvadenten de bliver loddet eller "dittet" fast), at sporstopperne skal være udslåede, når pufferpladerne påsættes "vandret".

 

6. august 2004.

 

Skylight

De to små skylights (”lyskasser”), der skal skaffe lys ned til fyrbøderne i ”maskinen”, er fremstillet af et par små træklodser, som blev skåret til i de aktuelle udvendige mål, 22 x 17 mm, og tilspidset øverst. I klodserne blev med en løvsav savet to huller for lyset, ca. 18 x 6 mm.

Principskitse for fremstilling af skylight.

For at illudere de metalstænger, som skal beskytte glasset, såvel som beskytte fyrbøderne mod pludselig at få noget utilsigtet i hovedet, har jeg viklet noget enkeltkore fra 220-230 v-ledning rundt om ”kassen”. Med en lille nøglefil er filet en række hak i ”kassen”s yderste/øverste langside-kanter, som styr på ledningskoren (man skal regne med, at der medgår 50-60 cm kore pr. ”kasse”). Koren vikles ganske enkelt uden på ”kassen”, ligesom hvis man skulle vikle en elektrisk spole (til sit gamle krystalapparat, eller som man lærte det /så det illustreret i skolen i min tid, men det er ”godt nok” også længe siden efterhånden).

Når tråden/koren er anbragt/strammet og trådenderne er fæstnet (i en lille ”ridse” lavet med en hobbykniv), påføres ”kassen”s oversider en ganske lille smule hvid lim henover korerne, og når limen er halvtør, kan man forsigtigt rette de enkelte korer til, hvis den indbyrdes afstand ikke er helt i orden alle steder.

4 stykker karton blev tilskåret, 22 x 10 mm og heri blev udskåret nogle små rektangulære (lys-)huller, ca. 8 x 6 mm, hvorefter kartonstykkerne limes fast oven på ”kassen” og tråden.

Uden på ”kassernes”s to sider har jeg -med trælimen- limet nogle kartonstrimler, for dels at skjule korerne, dels at hjælpe med til at holde disse fast. Efter at limen er blevet helt tør, er det så muligt at afskære alle korerne på ”kassernes”s undersider. Sluttelig har jeg klippet nogle små stykker klar plast eller evt. folie fra en rudekuvert, som er tilpasset og sat op indvendig i ”kassen”/skylight´et, hvorved ”glasset” kommer til at sidde indvendig, under ”stængerne” (korerne).


Diverse ”pyntelister” m.v, påsættes, som man nu mener, at disse har set ud på en DSB-færge, der blev bygget i 1886.

 

Efter en stribe sommerdage med op til 28-29 grader på loftet, hvor tiden så er blevet brugt på havens terrasse, og til mange andre ting, er der igen sket lidt på ”VALDEMAR”.

 

18. august 2004.

Mellem skylight og ”skorstensarrangementet” i styrbord side står -i h. t. tegningen- endnu et lille ”hundehus”, --stort større er det næppe, og dets formål kender jeg ikke. Taget synes at være dækket af tagpap eller lign ? og det synes ikke at fremgå af tegningen, om der er glas/vinduer i siderne, eller hvad ???

12 x 10 mm bundflade og ca. 15 højt ved den langsgående tagryg. Tilsyneladende er huset -i det mindste oprindeligt- ligesom de 4 trappehuse opført ved et træskelet med fyldninger af træ. Den ene side -der fremgår af tegningen- er tilsyneladende uden døre/luger, men da en trappe/lejder er angivet -lige derunder- på planen over maskinrummet, må der formentlig være en dør/luge i en eller måske begge gavle ???

 "Hundehuset" her tegnet uden en evt. dør i gavl.

 

Skorstene ("kasser" omkring skorstenene).

Endnu mangler vi også de ”opbygninger” der omslutter de to skorstenes nedre dele. Ser man på den gamle tegning, er der ”kun” tale om en mindre forhøjning, (20-25 cm høj ???) hvori skorstenen er placeret, ligesom der står et par store ventilatorer bag skorstenene. Mellem skorsten og ventilatorer er der en nedgang med trappe/lejder til ”Maskinen”.

Et nyere luftfoto af statsisbryderen ”Valdemar” (desværre et gammelt, mindre godt avisbillede), viser imidlertid en helt anden opbygning. De ydre flademål synes at være de samme, men der er nu bygget en ”kasse” op omkring skorstenenes nederste del, en (to) kasse(r), der går op til (og måske dækker) den ”krave”, der ses på den gamle tegning. Nedgangen til maskinrummet og de to ventilatorer synes uforandret.

