EVP

 

Der stod næppe skrevet ved dampfærgen VALDEMAR´s ”vugge”, at den lille færge skulle ende sine dage som det der engang hed ”statsisbryder”, dvs. ende som én af de 5-6 isbrydere staten rådede over og satte ind i de danske farvande, når isen begyndte at lukke vandene rundt omkring eller i Danmark. For VALDEMAR´s vedkommende blev det i dét, man kaldte ”isen i de indre danske farvande”, nærmere betegnet den vestlige del af Limfjorden.

Historie

Under nogle strenge vintre først i 1880´erne, havde der været isvanskeligheder ved forskellige overfarter, og man måtte ret hurtigt indstille sejladsen med de gamle hjulfærger. I stedet måtte man indsætte nogle forskellige skruedampskibe, hvilket imidlertid ikke var en tilfredsstillende løsning, da overførslerne af jernbanevogne derved måtte indstilles. Person- og postbefordringen kunne bedre lade sig opretholde, men godt var det ikke.

Det besluttedes derfor at anskaffe en reserveskruedampfærge som skulle være særligt egnet til sejlads i isfyldt vand. Denne færge viste sig hurtigt egnet til sit særlige formål, men var i almindelighed mindre egnet end andre tilsvarende hjuldampfærger.

Kontrakten på denne færge, D/F VALDEMAR blev tegnet med Burmeister & Wains skibsværft i maj 1885, og færgen skulle leveres i Fredericia senest d. 1. februar 1886.

Som nogle enkelte hoveddimensioner kan her nævnes:

Største længde over stævnen: 43,89 meter.
Største længde mellem stoppebomme: 41,49 m.
Største bredde: 13,11 m.
Dobbeltskruet, med to dampmaskiner, max. 134 omdr/minut.
Kulbeholdning i færgens kulkasser: 28 tons.
Max. Fart: 10 knob.
Overførselskapasitet: 65 tons vognlast og 500 passagerer.

Søsætningen fandt sted d. 4. februar 1886, og byggearbejdet var allerede da en del forsinket. I slutningen af marts 1886 kunne færgen dog sendes på prøvetur i Øresund, og d. 10. april kunne der foretages prøver med ombordsætning af jernbanevogne ved Lillebæltsoverfarten. Disse prøver forløb tilfredsstillende, og færgen kunne derefter afleveres til Statsbanerne.
 
Tidligt foto af isbryderfærgen "Valdemar" i dok i København.
Foto: Handels- og Søfartsmuseet, Helsingør.

 
Statsbanernes første isbryderfærge, skruedampfærgen "VALDEMAR".
Foto: Jernbanemuseet.

Færgen havde ligesom de tilsvarende hjulfærger næsten hele apteringen under vogndækket. Adgangen hertil skete gennem 4 kahytsnedgange fra vogndækket, hvor de var anbragt langskibs på hver side af det gennemgående jernbanespor. Endvidere var der -ligesom på hjulfærgerne- vingehuse i begge sider, her kunne de dog udnyttes i deres fulde længde, idet der ikke skulle være plads til hjulkasser. I vingehusene fandtes forskellige lukafer og toiletter, stirrids, post- og andre tjenesterum.

Over vogndækket, båret af et spinkelt jernskelet, var kommandobroen med styrehus, hvis udseende mindede meget om de tilsvarende styrehuse på hjulfærgerne.

Færgens skrog afveg fra hjulfærgernes, fordi VALDEMAR især var beregnet til sejlads i is, og derfor havde en isbryders stærke skrog og mere specielle facon. Dette blev senere årsag til, at færgen fik en usædvanlig lang levetid.

D/F VALDEMAR blev først stationeret ved Lillebæltsoverfarten, hvor den var til 1890. Herefter kom den til Oddesundoverfarten som reservefærge (bl. a. med henblik på at sikre overfartens opretholdelse i vintersæsonen), og i 1893 videre til Masnedsundoverfarten.

 

D/F ”DAGMAR” og ”VALDEMAR”
i Masnedsund havn, 1893.
Foto: Jernbanemuseet.

Her sejlede den til 1905, og kom så igen tilbage til Lillebæltsoverfarten. I 1919 kom den atter til Oddesundoverfarten, hvor den var til overfartens nedlæggelse i 1938.

Trængsel på havnen i Struer.

