EVP

 

Mårum Teglværk blev udvalgt som forlæg for en model af en (oval) ringovn.

 

 

 

En ”rigtig” ringovn, cirkelrund med 10 ind- og udlæsningsporte.

Frederiksholms Teglværk, Københavns Sydhavn, ca. 1900.

 

Ringovnen, den centrale bygning i hele teglværket, kan have mange udformninger og derfor også udseender. Først og fremmest kan de naturligvis være cirkelrunde (deraf navnet) på de mindre værker, men ofte vil der være tale om ovale ringovne, og dermed mulighed for større kapacitet. (Ovennævnte ringovn, er dog bestemt ikke fra et af vore mindste værker -tvært imod-, men er måske opført medens værket endnu var det. I øvrigt ses skorstenene fra endnu to ovne på billedet.)

 

Ovnens underdel består som regel af en cirkulær, muret buegang, med et antal ind- og udlæsningsporte, 6, 8, 10 stykker. Bliver der tale om flere porte, vil ovnen ofte blive bygget som en oval, med en længde svarende til det ønskede antal porte. Dette ændrer dog ikke meget i vor modelbygning, idet en evt. ”ring” blot skæres midt over og forlænges med det antal ekstra porte, som man nu har plads til.

 

Ringovnen på Mårum Teglværk. Over selve ovnen ses loftet/fyrrummet, hvorfra der fyres i de -til enhver tid- aktuelle brændkamre. Denne ringovn var i drift til 1985. Foto: September 2002.

Den her viste ringovn -fra Mårum Teglværk i Nordsjælland- er således på 20 porte fordelt med én i hver ende og 9 stk. ned langs siderne. Bredden er ca. 12 meter, medens længden er ca. 55 meter (skridtmål –idet jeg ikke har fantasi til at forestille mig, at nogen vil bygge en nøjagtig model. Denne ovn-model ville i så fald (i 1:87) komme til at fylde ca. 14 x 63 cm, hvorfor en lidt mindre (kortere) udgave nok er at foretrække).

Som det fremgår af fotografierne er ovnens underdel opført af mursten med væggene hældende lidt ind mod ovnmidten. Ovnen i Maarum har cirkelrunde ender med -som ovenfor nævnt- én port i hver ende og 9 porte ned langs siderne. For hver ca. 5-6 meter er der en ind- og udlæsningsport, 1 m bred og 1,50 meter høj, idet den dog aftager lidt i højden indefter. Portene har -som det ses af fotografierne- afrundede hjørner.

Øverst på ovnen vil der være en loftsbygning (et fyrrum) med indfyringshullerne ned til ovnen. Også på dette område ses der mange forskellige udformninger. På Maarum teglværk ses en rektangulær overbygning i bindingsværk, med tagpap-tag (hvad man måske ikke lige ventede at finde på et teglværk). Sådan en rektangulær overbygning kan dog ikke umiddelbart stå ovenpå en ovn med cirkelrunde hjørner, uden at hjørnerne af bygningen kommer til at rage udenfor. Derfor er hjørnerne af overbygningen da også understøttet af nogle store betonstøttepiller.

Her er vi jo nok ovre i det mere utraditionelle. Ikke fordi det egentlig er sværere, men blot meget anderledes. Som ovenfor nævnt, kan jeg dårligt forestille mig, at nogen vil bygge en sådan ringovn i dens fulde længde (ca. 60-65 model-centimeter), men da ovnen imidlertid er symmetrisk over enderne, har man derfor den mulighed, at man bygger den ovale ringovn i en -til sit anlæg- passende længde, med det dertil hørende antal porte. Blot skal man her huske, at der i ovnens midte er opført en stor industriskorsten -af teglsten- i en passende farve, og evt. med de karakteristiske forstærkningsbånd omkring (se evt. foto af murstensstabler foran den nyere del af teglværket og skorstenen dér).

Hvis ovnen bygges som værende i drift, skal alle ind- og udlæsningsporte være tilmurede -undtagen den ene eller de to (efterfølgende), hvoraf ind- og udlæsning foregår pt. Er ovnen evt. nedlagt, kan alle porte være åbne eller evt. afspærrede af sikkerhedshensyn.