. . . . . . . 
Skråt over den højre "skorstenskasse" ses det lille "hundehus"

”Kasserne” er savet ud i krydsfinér, men selve skorstenene har jeg endnu ikke materiale til. Messingrør eller lign. ??? tiden må vise det.

 

22. august 2004

 

Kommandobroen

”Stilladset” under ”broen” er fremstillet af H0-skinnestykker, kode 75. Skinnelængden blev udskåret i 145 mm lange stykker og ”inddelt” i tre dele, 45-55-45 mm. Herefter blev der i de to delepunkter filet to vinkelformede hak i skinnestykket, fra skinnehovedet og gennem skinnekroppen til skinnefoden. Hakkene bevirker, at man nu kan bukke skinnestykket sammen til de vinkler/den facon, som broens dragere skal have i h.t. tegningen.

Befæstigelsen til vingehusene klares ved, at jeg på skinnestykkernes nederste del har savet/filet skinnefod og -krop væk på de nederste ca. 5 mm. Derved kommer det resterende skinnehoved til at danne en lille tap (i hver side), som kan stikkes ned i dertil borede huller på inderkanten af vingehusene.

Hertil forventer jeg ikke yderligere befæstigelse, idet min erfaring fra tidligere byggerier siger mig, at alle de små ”tapper” i fællseskab -og når hele stilladset er loddet sammen- er tilstrækkeligt til at sikre ”broen”s fastholdelse. Dette har også den fordel, at delene siden hen let kan skilles ad igen, f. eks. med henblik på bemaling. Når alle ”stilladsben” er bukket, og der er loddet små forstærkningsvinkler i hjørnerne (se foto nr. 4 og 5 af den rigtige ”VALDEMAR”), lodder jeg et stykke krydstråd på tværs mellem de enkelte ”stilladsben” dels for oven, dels forneden, og i begge ”stilladset”s sider.

Princip for bukning af skinneprofil.

Når dette er gjort, kan ”stilladset” igen lirkes op af alle de ti små huller, men beholder faconen, medens man udklipper og pålodder den dåseblik-plade, der skal danne underlag for det kommende brodæk.

Dette ”isbryder-brodæk” er noget forskelligt fra det gamle brodæk i færgetiden –og som det ses på tegningen. Dette skyldes, at man -efter overgangen til statsisbryder- har udvidet det gamle brodæk med to små ”knopskydninger” forrest på hver side af dækket. Det skal lige bemærkes, at pladen for dækket evt. skal være 1-2 mm bredere og længere end tegningens udvisende. Dette skyldes, at der -langs kanten- skal være plads til, at der skal bores huller for sceptrene for det fremtidige søgelænder. Der fremkommer herefter en dæksfacon, der ser nogenlunde således ud:

Brodæk.    NB.  Rettelig bør der være en lille "knopskydning" forrest på brodækket, midtfor. Størrelse ca. 10 x 15 mm.  Tegningen vil snarest blive rettet (1.9.2012). Se bemærkning herom nederst i byggebeskrivelsen.

Efter udklipningen begynder jeg med, at bore de ovennævnte huller (0,7 mm) langs kanten, da det er nemmere at bore hullerne nu frem for senere, når ”stilladset” under dækket er loddet fast. Nu klippes og ”plankeridses” så den øverste del af brodækket, karton eller tyndt krydsfiner, og det indfarves til en passende gråbrun nuance. Denne dæksplade skal siden limes på blikpladen. Herom senere. Herefter kan ”stilladset” loddes fast på undersiden af blikpladen og det efterfølges af pålodning -først- af en mindre ”forstærkning” under hver af de to små sidedæk og herefter af et par små skråstivere ned til ”stilladset” (se ovenstående tegning om bukning af skinnestykker).

Sluttelig skal ”stilladset” forsynes med et sæt skråstivere på hver side. Disse klippes som 1 mm dåseblikstrimler og rettes ud med en fladtang, som tidligere nævnt. Efter afpasning af længderne, sættes ”stilladset” på plads på vingehusene, og efterhånden som skrå-afstivningerne loddes på, fjernes samtidig de midlertidige tråd-afstivninger. Når dette arbejde er tilendebragt, skulle hele ”stilladset” atter være til at aftage og påsætte uden besværligheder.