”Her er et par billeder fra Struer Havn omkring 1910, hvor færgen ”Valdemar” sejlede mellem Grisetå Odde til Oddesund før Oddesundbroen blev bygget.

Kapsejladserne ved Struer startede omkring 1905-7, og man sejlede endnu i 1928, så det var en tilbagevendende begivenhed.

På billederne sejlede skibet med tilskuere til kapsejladserne på Struer Bugt.”

Således skriver Niels O Godballe, der har sendt disse billeder, scannet fra familiens fotosamling. I skrivende stund er der dog lidt usikkerhed omkring årstallet 1910, bl. a. fordi –som det ses– at ”Valdemar”, iht. ovenstående, på dette tidspunkt var stationeret på Lillebæltsoverfarten.

Struer, ca. 1910.

I baggrunden -mellem skibsmaster og signalflag-
anes "Valdemars" to skorstene. Formentlig er færgen her på vej ud til sejladsområdet med tilskuere.

Fra kapsejladsen i Struer. Thorvald Jørgensen (tv) og Albert Jørgensen (i midten) deltager i kapsejladsen på fjorden.

I 1938 solgtes færgen til Statens Istjeneste, som anvendte den som ”statsisbryder” indtil 1959. Som sådan anvendtes den i den vestlige del af Limfjorden, og var altid den første af statsisbryderne, der kom i funktion og den sidste, som atter indstillede virksomheden, -en følge af at isdannelsen skete hurtigere her end i andre farvande på grund af, dels det relativt stillestående vand, dels dettes lave saltholdighed.

På Limfjorden kom VALDEMAR fra 1947 til at tage mangen en hård tørn, og ikke mindst dens virke her var med til at gøre den landskendt. Årsagen hertil var den specielle måde, hvorpå man brød den svære is i fjorden, --kulvognen (en åben godsvogn med færgens reservebeholdning af kul). Dette arrangement bestod nærmere beskrevet i, at man under isbrydning evt. havde den læssede vogn stående agter på færgen (isbryderen). Når isen blev særlig genstridig sejlede man så færgen med ”Fuld kraft frem” indtil den gik i stå, delvis med stævnen ”stående” oppe på/i den svære is. Herefter trak man ved hjælp af et spil den tunge godsvogn frem ad jernbanesporet, og fik derved færgens skrog presset gennem isen, og fri af denne. Nu kunne man bakke lidt, tage tilløb igen, og således ”stangede” færgen sig gennem isen. Endvidere kunne man -ved hjælp af vognens placering på dækket- regulere stævnens dybgående, som man nu mente, at det var bedst til den aktuelle is/opgave.

 

Et minde fra vinteren 1950:

 

(Genoptrykt d. 9.1.1996 i ´Viborg Folkeblad´ )

Skibet ”Væring” er kommet over Nordsøen med lasten fuld af gødningsstoffer. Man er nået til Thyborøn, og kommer snart i isvanskeligheder ….

Et sted på fjorden et fartøj er,det opfanger ”Væring”s melding dér,og gnistrer sit svar tilbage:Vi hjælper ”Progres” ind til Struer,og derefter bliver det Jeres tur,I kan bare med ro den tage.

To høje skorstene, malet grå,
side om side på skibet stå,
Nu isbryder -førhen færge.
Før måtte den sejle dag efter dag,
nu går det mere i ro og mag,
sejler kun, når kulden vil hærge.

I ”Valdemar” s bug maskiner går,
mandskabet støt på posten står
og hører en kværnen og knagen.
Sekshundrede heste er sat ind
på at splintre isens hårde spind,
den knuses med stønnen og bragen.

 
”Valdemar” henter båd efter båd
og ændrer til daglig virke dåd,
men ældes dog og bliver for svag,
en ny skal købes, det bliver kun tale,
igen må færgen kaldes af dvale-
for ”Valdemar” bliver der atter en dag.

 

(Jens Rytter)

 

Statsisbryderen ”VALDEMAR”.

Foto: Ib V. Andersen.

 

 

VALDEMAR.   --   Glyngøre.

 

 

VALDEMAR.  -  Glyngøre.

Luftfoto af Glyngøre station og havn.  År: ?  Et tilsvarende postkort er stemplet d. 14. august 1953. 
Foto: Sylvest Jensen.

