EVP

 

Store Vildmose.  (Siden er under udarbejdelse.)

 

Omkring 1928.

De to store nordjydske moser, Store og Lille Vildmose omfatter tilsammen ca. 105 kvadrat-km eller ca. 10.500 hektar (ha) fordelt med 50 kv.km på Store Vildmose, nord for Limfjorden og dermed 55 kv.km på Lille Vildmose ! ! !  Store Vildmoses sydgrænse ligger ca. 15 km nord for Nørresundby.

Store Vildmose (og Lille Vildmose) er udprægede "højmoser", dannet af tørvemos (Sphagnum), som er utrolig vandsugende. Mostæppets nedre dele dør efterhånden og danner tørv, mens væksten i det levende overfladelag medfører, at det øverste af dette overfladelag stadig hæves.  Mosens bund, der er gammel hævet havbund, blev til fast land ved den sidste landhævning, som tørlagde betydelige dele af nutidens Vendsyssel.  

Væksten af højmosen foregår oftest mest/hurtigst i mosens indre, idet der ér er mere vand til rådighed end i mosens yderområder, hvor der ofte er mere, naturlig, vandafstrømning.  Efter hånden, år efter år, rykker de første planter ind: Tue-Kæruld, hedelyng, klokkelyng, pors orevling samt diverse småbuske.

 

Store Vildmose. 

Et uopdyrket område af Vildmosen inden opdyrkningen blev igangsat.

(Det skulle lige have været et farvefoto).

 

 

FREM-hæfte

(Forl. Gyldendal).

September 1928.

Fra et højdepunkt viste den uopdyrkede Vildmose sig som en enorm lyngklæde brunlig, gold og øde flade. Datidige undersøgelser viste, at tørvelaget i mosen var mellem 1 og 5 meter tykt, men en gennemsnitstykkelse på 3 meter, hvoraf de undersøgte 41 kv.km blev opgjort til at indeholde 8,3 millioner tons tørvemos, eller hvad der svarer til 25.500 millioner tørv.

Som følge af 1. verdenskrig, og den deraf følgende brændstofmangel, opstod der et behov for tørv, massevis af tørv, bl. a. fra Store Vildmose.

I Vildmosen var der fantastisk store brændselsreserver, --de skulle bare flyttes, flyttes til en nærliggende jernbanestation for viderebefordring.  Det blev til Tylstrup station (Aalborg-Frederikshavn, tæt syd for Brønderslev).

 

Banen fik et officielt navn, Tylstrup-Store Vildmose smalsporede bane ( ! ).  Det første ca. 100 tdr. land store areal var i gang fra ca. august 1917 med ca. 50 mand.  I første omgang måtte man dog nøjes med at køre til en oplagsplads vest for statsbanestrækningen, og syd for Tylstrup station, da der endnu ikke var en aftale med Statsbanerne om en underføring under deres spor.  En sådan aftale faldt først på plads i august 1917.

Transporten af tørv var tiltænkt gasværker, el-værker og industrielle virksomheder i Aalborg-Nørresundby-området, ja, der var endda i 1920´erne planer om at et elektricitetsværk og et glasværk i mosen og drevet af mosens tørv.

 

 

 

 

 

I 1918 etableredes en 60 m lang, 2 m bred og 1 m høj aflæsningsrampe på stationens østside, i forbindelse med læssevejen. Hertil etableredes omløbsspor for tørvebanen. 

Øverst: Skitse over  banens forløb -set mod og- gennem mosen, omend noget fortegnet, -formentlig af pladsmæssige årsager.   Herefter sporplan over Tylstrup station 1917 / 1940.  
Nederst tømmerbroen for Statsbanen, 1917.

Tegningsskitse: S.A. Guldvang/Jernbanebladet, november 1963.

 

I evp´s arkiv ligger et lille 5,5 x 8 cm foto (6x9 med de hvide kanter). Teksten bagpå lyder:  
"Store eller Lille Vildmose.  Lokofører tidl. mejerist.  1920-erne."  Ikke yderligere oplysninger.

Da toget synes at befordre tørv, er det formentlig inden eller omkring 1. verdenskrigs afslutning (evp-bem.).

"Danmarks smalsporede Industribaner", forlag: "bane bøger" (side 72) bringer et foto: "Tørvetog i Kaas-området, 1947 (Store Vildmose, evp.bem.), der ganske sikkert må være samme lokomotiv.  Bemærk gnistfanger på skorstenen og vandspand foran på lokomotivet, --brandfaren var stor."  Som spejderne siger (sagde ! ! !): "Vær beredt".  