 

Styrehuset på broen og de to små "observations-læ" ??? er på vanlig vis klippet og skåret ud af såkaldt "bagsidekarton"  (afstivningskarton / bagsidekarton fra f. eks. tegne- og notatblokke) i tildels skønnede mål.  Ingen af "bygningerne" kan ses på tegninger og målene må derfor skønnes ud fra de tilgængelige fotos.  Dette er sket, idet de to "side-læ" indtil videre er fremstillet med åbne sider ind mod styrehuset.  Hvorfor ???  På de mig tilgængelige fotos kan jeg ikke se bagvægge og hvor dan døre og evt. vinduer kan være plaseret.  Væggene kunne måske også være udeladt på "VALDE", så der kun er tale om rene "læ".  Skulle det senere vise sig, at der er skønnet forkert, kan / må de tilføjes. Efter karton-fremstillingen er læ´enes vinduesåbninger forsynet med vinduesruder i form af 12 mm høje strimler af klart, blødt/bøjeligt plast.  Disse strimler er bukket således, ar de netop klemmer mod læ´enes sider, og derfor sidder fast alene på denne måde. For en sikkerheds skyld, er der dog limet en ganske tynd (1 mm) strimmel karton nedenunder.

 

 

Meget vand er løbet i stranden, men . . .

 

 

,,VALDEMAR,,   --   11. august  2012.   Sådan så "VALDE" ud, da arbejdet gik i stå, --dog uden skorstenene, --det var de manglende "skorstene", der var årsagen til standsningen --det skulle være genbrugsmaterieler --for "sporten"s skyld.

 

 

22. august 2012


Redningsbådene.

Ingen tvivl om, at det nemmeste er at se efter en passende lille båd i en hobbyforretning, --men når man nu vil bygge den selv ! ! !

To stykker ”raketpind” 9-10 x 9-10 mm (helst 9 mm) afskæres, 57 mm lange og limes forsigtigt sammen med f. eks hvid, vandopløselig trælim – ”forsigtigt” fordi de skal skilles igen, når ”båden” er skåret ud.

Redningsbådens ydre dimensioner tegnes nu op på klodsen og ”hjørnerne” saves til med f. eks. en løvsav, mens resten rettes/skæres til med en hobbykniv.  Sluttelig glattes klodsen med en passende fil.  Herefter lægges klodsen i vand og deles dermed i to halvdele.  Her limes et stykke millimeter-tyndt krydsfiner, iskagepind eller (mindre egnet) evt. karton ind mellem de to halvdele og skæres/files til som køl m.v.

 

Dele til fremstilling af redningsbåde og davider m. m.   "Valdemar"   Bemærk årenes forløb i de to sammenlimede træstykker  --  man kan næsten fornemme bådens linier.   --   20. august  2012.

 

Som det sidste skal båden beklædes med ganske tynde kartonstrimler illuderende bådens klinkopbygning, idet der begyndes langs kølen og fortsættes op mod rælingen.

Ovenpå redningsbådene er limet et par ca. tre mm lister fra ende til ende. Disse har ikke noget forlæg i virkeligheden, men skal på modellen danne "tagryg" for den lille presenning (theposepapir), der skal afdække redningsbådens indre og de deri liggende årer.  Presenningerne er inden fastgørelsen indfarvet med lidt grøn farve (tynd trækonservering eller fortyndet oliemaling.  For tyndt ??? så får det bare en gang til.  Hellere for tyndt end for tykt. Mit ønske er, at man netop skal kunne se de snittede og indlagte årer gennem presenningerne.  

I hver ende af båden isættes et par små ét-benede ”splitter”/øskner, bukket til lejligheden af 0,5 mm kobbertråd/krydstråd, til brug ved ophænget i daviderne.


Daviderne er fremstillet af ca. 1,5 mm afisoleret installationsledning.  Fire stk. ledning, 65 -70 mm lange hånd-udrettes bedst muligt, og kan herefter lægges på f. eks. et stykke træ og ”rulles” under f. eks en fin fil.
Herved bliver de fine, lige men også en anelse ru (rouletterede).  Øverst bukkes de i facon efter tegningen og bankes flade yderst (se under ankre) med henblik på at der skal bores et lille 0,5 mm hul til redningsbådenes ophæng.  I hvert af disse huller indsættes også en lille ét-benet split med øjet nedad, mens de loddes fast til daviden på oversiden


Fire små ”sokler” for redningsbådene fremstilles af tyndt krydsfiner eller ispind og ”dittes” på vingehusenes tagflader.

 

 Dele til redningsbåde.

 

Set fra neden:  Fire små sokler til de færdige både, --men dog først:

 

To sammenlimede stykker af "raketpind" -  9-10 x 9-10 mm, 57 mm lange. De færdige både skal være 20 mm brede incl. "køl-stykke".

Fire små årer til bådene. De vil blive lagt "ned i" (på) båden og dækket af en presenning, så de form. netop kan skimtes igennem.

De to -næsten- færdige rednings-både flankeret af deres davider.

 

 

 

 

 

 

 

 

,,Valdemar,,   --   20. august  2012.