 

Sammenlign evt. placeringen af koøjer på dette og næste fotografi. Begge fotos viser ´VALDEMAR´s bagbords side -omend på to forskellige tidspunkter,- men ikke alle koøjer sidder de samme steder på de to fotografier.

Dette "problem" berøres også i teksten nedenfor: Hvor skal man -som modelbygger- vælge at placere disse koøjer ???

 

Foto:  P.E. Clausen,   DMJK, ca. 1954.


Allerede i 1954 stiftede jeg første gang bekendtskab med statsisbryderen ”VALDEMAR” i form af en radioreportage med reporteren Ole Kühnel.

På en lille amatørbåndoptager fik jeg dengang optaget udsendelsen. Denne båndoptager har ikke virket i utroligt mange år, men nu -i denne anledning- blev det gamle bånd fundet frem igen. Ved forskellige fiksfakserier lykkedes det bl. a. at neddrosle båndets hastighed og derved komme til at genhøre den gamle udsendelse på en mere moderne spolebåndoptager. En lidt besynderlig, næsten højtidelig- fornemmelse er det, atter at høre det gamle bånd efter 48 års henstand på en hylde. Absolut ikke ”Hi-Fi”-kvalitet (eller hvad det hedder nu om dage), men bestemt et værdigt genhør.

Med mikrofonen i hånden var Ole Kühnel taget til Løgstør havn, hvor han var gået ombord på den gamle færge. I en ca. 20 minutters reportage (eller hørebillede, som man også ofte benævnte den slags udsendelser) beskrev han dels færgen, dels problemerne omkring isbrydning med bl. a. omtalte af den specielle ”stange-teknik”, som man benyttede.

Dagen før havde man netop forlagt isbryderens ”residens” fra ”Kongekajen” i Løgstør til et mere lukket, beskyttet havnebassin. Årsagen hertil var, at man frygtede isgang i Limfjordens ismasser. Dette havde man været ude for et par år tidligere, hvor isen var gået i drift på langs ad kajen. Samtidig hermed var vandstanden steget, og pludselig blev den gamle færge´s ene ”vinge” presset ind over kajen, --og dér hang ”Valdemar”, og kunne ikke andet. Først efter noget som kaptajnen sammenlignede med en mindre stabelafløbning, dvs. med brug af løbetøj og masser af fedtelse, lykkedes det igen at få ”Valdemar” rigtigt ned på vandet igen. Den ”tur” skulle man ikke på én gang til, og man havde nu lagt sig i læ i havnebassinet, med fronten/forstavnen direkte vinkelret ind på kajen.

En tidlig frostklar vintermorgen blev ”Valdemar” fyret op, og med røg og damp væltende op mod den blå himmel, foretog man en lille kort tur udenfor Løgstør havn. I h.t. ”Valdemar”s kaptajn Jens Olsen var Limfjorden på dette tidspunkt -på flere af de lavere steder- tæt ved at være bundfrosset, f. eks. i nærheden af Aggersund og Feggesund. Her formodedes isen at være hen ved 3 meter tyk. Så meget is kom ”Valdemar” dog ikke ud for. Omkring en halv meter var isen udenfor Løgstør havn, og med sine 600 ”heste” gjorde ”Valdemar” et forsøg på at ”stange” sig gennem isen. En skibslængde eller i de bedre tilfælde to længder kunne det blive til pr. tilløb.

På dette tidspunkt havde man allerede -i dagene før- hjulpet 32 skibe ”vesten ud” til Agger Tange eller den modsatte vej, og man havde ”gæstet” alle de større havne i den vestlige del af Limfjorden, --Thyborøn, Nykøbing M, Glyngøre, Skive, Struer og Løgstør. Lige nu -hvor ”Valdemar”s trofaste hjælper ”Goliat” var kaldt til Aalborg- havde Istjenesten dog besluttet at indstille isbrydningen i Limfjorden indtil frosten igen lettede sit greb i Limfjordens vand (is), ikke mindst fordi der efterhånden ikke var flere skibe tilbage, der havde hjælp behov. I Løgstør havn lå ganske vist to tyske skibe, men deres mandskab havde ”mistet lysten” til issejlads, og var taget hjem til Tyskland for at afvente foråret.