 

 

Kort over Store Vildmose 1921.

 

Den smalsporede baneforbindelse udgik / endte (efterhånden) fra østsiden af Tylstrup station (se dog ovenfor), og gik i første omgang mod syd, hvorefter den drejede 90 grader mod vest, ind under DSB-strækningen.  Herfra fortsatte den mod vest ud mod mosen, syd om (herre-)-gården Gammelvrå, og herefter mod nord-vest til Toften / Manna/Manne/Mande (kært "barn" har mange navne).  

Imidlertid afsluttedes 1. verdenskrig i 1918 og omkring dette tidspunkt blev banen over- taget af Det danske Hedeselskab med det formål at udkøre jordforbedringsprodukter til mosen, omend den noget midlertidige træ-underføring syd for stationen, atter blev fjernet i 1924.

 

Opdyrkning.

Et held var det, at mosens faste bund ligger 4-5 m over normalvandstanden i Limfjorden, hvilket er en forudsætning for at tilstrækkelig afvanding kan foretages gennem de aktuelle åer, Rye Å i nord og vest samt Lindholm Å mod øst.

En sådan afvanding er en absolut betingelse før en opdyrkning af arealet. Man kan (kunne) -med et moderne udtryk- glemme alt om at køre med store, tunge arbejdskøretøjer på/i en vandfyldt moseoverflade, -derfor de store, brede, såkaldte "fælgringe" på op til 1,5 m.

Den første sommer med opdyrkningsforberedelser, 1921, var en meget tør sommer, og gav nogle helt forkerte opfattelser af de nødvendige arbejder.  Man begyndte med paralleltløbende afvandingsgrøfter (med udløb i de ovennævnte store omkringliggende afvandingsgrøfter eller åer) med en indbyrdes afstand af 200 m, med de to efterfølgende somre var meget mere regnfulde, og viste at der måtte indlægges ekstra afvandingsgrøfter, så den indbyrdes afstand blev kun 100 m.

Der arbejdes med vildmosen.

 . . 

Bemærk de brede hjul (man kan næsten ikke lade være). Hvad gør man ikke for at holde sig på "overfladen".

  . . 

Udtjente badekar (?) som vandingstrug, allerede i 1928. . . . . . . . . . . . . . . . Lige til modeljernbanen ---^ 

Når vandafledningen således var klar, og arealet (overfladen) kunne bære arbejdskøretøjerne, kunne næste skridt tages i form af tilintetgørelse af den eksisterende vegetation, hovedsagelig lyng.  Dette arbejde bestod i sønder-deling, planering og sammentrykning af over-fladen. Afhængig af den aktuelle bevoksning på de enkelte arealer, måtte de pågældende områder tilføres store mængder af kalk eller mergel, idet sådanne højmoser er meget kalkfattige.

Fra et rigt mergelleje, beliggende ca. to km fra den del af mosen, der betegnedes som "Statsarealet", hentedes de store mængder mergel og hertil kom nødvendig brug af Kali og Fosforsyre. Alle disse produkter udkørtes via et "8 km langt Banespor."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udkørsel af . . . ??? ! ! !   --   Ca. 1928.    (FREM, september 1928.)  

"Vedligeholdelsescenter" ---  "Redskabshusene med Formands- og Kreaturpasserboliger, medens der andet Steds i Mosen er opført 4 Kreaturpasserhuse."

"Banen" havde nogle boliger/værksted i Tylstrup, lige vest for Statsbanen, men inden mosen nåedes.  Er det dette område eller det tilsvarende område ved Manne ???.   

Med den -dengang- gældende gennemsnitlige land-befolkningstæthed, regnede man ud, at 5000 mennesker ville kunne skaffe deres udkomme på mosens areal.

En sådan tørlægning krævede imidlertid penge, mange penge og ville kun være rentabel under særlige omstændigheder !

Den situation opstod dog næsten samtidig.  I slutningen af krigen, februar 1917, medførte den iværksatte blokade ganske vist mangel på brændsel, men også efterspørgsel på landbrugsjord. Derfor tog "Staten" affære omkring udnyttelse af Vildmosen, både tørveteknisk, men også landbrugsmæssigt.