 

 

 

 

 

 

 

 

Under selve bro-opbygningen som blev fremstillet af de fem stykker skinne, er der også et antal lodrette understøtninger til at overføre det direkte tryk af broen til vogndækket og dermed til færgens skrog.  "Et antal" dækker over, at jeg egentlig ikke ved nøjagtigt hvormange.  "Støtterne" er ikke angivet på tegningen af færgen, men ses på fotos fra byggeprocessen -så de har været med hele tiden.  Alle mine fotos er affotograferinger / scanninger, så det kan være svært at skelne og tælle dem i virvaret af lodrette linier.   Mit bedste bud er herefter, at der et tre "støtter" på hver side af sporet.

Dette tal er jeg gået ud fra, og har herefter fordelt dem med to under hver af de to yderste "opbygninger" under broen, og to under den midterste.  Af fotos fremgår, at de på Valdemar var fastgjort lige indenfor forstærkningspladerne / -trekanterne i de øverste hjørner under brodækket.

De lidt "primitive" billeder af færgen giver heller ikke svar på, hvilken form "støtterne" har, H- / I- eller U-jern -- måske rørformede ???.   Jeg har -i mangel af andet, men også fordi det var praktisk for mig- valgt H0-skinnestykker.  Disse skinnestykker ha fået afsavet skinnefod og -krop på de yderste 5-7 mm, således at kun skinnehovedet er tilbage, Denne strittende spids af skinnen er herefter bukket vinkelret ned mod/over skinnefoden.

 

I de aktuelle broopbygninger er der boret et ca. 1 mm hul i de nævnte hjørner, og "krogene" fra skinne-stykkerne er -efter tilretning i det/de aktuelle nøjagtige mål- ophængt i hjørnehullerne.  Jeg vil så vidt muligt undgå at bore huller i vogndækket for fastgørelse af støtterne i disses nedre ender, --derfor:  Længden af skinnestykkerne skal enten være således, at de netop berører vogndækket, hvor de skal støtte på dækket, men må ikke løfte brodækket, eller som følger:   Det helt nøjagtige mål kan måske være lidt svært at komme frem til for alle seks støtter, og derfor har jeg lavet seks små "sko" til at stille støtterne på.  Seks små stykker dåseblik, ca. 4 x 6 mm afklippes, og der loddes et lille stykke kobbertråd / krydstråd "grov-bukket" i facon som støtten. 

 

 Disse små "sko" anbringes så tæt på deres endelige plads på dækket, som det er muligt, med en lille klat "våd" lim / Araldit under.  Broen med støtter sækkes nu ned på plads, mens de nedhængende støtter bedst muligt anbringes i deres "sko".  Da limen er "våd", kan skoene stadig flyttes/skubbes lidt rundt indtil synet af stolperne både er lodretstående, men også på linie, både på langs eller på tværs af færgen.

 

 

 

23. august 2012.

Skorstnene er -som antydet på foto ovenfor- fremstillet af et par penoL 777-sprittusser. De har lige netop både højden og diameteren i orden, og "i tilgift" kan tussernes hætter benyttes i forbindelse med arbejdet på foden til skorstenene.

 

 

 

 

 . . . . . . . . . . . .      . .

 

 

Først og fremmest skal det bemærkes af VALDEMAR´s skorstene -på et tidspunkt- må være blevet forhøjet, og at tegningens mål hermed ikke længere kan anses for gældende. Denne forhøjelse kunne f. eks. være sket samtidig med, at man ændrede på Broens udseende og småhuse.  Som tidligere nævnt har jeg besluttet at benytte de omtalte -tømte- Penol 777-sprit-"tusser", der for mig at se, netop kan opfylde de ønskede mål.  Dog må de gennem nogle mindre forandringer inden.

Skorstenenes højde er et skøn ud fra de til rådighed værende fotos, der desværre er af meget vekslende karakter, og kun sjældent viser detailler nederst på vogndækket. Målene på tegningen øverst til højre er derfor kun "vejledende".

 

D/F ”DAGMAR” og ”VALDEMAR”
i Masnedsund havn, 1893.
Foto: Jernbanemuseet.

 

Når man ser på dette foto, kunne det godt se ud til, at skorstenene har været langt højere -end tegningen udviser- helt fra bygningen.

 

For at bevare "tusserne"s fulde længde -og det er nødvendigt- blev den øverste top (se fotografiet til venstre) savet af begge og "dittet" fast i den anden ende (bunden).  Af den ene hætte blev herefter afsavet to lige store stykker, hver 8 mm høje.  Det er så heldigt at det alligevel skal være en sådan "forstærkning" rundt om skorstenene på netop det sted, hvor denne sammenlimning må være. Når sammenlimningerne er afhærdede, "dittes" de to "hætte-ringe" fast over samlingerne, idet skorstenene sættes på plads i dens/deres "fodstykke(r)". Spar på Aralditten, og sørg for, at "ringene" er trykket helt ned mod fodstykkerne, men uden at delene limes sammen. (Skulle det ske, er der vel ikke noget at gøre ved det, men det vil være mest praktisk at holde dem adskilte indtil færgens endelige samling.)