600 HK ydede ”Valdemar”s to dampmaskiner, men både maskinmester og kaptajn var enige om, at når maskinen blev fyret op til det aller- alllllleryderste, kunne de godt presse ”Gamle Valde” op på 800 HK. Det hjalp dog ikke meget, for med de gamle kulfyrede dampkedler, kunne de kun holde fuld damp til ca. en halv times isbrydning. Så mistede ”Valde” pusten og herefter måtte maskineriet have en halv times pause, for atter at komme til kræfter(damp). Dermed var man næsten lige vidt, og det var en meget dyr form for isbrydning. At ”Gamle Valde” så allerede havde ydet et godt stykke arbejde, sås tydeligt på skorstenene, hvor malingen allerede var begyndt at skalle af. Når isbrydningen var på sit højeste, stod de to høje skorstene og ligefrem rystede, medens den grå maling faldt af i store flager. Ned over besætningen på broen dalede store sodflager, og det værste var næsten, at de ikke havde mulighed for at få vasket tøjet.

Efter isvinteren skulle ”Valdemar” på værft og have en vedligeholdende ”overhaling” til en kvart million kroner (1956-priser) forklarer kaptajnen, men ….. ”Nej, det eneste der ville hjælpe nu, er en oliefyret kedel. Det giver ikke flere ”heste”, men således at man kan holde damp, og så en forskrue i stævnen.”

Ved tilbagekomsten til Løgstør -hvor en del af byens borgere havde samlet sig på kajen, for at se på ”løjerne”- havde man fra broen noget svært ved at se den helt nøjagtige afstand til kajen. Bedre blev det ikke af, at der var ca. 50 cm tyk is mellem ”Valdemar” og kajen. ”Hvor langt er der” råber kaptajnen ned til de forsamlede. ”Tre meter” kan man høre, at der råbes tilbage. Herefter får ”Valdemar”s skruer åbenbart endnu engang damp, for pludselig går det stærkt. Bom. ”Der var den”, udbryder Ole Kühnel, ”og det kunne mærkes både i ”Valdemar” og Løgstør”.

-------

”Valdemar”s sidste chef (1947 – 1959), skibsinspektør og kaptajn Jens Olsen, fortæller i nogle erindringer i 1970-erne, at færgen/isbryderen skulle betjene hele den vestlige Limfjord fra Aalborg til Thyborøn, og det var faktisk et så stort område, at den til tider havde vanskeligt ved at klare alle sine forpligtelser. ”Vi skulle jo helst være alle steder på samme tid, og det kunne nu ikke lade sig gøre. Vi fik megen skældud, men fik da også ros for god indsats, bl. a. af en grosserer i Struer, der inviterede hele besætningen på en splendid middag. Det lunede i vinterkulden.”

Besætningen var i øvrigt et større middagsselskab, 23 mand i alt. En skibsfører, to styrmænd, en telegrafist, to maskinmestre, to maskinassistenter, seks fyrbødere, seks matroser, en hovmester, en kok og en dreng.

Og så var ”Valdemar” med sine kun 500 tons endda Statens Istjenestes mindste isbryder. Den havde to maskiner på hver 300 HK, ”af sovekammertypen”, som Jens Olsen udtrykker det, fordi cylindrene var beklædt med mahogni. ”Sådan byggede man i 1886, da ”Valdemar” kom til verden.”

”Det var et godt skib” mente Jens Olsen, ”alt for godt til at blive hugget op i 1959.”

Han bekræftede, at man på ”Valdemar” brugte den åbne, kulfyldte godsvogn som ekstra hjælpemiddel, når isen skulle brækkes, og maskinkraften alene ikke var nok til at bryde en rende. Kulvognen var placeret agterude, og når ”Valdemar”s stævn kom op at ride på isen, blev vognen trukket frem, og kunne sædvanligvis -med sin vægt- medvirke til at knække isen.

 

 

"VALDEMAR" med den berømmelige kulvogn. 
Ikke alene var vogen en god hjælp under isbrydningen, men tjente samtidig som ekstra kulbeholdning.

Hver vinter gik ”Valdemar” s første tur -ifølge Jens Olsen- således til Nykøbing M for at hente kulvognen. Hvem der oprindelig var ophavsmanden til idéen, vides ikke, men den gamle hovmester, Theodorsen, fik æren for den, og det var i det mindste ham, der kørte frem og tilbage med vognen på dækket.

Endvidere -som det nævnes andetsteds- kunne man ved hjælp af vognens placering på dækket regulere stævnens dybgående, som man nu mente, at det var bedst til den aktuelle is/opgave.