Bemærk, at de omkringliggende halvtage ikke er lige høje, idet halvtaget for enden af ovnen kun når til etageadskillelsen, medens de to halvtage på langsiderne går et stykke op på overbygningens sider. Bemærk evt. også, halvtagenes lidt utraditionelle afslutninger omkring ovn-enderne.

Ovnens ene ende var (er) sammenbygget med et par andre bygninger (gamle eller nye ?), som det desværre ikke lod sig gøre at måle op på stedet. Sådanne bygninger vil som oftest være bygninger indeholdende sump, ælteværk o. lign.

 

 

Bygning i model.

Ringovnens underdel kan sikkert udføres på flere forskellige måder. Jeg valgte en måde, som tiltalte mig, men som måske nok ikke ligefrem var den nemmeste. Til gengæld kunne den udføres med materialer, jeg havde i forvejen, og var vant til at arbejde med.

Kan det gøres enklere ? ---jeg ved det ikke. Der er grænser for, hvor mange underdele jeg har brug for, så jeg har kun prøvet denne nedennævnte metode.

Imidlertid kunne man få den tanke, at underdelen evt. ville kunne formes i enten dekorationsler eller papmaché. Ved anvendelse af ler, i de mængder, må man imidlertid regne med, at det både revner og trækker sig 10-15 % sammen under tørringen.

Ved evt. brug af papmaché er man måske lidt bedre stillet, idet dette materiale nok bedre kan styres under tørringen. Evt. svind kan udlignes med påføring af yderligere materiale, og overflødigt materiale vil kunne opblødes og fjernes. På tilsvarende vis må man evt. kunne opbløde materialet der, hvor portene skal være og fjerne det fornødne materiale (eller evt. indlægge f. eks. nogle små tildannede træklodser der, hvor portåbningerne skal være. Når ”ovnen” så er tør, fjernes klodserne). Som afslutning kan man evt. ”pudse” underdelen med et passende lag gips.

Dette sidste lyder vist ”rimelig enkelt”, men jeg har ikke prøvet det.

(Husk, at vi her arbejder med bygninger, der er tænkt som dekoration, ---ikke model(ler). I modsat fald, må man selv forsøge, om det lokale historiske arkiv skulle være i besiddelse af ”rigtige” tegninger fra det ønskede teglværk).

 

 

 

Min ringovnsunderdel.

 

Underste "etage" / ovnen, udsavet  og bukket i krydsfinér.

 

Til denne savede jeg to lange stykker appelsinkassekrydsfiner 40 cm lange (kassernes standardlængde) x 4,5 cm brede. Disse stykker skal nu bukkes som underdelens ovale grundflade, men samtidig bearbejdes til dennes koniske facon. Dette kan ske ved, at der i finérstykkerne udsaves (og fjernes) nogle små kileformede trekantstykker, hvorefter finérstykket(erne) dels bukkes rundt, dels tvinges ind i sin endelige form. Det lyder måske ikke enkelt, og er det måske heller ikke, men det virkede.

 

Øverst ses et finérstykke med markering af de . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Detaljer ved ringovnens midterparti.

udsavede trekantstykker og en portåbning.

Nederst opspænding omkring (i dette tilfælde) en

underkop/kagetallerken med den rette diameter.

 

På finérstykkerne afmærkede jeg midten. Herefter afmærkedes for hver 2 cm fra midten og ud mod enderne, 6 gange til hver side. Der er nu således i alt 13 mærker med 2 cm. afstand. Ved alle disse mærker udsavede jeg et lille kileformet (”V”-formet) stykke, ca. 4 mm bred foroven og ned til ca. 7-9 mm fra underkanten af finérstykket. (Det kunne evt. tænkes, at resultatet ville blive endnu pænere ved -i stedet for- at udsave kiler for hver 1 cm (i alt 25), men så kun ca. 2 mm brede foroven. Dette kunne evt. også lette den efterfølgende bukning).