De nydeligt polerede og bemalede/lakerede "tusser" forekommer mig at være for pæne til et par gamle skorstene, hvor malingen skaller af hver vinter, og er tegn på, at nu yder maskinen sit bedste. Derfor har jeg efterfølgende beklædt skorstenene med et stykke thepose-papir, tilpasset til skorstenens diameter + et par milimeter.  Jeg formoder, at når skorstenen til sin tid bliver malet, har dette papir taget lide af det blanke "look".  Dertil kommer, at skorstenene -og for så vidt også resten af færgen / isbryderen- kun vil blive bemalet "rimelig tyndt" og mat - ikke noget med et tykt lag blank maling.  VALDEMAR skal se lidt hærget ud.

Øverst på skorstenene har jeg bemalet et stykke thepose-papir sort. Et par strimler -8 mm- er pålimet hver af de to skorstene, afsluttende øverst med et par stykker kobbertråd som den øverste afslutning på skorstenene.

 

 

25. august 2012.

 

"Ventilationsskakterne”, officielt  Vindfang.

For at skaffe frisk luft til besætningen i "maskinen", er færgen / isbryderen udstyret med et antal ventilationsskakter/vindfang, store drejelige rør med tragtformede åbninger som kan indstilles efter færgens sejltretning, således at "fartvinden" tvinger lidt luft ned gennem rørene til maskinrummet.

Til disse ventilatorer har jeg benyttet et par Ballograf kuglepennepatroner (de tykke -  Ø 5 mm), men f. eks. et tilsvarende messingrør kan evt. også anvendes. 

I røret saves en slids, ca 10 mm ned gennem patronens ene "side", og herefter er patronen savet igennem på tværs, undtaget de sidste ca 3 mm modsat slidsen.  

Dette stykke af patronen er nu "foldet ud" og klemt fladt med en alm. fladtang, og de fire hjørner er klippet af.  Med en saks er der klippet et antal slidser ca. 3-4 mm ind mod midten.  Patronen er herefter lagt på en træplade og trykket i lidt rund facon med den afrundede "spids" af fladtangens håndtag og de enkelte flige er rettet til, så et passende udseende opnås. Det kan gøres med fladtangen med lidt tålmdighed, og de små "overlæg", der opstår, fordeles jævnt.  

 

Herefter loddes alle flige sammen til een stor tragtformet plade, og ydersiden kan files "rimelig glat" med en fil.  Indersiden af tragten kan ikke klares med en fil.  Har man en lille Proxon-miniboremaskine (eller tilsvarende mærke) kan en lille fræser klare det indvendige.

Når "tragten" ser ordentlig ud, afsluttes med at lime en eller et par smalle papirstrimler (ca. 3 mm - the-pose-papir eller alm tyndt papir) rundt om tragten for at udjævne dennes noget "flossede kant (hvid trælim - kan bearbejdes, men tørrer ret hurtigt. Ikke 10-sek-lim, der ikke kan bearbejdes og Araldit er for længe om at "tørre"). Papirstrimlerne limes på tragten, som når en pige/dame tager et tørklæde over hovedet. Sluttelig kan afsluttes med en enkelt strimmel rundt om selve "stammen" nøjagtigt som pigen/damen kan finde på at afslutte med at binde tørklædets ender rundt om halsen. 

Det overskydende bagudvendende papir limes forsigtigt fast ned ad tragtens bagside og tørrer der. Med en finger (passende tykkelse og oversiden af neglen) kan pariret glattes indvendig nogle gange under tørringen.  Bemærk, at færgens ventilatorer(?) øverst er afsluttet med et lille svaj opad (det har jeg ikke set, på de øvrige færger jeg har bygget modeller af). Dette svaj kan opnås med lidt ekstra bearbejdning med neglen - tryk lidt ekstra opad.  Papiret giver sig, så længe det er vådt.

Læg evt. ventilatoren (?) på noget plant og med tragtåbningen nedad. Her kan tragten trykkes plan, samtidig med at man stadig bearbejder tragten indvendig. Nogle gange "frem og tilbage" på denne måde og faconnen er ved at være der. Herved er der alt i alt skabt en fornuftig tragt, og der kan nu -efter tørring- afsluttes med en forsigtig affilning af tragtens yderside/bagside og med den lille fræser indvendig. Nu kun ganske forsigtigt - det er papir.