 

 

VALDEMAR.   Aalborg. Tidspunkt ?, men endnu med kulvognen ombord, så i aktiv tjeneste.
Arkiv: O.B. Nielsen / JB-P.

 

 

VALDEMAR,  Glyngøre.  Ca1958-59.  Arkiv: JB-P.

 

 

VALDEMAR.

 

 

- o 0 o -

 

 

Nedenstående tekst og fotografier er med tak modtaget fra en af denne "side"s seere, Søren Hansen, der venligst har stillet materialet til rådighed.

.

Begyndelsen til enden.

.

Trods alle de gode ønsker fra isbryderens personale, områdets lodser og mange andre, var ”Valdemar”s timeglas løbet ud i sommeren 1959. Statens Istjeneste besluttede at sælge den gamle færge og den 17. august 1959 kan man i Morsø Folkeblad læse nedenstående beretning fra ”Valdemar”s ”Farvel” til Glyngøre, overfarten og Limfjorden.

 

Morsø Folkeblad, 17. 8. 1959.

 

”Da Isbryderen ”Valdemar” stod ud på sin sidste Rejse

 

Stor Afskedstagen i Glyngøre Havn med mange Mennesker, brølende Færgefløjter og hylende Bilsirener.

 

”Den sidste rejs nu forestår,
sing sailor oh – ”

Denne gamle, norske sømandssang kunne passende have lydt i går formiddags, da den 73-årige limfjordsisbryder ”Valdemar” stod ud fra sit sommerhi i Glyngøre gennem mere end 20 år for at tiltræde sin sidste rejse til udslettelsen på Chr. Løgstrups ophugningsværft i Randers.

Men der var ingen, der sang. Derimod bidrog den silende regn til at forstærke den vemodsstemning, der beherskede de mange Glyngøre-boer, og andre, der var mødt op for at tage afsked…

Allerede om lørdagen, da firmaet Løgstrup havde betalt købesummen, ca. 100.000 kr., fik det færgen overdraget af istjenestens chef, kaptajn Hørning, og så blev der travlt med at træffe de sidste forberedelser til at føre ”Valdemar” til Randers. Blandt disse hørte også at få trukket de to store tunge stok-ankre løs af havnens bund, til hvilke færgen havde været fortøjet med svære jernkæder.

Det gamle stok-anker på "Valdemar"s dæk.

Denne travlhed fortsattes i går morges, og nu var statens splitflag erstattet af et almindeligt dannebrogsflag. Desuden vajede firmaet Løgstrups vimpel fra ”Valdemar”s kommandobro.

Flaghejsning, 16. august 1959.

”Valdemar” ser i sit indre ud som ellers – med klunkesalonen, de mange hyggelige kamre, den fint pudsede maskine o. s. v., alt fuldt intakt – og det må sikkert gøre ondt hos de nye ejere, når alt dette skal splittes for alle vinde, sælges og hugges op, så godt og solidt det hele stadig er.

I formiddagens løb samledes der et større selskab ombord – bl. a. firmaet Løgstrups seniorchef, Jørgen Løgstrup samt adskillige venner fra Randers, der skulle gøre sørejsen med, og disse passagerer – i alt 16 – måtte forinden underskrive en erklæring om, at de gjorde turen på egen risiko !

"Rejseselskabet" kort før afgang.
Bemærk i øvrigt den lidt specielle fortøjningsmåde, med stævnen vinkelret på kajen.

Skibsinspektør Jens Olsen, den mangeårige fører af ”Valdemar”, aflagde en kort visit ombord for at tage afsked med sit gamle skib, og desuden mødte for sidste gang radioreporter Ole Kühnel for at lave endnu en reportage om ”Valdemar”, og han havde ved denne lejlighed også en samtale med skibets nye ejer, Jørgen Løgstrup, skibsinspektør Jens Olsen, og isbryderens vagtmand i 21 år, donkeymand Marinus Jacobsen, der er indlemmet i den 8 mand store besætning på den sidste rejse.

Tv: Kaptajn Cai Juul Møller og Knud Løgstrup.
Th: Donkeymand Marinus Jacobsen i "maskinen".

(Radioudsendelsen skulle sendes den 29. august 1959). Der blev også taget billeder til fjernsynet, så vidt det kunne lade sig gøre i regnvejret.