Finérstykkerne skal nu bukkes i facon. Hertil fandt jeg et passende stykke træ (f. eks. spånplade) -til en slags ”lære”-, hvorpå jeg kunne foretage den efterfølgende opspænding og bukning. I køkkenet fandt jeg -i et ubevogtet øjeblik- en underkop med lige netop den rigtige diameter (Kgl. Porcelain, –det bedste er ikke for godt til et sådant arbejde), hvorover jeg kunne bukke underkanten af finérstykkerne i facon. Underkoppen blev anbragt på spånpladen (med bunden opad), og dens omrids blev aftegnet. Herefter blev et antal små søm (8-10) slået i pladen én materialetykkelse (3-4 mm) fra ”omridsstregen” og på ydersiden af denne. Disse søm skal holde træet på plads og hindre ”udskridning” under bukningen. De skal derfor kun anbringes på den ene (”yderste”) halvdel af omkredsen. Tilsvarende slås et par eller tre søm i spånpladen på den anden halvdel af omkredsstregen, men her lige i stregen, for at forhindre underkoppen i at blive trykket baglæns under arbejdet.

I finérstykkerne slås nu nogle små søm ca. 5 mm fra overkanten i de yderste hjørner og øverst i samtlige ”tænder”, til brug for den kommende opspænding. Nu gøres underkanten af finérstykket vådt, meget vådt, så det bedre kan bukkes uden at knække. Det kan lade sig gøre, men vær forsigtig.

Når finérstykket er gennemvædet og føles klar, bukkes det forsigtigt ned i spænd mellem underkoppen og rækken af de små søm. Herefter anbringes et stykke stærkt sejlgarn dobbelt (f. eks. murersnor), lige under de små søm på ”tænderne”, og der gøres klar til at spænde ”tænderne” ind i facon. Inden man spænder snoren, bør man tilskære et stykke træ (finér) som mellemstykke mellem det lange finérstykkes to frie ender, så det kan modstå tilspændingen. Ligeledes anbringes der en plade og noget meget tungt ovenpå hele opbygningen for at holde den nede på plads.

Nu kan man forsigtigt begynde at spænde sejlgarnet med en lille ”vrider” (et søm eller lignende), indtil der er spændt så meget, at mellemrummene mellem ”tænderne” er lukket. Når træet er tørt, tages det ud og kontrolleres. Hvis det ikke er helt ok, gøres det vådt endnu en gang og spændes igen, idet man nu evt. kan/må ”stramme skruen” endnu mere.

Når man er sikker på, at alt er, som det skal være, kan lim påføres i alle revnerne, og opspændes igen under tørringen. For en sikkerheds skyld har jeg limet tynde trælister indvendig i rundingen, som ”indvendige tøndebånd”. Én liste er limet fast forneden og 3-4 stk. foroven. Listerne blev gennemvædet i vand (for bøjeligheden) og påført lim, hvorefter de blev tvunget på plads med håndkraft, og holdt fast der ved hjælp af tøjklemmer, så tæt som disse overhovedet kunne anbringes. Begynd med de øverste lister, én elle to af gangen. Når de er limet fast og klemmerne er sat på plads, anbringes det hele igen i ”læren”/spændetrøjen” indtil det er tørt.

Når begge finér-(ovn-)endestykker er klar, tilpasses underdelens længde med passende mellemstykker, svarende til det antal porte man ønsker, og disse kan udsaves. Finérstykkerne fra de udsavede porte gemmes for at blive indlimet igen senere, dog lidt tilbagetrukket, idet -som andetsteds omtalt- kun den ene eller de to porte, hvorigennem ind-og udlæsning i øjeblikket foretages, skal være åbne. Alle andre porte er -midlertidigt- tilmurede for at opnå rette træk og varme i ovnen.

 

Omend kun en kulisse, så begynder det da at ligne, --ikk ???

Her ovenpå bygges en ganske almindelig bygning -f. eks. som her i bindingsværk eller -hvad der nok vil være en del nemmere- i blank eller pudset mur, og efter de normale arbejdsmetoder for hvidmalede mure.

I mit tilfælde er bindingsværket på bygningen illuderet ved pålimning af ca. 1 mm brunbejdsede papirstrimler til de spinklere tømmerstolper og ca. 1,5 mm strimler til de kraftigere. Disse strimler er limet oven på de i forvejen hvidmalede mure.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ringovnen med de pålimede understøtninger for overbyg- ningens hjørner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bemærk de monterede tagspær for "hovedtaget".