Hjørring-Løkken Aabybro Jernbane . . . . Manne

. . . . . . . . . . . . . v. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . v

^---> - - - - - - - - - - - - <---^ Fjerritslev-Frederikshavn Jernbane.

Desværre er tørve- / smalsporsbanen -fra 1917- ikke indtegnet, og ovenfor viste skitse, levner desværre ikke mulighed for yderligere, "rimelig" stedfæstelse på et nøjagtigt kort.

Geodætisk Institut, 1923.

 

De samme problemer med stedfæstelse gør sig gældende her, men så meget kan nævnes:  

Med eksakt/fast udgangspunkt på Tylstrup station (1), øst for / til højre for statsbanesporerne, gik banen et par hundrede meter mod syd, drejede til venstre (på kortet) ind under tømmerbroen (se skitsen ovenfor) og fortsatte mod vest, syd om gården Gammelvraa. Herefter fortsattes nord om "Birkebæk" mod nordvest til Manne (2) (Manna - Mande, alle tre stavemåder ses på / i forskellige tiders kort / beskrivelser).

Omkring 1940 etableredes der en forbindelse til Damfenner (3), hvor der gravedes tørv under 2. verdenskrig.  Denne strækning grenede fra den gamle bane et sted mellem Gammelvrå og Birkebæk, som den passerede syd om. Det gamle, nordvest-gående spor til Manne, bibeholdtes dog, da vedligeholdelsesværkstedet dér stadig benyttedes.

Geodætisk Institut, 1965.

 

Egentlig burde der have været et punkt (4) på kortet, ca. midt mellem punkterne (1) og (3), hvor såvel skillepunktet og -lidt længere mod Gammelvraa- et krydsningsspor blev etableret. Her skulle der have været en sporskifte- og signalvagt, der klarede såvel sporskiftning og signalgivning ved togenes krydsninger.   Det oplyses (et sted), at man kun havde 28 vogne og at lokomotiverne på de flade arealer kunne trække stammer på 14 vogne (altså 2 stammer).  Som jeg læser det, havde man kun disse to stammer i drift (?).  Det kan vel derfor næppe have været den helt store, stressende opgave at have været vagt her.

I 1938 ophørte jordforbedringsarbejderne og materiellet blev sendt til Lille Vildmose.  Det blev dog et kort ophold dér, idet 2. verdenskrig bevirkede tilbagesendelse i 1940.

I Store Vildmose voksede trækkraftbestanden efterhånden fra de oprindelige tre damplokomotiver til nu fire, samt fire motorlokomotiver. Hertil en vognbestand på 296 tipvogne og 20 fladvogne, men ogsp de privateentreprenører bidrog med deres eget materiel. Alt dette materiel kørte på hhv. Wr. Thomsen & Kier´s 750 og 785 mm spor samt Statens / Vildmosekommissionens 700 mm spor.  I 1930´erne fandt også en del persontrafik sted, --transport af arbejdere stil og fra arbejdsstederne der ikke havde vejforbindelse.   Et i mosen centralt beliggende værkstedsanlæg sørgede for materiellets vedligehold og ombygning -under 2. verdenskrig- til kørsen med generatorer

1940.

Straks efter 2. verdenskrigs udbrud blev der igen etableret en ny træ-underføring i det gamle "hul" med henblik på genoptagelse af tørvetransporterne ligesom man måtte nyopføre en rampe til aflæsning for op til 25 jernbanevogne.

I efteråret 1941 måtte man dog erkende, at den nye træunderføring, bygget ind mellem den gamle underførings afstivninger, ikke gik i det lange løb, hvorfor der byggedes en ny beton-underføring lidt syd for den første.   Det varede heller ikke længe, før man måtte etablere endnu et tipvognsspor med aflæsningsrampe.

I årene efter krigens afslutning,1949-50, blev sporene atter fjernet og stationsarealet retableret.  Den sidste underføring blev dog stående og overdraget til DSB mod passende betaling. Den blev stående, men om dette stadig er tilfældet ved jeg ikke.

 

"Tørvetog i Kaas-området, 1947. Bemærk gnistfanger på skorstenen og vandspand foran på lokomotivet, --brandfaren var stor."   
Foto:  Danmarks smalsporede Industribaner, "bane bøger" (side 72).

 

 

Når man i vore dage ser fotos fra området -i det mindste dele deraf- er der ikke meget, der bringer tankerne tilbage til datidens Store Vildmose.

 - o - 

 

---