Så kom afskedsøjeblikket. Da motorfærgen ”Morsø” ved 11-tiden var gået ind i sit leje, forlod ”Valdemar” sit for sidste gang med nogle vældige brøl i sine dampfløjter, som besvaredes af ”Morsø” s sirener, og 10 – 20 biler, der holdt ved færgelejet, gav deres besyv med, ved at lade deres horn lyde – det var helt højtideligt, at ”Valdemar” på denne måde tog afsked med sin gamle havn – og naturligvis kippede de to færger med flagene. Og der blev fotograferet !

”Valdemar” førtes på turen af kaptajn Cai Juul Møller, der er afløser på isbryderen i Randers fjord, og han får ved sin side lods Østergaard Hansen, Nykøbing, til Løgstør, hvor en ny lods går ombord til Hals. Så klarer kaptajn Juul Møller resten af turen på egen hånd …

– – –

"Valdemar"
ankommet til Randers havn d. 17. august 1959.

I morges var rejsen endt – ved 8-tiden lå den gamle isbryder fortøjet ved Løgstrups kaj i Randers – og så kan udslettelsen begynde. ”Valdemar”s rolle er udspillet… ”

"Valdemar"s sidste rejse er endt.
Anløb af ophugningsfirmaet Chr. Løgstrups kaj.

Endnu kommer der røg op af skorstenene, men . . . . . . . . . . . . . . . . "festen er forbi".

Skrotning

Skrotningen er i gang, omend mange effekter blev solgt ved auktion.

Men ”Gamle VALDE” var åbenbart endnu ikke helt død.

Under ophugningen indløb der flere gode tilbud til firmaet Løgstrup på køb af isbryderfærgen, og der begyndte at tegne sig en fremtid som sælfangstskib i Canadas isfyldte farvande.

Herunder ses "valdemar" på et datidigt avisbillede, hvor den tilsyneladende nu også har fået smalspor på dækket, --men denne gang med henblik på at køre de ophuggede dele bort.

Isbryder som Sælfanger ?
 
Den gamle isbryder ”Valdemar” er, efter lang og tro tjeneste, købt til ophugning af firmaet Chr. Løgstrup, Randers, men nu er der kommet et nyt perspektiv for det gamle skib. Et firma i Halifax er interes-seret i ”Valdemar” for at ombygge den til sælfangerskib. Skibet skulle være robust nok til at klare sejladsen i isfyldte farvande, og indtil der er en afgørelse i spørgsmålet, bliver ”Valdemar” liggende på denne ankerplads i Randers havn.

Dagbladet ”Sønderjyden”, torsdag den 1. oktober 1959.

Selvom ophugningen var i fuld gang, og det var synligt, at skibets vandlinie lå højere og højere, dag for dag, måtte man midlertidigt indstille arbejdet og afvente nye ordrer.

Øjensynligt har der dog ikke rigtig været hold i planerne/tilbudene, for historien viser jo, at ”Valdemar” endte med at blive hugget op.

 

 

 
Om ikke så længe ligger også "Valdemar"her på kajen, splittet til ukendelighed.

"Sic transit glorium ...."
----

En af de reddede effekter fra "Valdemar",
styrehusets såkaldte nathus.  - - -  - - - - - - Foto: Søren Hansen. - - - 

----

Tak til Søren Hansen for tilsendelsen af ovenstående interessante materiale.

 

----

 

Gamle "VALDE" (DSB-dampfærgen / Statsisbryderen "VALDEMAR").

 

Valdemar i Glyngøre.

 

Der er allerede et farvefoto på "VALDEMAR"-siden, men udateret.

Dette sort/hvide postkort -Sylvest Jensen - tydeligvis lavet over/efter samme negativ- og er

post- stemplet. d.14. august 1953. Det giver da en slags datering.

 

 Arkiv: Jonny Barth.

 

 

 

 

 

Vedhæftet en mail var også ovenstående herlige foto, dateret lille juleaften´s dag,  23. december 1919. 
Johh, --"VALDEMAR" er med:

 

Oddesund Syd.  Dateret:  23. december 1919.  Yderst til højre ses lige "VALDEMAR" - midtskibs.

Arkiv:  Jonny Barth.

(Et ønske om glædelig jul  --  tænk at man kunne vente så længe dengang med at sende sine julekort ! ! !)