En gang bemaling kan hjælpe med til både at afstive tragten, men også til at give en bedre mulighed for at betragte glatheden af materialet.  Måske er der stadig lidt, der skal filse/fræses af.  Det skal nok lykkes tilsidst.

 

Man kan også gå i hobby-forretningen.  De har sikkert nok sådanne ventilatorer,  --men lur mig, om de har nogle der ligner forlægget ??? 

 

”Skakterne” kan i nogle tilfælde også anvendes til f.eks. askeophejs, --om det er tilfældet ved VALDEMAR, er jeg ikke klar over.

 

Højden er -som så meget andet- også lidt ubestemmelig.  Den oprindelige færgetegning har sin angivelse, 38 mm fra dæk til overkant af tragt.  Dette strækker til at tragtens overkant er ca. 3-4 mm lavere end den bagved viste redningsbåd.  Senere fotos af færgen som isbryder viser imidlertid at tragtens overkant er en del over redningsbåden(e), så der må være foretaget en forhøjelse på et tidspunkt. ->

 

 

 

Foto: P.E. Clausen, DMJK, ca. 1954.

 

 

26. august 2012.

Efter, at der er sat småmaster på for og agter (et par af de "småpinde " man tager i "rodekassen"  - et par "forstørrede tandstikker"), ser "VALDEMAR" sådan ud til aften.

 

"Gamle VALDE" i 1:87-model.   --     26. august  2012.

 

I dag er det blevet mig oplyst, at skorstenenes farve skal være "navygrå".

"Statsisbryderne var indtil 1965, da Danbjørn blev leveret fra Odense Staalskibsværft, navygrå overalt med sort top på skorstenen. Så enkelt var det. Jeg tror nok, at der i 1965 blev eksperimenteret med den sorte farve og med gult dækshus for at skabe lidt kontrast til en diset/tåget vinterdag på havet med stift vand. I det scenarie var de grå isbrydere næsten ikke til at få øje på."

Så den "farve" må jeg forsyne skorstenene med i nærmeste fremtid.

 

 

I øvrigt må det jo tilføjes/bemærkes:

Rækkefølgen for fremstillingen af de forskellige dele af færgen behøver ikke at være "den rigtige".  Hvilken er det ! ! !   Dette er den rækkefølge jeg har fremstillet delene i, fordi det var praktisk for mig, fordi jeg havde materialerne til fremstillingen eller fordi jeg har fundet ud af, hvordan jeg vil fremstille det ene eller det andet ! ! !

 

Tro nu ikke, at der ikke sker noget på "Gamle Valde" fordi der ikke er skrevet noget i et par dage.  "Valde" udstyres i disse dage med rækværker på vingehusene og brodækket, --men det er vist "ikke noget at skrive hjem om" førend arbejdet er færdigt.

 

5. september 2012.

"Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve´ det":  Så kom der "rækværker på "VALDE"s vingehuse. Tre dage - der er ingen der har lovet os, at det skal være nemt, og herefter på brodækket (6.9.2012-foto følger.)

 

Når jeg arbejder med min pc i Firefox, sker det af og til, at jeg får et skærmbillede med ordlyden: "Det her er pinligt . . . . "
Sådan ert skærmbnillede mangler jeg her og nu. 

 

Årsagen hertil er først og fremmest, at tegningen jeg arbejder efter er originaltegningen til DSB-færgen "VALDEMAR", men resultatet skulle gerne ligne Statens Istjenestes lille isbryder "VALDEMAR", og udseendet af de to, ligger på sin vis ofte langt fra hinanden.  Da jeg for 7-8 år siden skulle tegne det ændrede brodæk, der også skulle kunne rumme de to ekstra "observationshuse" var jeg alene optaget af placeringen af disse.  Nu er der så gået disse 7-8 år, og arbejdet nærmer sig sin afslutning, bl. a. med anbringelsen af en af de senere anbragte master, der skal bære moderne tiders radioantenner, og her kommer det pinlige:  Hvor skal den store mast på broen anbringes ???

Det skal den foran det egentlige brodæk, udenfor rækværket - mellem de to skorstene, men der er intet at anbringe masten på ! ! !   Altså:  Om igen, eller -i det mindste- mindst en tilføjelse af et lille, ekstra, brodæk til masten.

Ligesom hele opbygningen, "stilladset" for brodækket i sin tid blev fremstillet af H0-skinner, har jeg også her afsavet et par stykker skinne og --med et par udsavninger for de første to "fag" af dækket--, er de loddet på undersiden af brodækket.  Således ville jeg måske også have gjort det dengang, hvis jeg havde tænkt på det, men det burde bare også være gjort dengang.

 

  

Tilføjelse af lille ekstra dæk, som underlag for den antennemast, der blev tilføjet efter overgangen til statsisbryder.