 

 

Tak Til Jonny Barth 

 

- o -

 

Apropos.

Som en lille ”uvedkommende” sidebemærkning, kan lige tilføje til beretningen ovenfor, om Ole Kühnel´s sejltur med ”Valdemar”:  Samme eller næste aften, kunne man i Pressens Radioavis´s nyhedsudsendelse kl. 18.30 høre, at Statsbanerne havde besluttet at indstille al planmæssig drift på Storebælt, men dog forsøge at opretholde en reduceret drift ved hjælp af isbryderfærgen ”Holger Danske”. I det efterfølgende ”Aktuelt kvarter” kl. 18.45 bragtes så et ”hørebillede” fra en natlig hændelse på det islagte Storebælt.

Alt dette skyldtes en farlig situation, der var opstået foregående nat.

 

Klokken 21.30 var færgerne ”Fyn” og ”Broen” afgået fra Nyborg med kurs mod Korsør. Radioreporteren Ole Kühnel -der netop var på vej tilbage mod København- kom med færgen ”Broen”, hvor han fik lejlighed til at komme op på færgens bro, og her var han på turen over Bæltet, da det var lige ved at gå galt.

M-F BROEN i isen.

På vejen ud af Nyborg havn og fjord med ”Broen” passerer man de tre DSB-færger ”Christian. d. IX”, ”Nyborg” og ”Korsør”, der alle ligger uhjælpeligt fast i isen. Færgen ”Korsør” var endda blevet hjulpet hertil af ”Broen” på den tidligere tur mod Nyborg, men havde måttet give op tæt ved Knudshoved.

 

 

Isbryderen HOLGER DANSKE assisterer M-F NYBORG i Nyborg Fjord.

 

 

 

 

 

 

 

 

Sammen med færgen ”Fyn”, skal ”Broen” nu forsøge at nå Korsør, men ….

Færgerne bliver fanget i isen og sidder urokkeligt fast. I løbet af natten går Storebælts is i drift, og ”langsomt, men ubønhørligt føres de to store færger mod nordøst, ad en rute som går langt udenfor den normale, minestrøgne rute, ind mod nogle stengrunde nordøst for Sprogø”, fortæller Ole Kühnel. Til trods for maskinpersonalets kamp mod isen, skiftevis frem og bak, med alt hvad færgerne kan præstere af hestekræfter, ligger de urokkeligt fast. Klokken er efterhånden blevet 04.45 næste morgen, og man holder ”krigsråd” på ”Broen”s bro, hvor man efterhånden må erkende, at her kan kun et mirakel hjælpe.

Lidt af dette mirakel får man dog glæde af, idet ”Broen” bliver ført ind i en smal rende mellem to stengrunde, ”Sprogø puller”, med hhv. 5,3 og 9,1 m vanddybde. Her --ved Sprogø´s nordøst-rev-- stopper isdriften, og her ligger færgerne nu, og kan kun vente på, at isen måske atter går i drift den modsatte vej og/eller letter sit tryk. Fra ”Broen” kan man se færgen ”Fyn”, der også ligger stille nu, men ”Broen”s skibsfører, kaptajn Andersen, er ikke helt sikker på situationen. ”Fyn” er formentlig kommet til at ligge over pullen med de 5,3 m vanddybde, men om den er gået på grund, eller den blot ligger fast i isen, er på dette tidspunkt uvidst.

Et kort stykke derfra ligger DSB-isbryderen ”Holger Danske”, men den har ingen mulighed for at komme dem til hjælp, da den -i forhold til vanddybderne over stengrundene- stikker for dybt (7 meter).

Storebælt er derfor nu lukket, og kun ”Holger Danske” er i stand til at sejle.

Isbryderen HOLGER DANSKE.
Avisfotos, februar 1954.

Her løb båndet ud den aften i vinteren 1954, så resten af historien mangler desværre.

 

Dog ved vi alle, at de ligger der ikke mere.

 

Læs om bygning af  "VALDEMAR" som 1:87-model på siden:    D/F "VALDEMAR" --- som model.

 

---

 --------

 

Tak til:

 

Bent Mikkelsen,

Jens Bruun-Petersen,

Søren Hansen  og

Thomas Boberg Nielsen.

 

Bygning af færgen / isbryderen i model, --se næste side (  ).

 

---