 

  

Arrangementsskitse for brodæk. 

Det skal bemærkes, at mål og anbringelse alene sker ud fra et skøn på baggrund af de her på siden viste fotos m.v.

De to åbne "vingelæ" er tegnede således, da det på nogle fotos kunne se ud, som om de er åbne, og man ikke på de øvrige kan se det præcise udseende af denne væg (dør og evt. vindue).

" 

Den næsten færdige bro.  Der er nu også kommet lanterner på de to yderste læ-skure.

Der er/opstår altid mange spørgsmål ved bygning af en sådan model: Isbryder fra 1938 til 1959, men den så
-naturligvis- ikke ens ud gennem alle disse år.  I mange år havde VALDEMAR kun een lanterne på styrehuset i midten, men -tilsyneladende- to på de ydre læ-skure i de seneste år.  Det kan undre, da man tilsyneladende har lyst lige ind i skorstenene, --og udsynet fra læ-skurene må da også være kraftigt beskåret af disse skorstene ! ! ! 

Når man se på ovenstående fotos af isbryderen (øverst oppe), kan man også blive i tvivl: Var de tre "huse" -på broen- på et tidspunkt sammenbygget, så man kunne gå "indendørs" over det hele ???   Næppe, --men på flere fotos ser det sådan ud.

 

 

Brodækket og det lille, ekstra dæk med masteholder samt de møjsommeligt fremstillede rækværker  --  og så skal de endda dækkes med presenninglærred (thepose-papir) som lædannere i de kolde vinterstorme på Limfjorden.

I baggrunden: Tv:  De stærke briller  --  Th:  Under et sådant byggeri drikker man da kaffe af et "ordentligt" krus.

 

Af en gammel 6 mm Ballograf-kuglepennepatron er afsavet to stykker, 5-6 mm lange, der efterfølgende har fået påloddet en lille holder af 0,5 mm krydstråd (isoleret, fortinnet kobbertråd). I "bagenden" er lanternen lukket med en dråbe hvid trælim.  --- 

"Hvid trælim ???"   --   "Ja" ! ! !

"Lanternehuset" er lagt på et stykke plasticfolie, med "ryggen" nedad, og der er "dryppet" en dråbe hvid trælim ned i huset. Efterhånden som limen tørrer, og det gør den "nedad", svinder den også ind (vandet fordamper), men på en sådan måde, at limen hele tiden trækker ud i det cirkelrunde hjørne mellem lanternehuset og plastfolien.  Når limen er tør og "huset" trækkes af plastfolien, vil der være dannet en plan, glat bagside, men indvendig vil limen være tørret op i tragt-form. 

 

   

Kort illustration af fremstilling af lanterne til broen på "VALDEMAR".

Denne form er lige til at udnytte. Et kvadratisk stykke alu.folie, ca. 5 x 5 mm klippes ud, og hjørnerne afklippes, hvorved der dannes en lille otte-kant. Med en skarp hobbykniv skæres en lille slids fra kanten ind mod centrum, for senere at hjælpe folien til bedre at opnå tragtform.  Nu placeres en ganske lille dråbe hvid lim i bunden af lanternehuset og alu.folien lægges forsigtigt ned i huset. Med enten bagenden af et sneglebor (bagenden er ofte kegleformet) eller evt. med en tandstikke, trykkes folien ned i bunden af lanternehuset -og dermed limen- som herefter tørrer og fastholder folien i tragtformen.

 

7. september 2012.

VALDEMAR blev i dag forsynet med 14 øjer, der dels skal holde masterne i lod, dels skal være ophæng for virkelighedens antenner.  Det ses overhovedet ikke, men tog dog det meste af tre timer. 

De to små og den store mast var fremstillet allerede, men bled i dag forsynet med de små tværarme øverst.

 

8. / 9. september 2012.

"VALDE" er i dagenes løb blevet forsynet med seks redningskranse og fire lanterne-kasser /-brætter (styrbord- / bagbords markering) er fremstillet. - Hertil seks lanterner, --to røde, to grønne og to hvide.

 

 

Fremstilling af redningskranse.

Afisoleret installationsledning rulles om et 6 mm bor (f. eks. som her i en boremaskine, eller ved alm. håndkraft).  Når man har en "spiralfjeder" med tilstrækkeligt antal vindinger, saves vindingerne igennem med en løvsav på langs af boret (husk at trække boret tilbage efterhånden - det kan man ikke save i :-)  ).  Ringene vrides i plan og klemmes evt. sammen med tangen. 

Ophænget er 0,5 mm krydstråd, der f. eks. bukkes i S-form, og den ene ende af "S"-et lukkes om ringen/"kransen".   Herefter maling med rød maling.

Hvad laver så en 3-i-een-negleklipper så her.  Faktisk har jeg opdaget, at en sådan er et godt hjælpemiddel i modelbyggeriet. Den bider pænere over end en bidtang, der -ved sin grovhed- er tilbøjelig til mere at klemme ledningen over, den at bide(skære) den over. En saks klipper måske en ledning pænere / "renere" over, men er tilbøjelig til at give et ryk, idet den går igennem materialet. Det er ikke altid lige "sundt", ved fint modelarbejde med tynde tråde. Her er 3-i-een´eren bedre med sit skarpe og rolige bid.

 

 

Første-gang-malede redningskranse og lanterner.   Lanterner: Runde "kartonskiver" klippet med et "klippetangs-lignende" instrument (lidt for store skiver) og en indlagt rød/grøn/klar glasperle imellem.  Lanternebrætterne (kasserne) er fremstillet af karton.

Humbrol-dåsen for at angive størrelsesformatet.

 

 

 

 

13. september 2012.  Så nåede vi så langt . . .

 

Valdemar - 1:87-model (Märklin-størrelse).   ^---v

 

Et par små "praktiske bemærkninger til billederne.  Den opmærksomme læser kan have bemærket, at de forskellige dækshuse kan flytte sig et par milimeter fra model-foto til -foto.  Dette skyldes, at alt står løst på dækket (det samme gør hele broen på vingehusene). 

Alle disse "løsdele" limes først fast den dag, hvor færgen samles for ikke at blive skilt ad mere -- med min gode vilje.

Lidt af det samme gælder masterne.  På billederne ses masterne at "stritte" i hver sin retning. Noget skyldes perspektivet, men lidt skyldes også, at masterne bevidst ikke står helt lodret (parallelt).  Det forventes de at komme til, når der monteres "barduner" og der ophænges "antenner" i toppen af dem, og de strammes passende op.

 

 

Virkelighedens "VALDEMAR" på arbejde - Bemærk kulvognen - den åbne godsvogn med reservekulbeholdningen, men som var et uundværligt led i isbrydningen.

 

   

 ^--- Næsten samme udsnit som virkelighedens "VALDE" ovenfor, jeg nænner dog ikke at beskære billedet så hårdt.

 

   

Lanterneskitser.  ---^ - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -  Mastelanterner ----^  på den store mast foran styrehuset.

Fotografiet virker "groft", men størrelsen er også - - - - - - - - - -- 
ca. tre gange større end modellens størrelse. -- - - - - - - - - - - - -  

 

Lanterner:  Små skiver af "bagsidekarton", klare eller kulørte perler (rød - grøn), et stykke 0,5 mm krydstråd ned igennem og et lille stykke af dets plast-isolering øverst.

 

  Lanternebræt.

 

Søndag  11. november 2012.

Egentlig vil jeg nok tillade mig at betragte dagen i dag, som dagen, hvor modellen af statsisbryderen "VALDEMAR" er færdig --fremstillingsmæssigt.  Nu skal delene så samles, --forhåbentlig for ikke at skulle skilles igen.  Problemet her er, at de mange enkeltdele, i det "daglige", er i vejen for hinanden, mens der arbejdes på andre dele. Samtidig er der tale om så mange enkeltdele - langt fra hinanden - at de ikke bare kan fremstilles som en enhed, der bare kan sættes på her eller der.

Nu kan de så samles -forhåbentlig, uden at glemme noget.   

 

 

Oprindelig skulle dette have været DSB-færgen D/S VALDEMAR, men når man så sig rundt i "landskabet", så var der allerede bygget mange DSB-færger, store som små.  Først og fremmest Jernbanemuseet råder over en stor og flot modelsamling, men også modelbyggere har bygget mange fine modeller.  Lidt efter lidt opstod tanken om, at bygge modellen som statsisbryderen "VALDEMAR", og det er jeg egentlig ganske glad for i dag.  Denne lille "gråspurv" er der næppe mange andre, der har kastet sig over, --og er der, kunne det være interessant at høre fra dem.

 

 

- o -



 

Hermed nåede jeg(vi) så langt.

Det ville da i øvrigt glæde mig, dels hvis nogen benyttede sig af byggebeskrivelserne til bygning af egen model, og i særdeleshed, hvis nogen sendte mig et par ord, --om det skrevne kan bruges til noget ! ! !

Mail-adressen er anført til venstre i det grønne navigationspanel. (Indtil nu har der ikke været "telefonstorm", men indrømmet  (der har været et par henvendelser om direkte brug eller om brug af principperne, men til andre færger, --  og det er da også glædeligt).

 

Om statsisbryderen ”VALDEMAR” i virkeligheden.

Se evt. Modeljernbaneklubben "H0"s hjemmeside.