 

Som tidligere nævnt er virkelighedens tag beklædt med tagpap, her illuderet med 10 mm-papirstrimler. Begynd nedefra og således, at hver ny strimmel overlapper med 1 mm. I praksis pålimes den første, nederste strimmel. Herefter afsættes et par mærker 9 mm fra strimlen, eet i hver side af taget, og der trækkes en linie mellem mærkerne som hjælpelinie og øverste grænse for næste strimmel. Således fortsættes til tagryggen, idet man hele tiden holder øje med (måler), at afstanden fra alle strimlers overkant til tagryggen, til enhver tid er den samme i tagets to sider. Bemærk: Der skal ikke bruges nye/hele strimler hver gang. Det af en strimmel der er for meget i den ene bane, klippes af, og benyttes som det første stykke i næste bane. Således opnås, at samlingsstederne forskydes i forhold til hinanden op over tagfladen.

 

Den færdige ringovn. De foreløbigt 65 murstensstabler fylder ikke meget rundt om ovnen . . .

 

Skorstenen på det virkelige Maarum teglværk er revet ned for mange år siden, så hvordan så den ud dengang ? Af fotos fremgår, at det underste stykke, lige over tagfladen består af et firkantet/kvadratisk fundament (som er gennemgående helt nede fra ringovnens ”røgkammer” gennem fyrrummet på ”1. sal” og ud gennem taget. Herfra ændrer skorstenen form, idet den er cirkulær, konisk fra fundamentets afslutning til toppen. Skorstensfundamentet er savet i finér, (og limet på tagryggen) således, at det indvendige mål netop passer med den runde skorstenens nederste udvendige diameter. En forespørgsel til teglværket om skorstenens højde, har desværre ikke givet resultat.

I mit tilfælde er skorstenen fremstillet af tyndt emballagekarton (mellemlægskarton fra f. eks. det lokale supermarkeds mel- eller sukkerpaller). Et stykke karton klippes ud -noget større en det, der forventes at blive brugt- og rulles stramt omkring f. eks. et let konisk stearinlys (diameter: 20-25 mm forneden, 15-20 mm foroven). Når man har gjort det, og det synes at se fornuftigt ud, kan man forsøge at afmærke den færdige skorstens omtrentlige, lidt for store yderkanter, og klippe af her. Kartonstykket gøres nu vådt og rulles atter omkring stearinlyset, idet der samtidig påføres hvid trælim -i sparsomme mængder- indvendig i ”rullen”. Når alt kartonet er rullet op, afklippes den sidste udvendige kant således, at den forløber lodret op ad skorstenen og limes (sparsomt) fast her . Når man hele tiden skal spare på limen, er det fordi, man evt. skal afslutte med at bejdse eller farve med teglrød træbeskyttelses- middel/tynd oliemaling. Her vil overflødig lim gøre, at kartonen ikke suger, hvilket giver karton-farvede skjolder, som bør undgås. Kartonkanten kan enten sløres ved let slibning med sandpapir/smergellærred eller ved montering af en ”lynafleder” lige ”i hjørnet” langs kanten.

 

Hele ringovnen er limet fast midt på en plade (finér eller hård masonit), der er ca. 10-12 cm bredere og længere end ovnens underdel. Herpå er de omkringstående halvtage bygget ved hjælp af trælister i passende tykkelser, medens eternittagene -som vanligt- er illuderet med bølgepap fra pizzakartoner (det ene yderlag af papir er dog fjernet først ved opblødning med vand).

Sluttelig, men inden ”eternittagene” limes fast, er bundpladen indsmurt i let fortyndet hvid trælim og overdrysset med fint, knust ”lerpulver” (dekorationsler eller ler fra haven eller et andet sted, hvor man nu er sødt på det. Farvepulver kan også anvendes.) afsluttende med lidt rødt ”murstenspulver” (knust mursten, tagsten, urtepotte el. lign). Her gør det ikke noget, at der er nogle ganske små røde stykker, der ikke blev knust helt til pulver (højst ca. en halv millimeter store).

 

 

Diverse.

 

Som fyld under halvtagene har jeg indsat en masse ”paller med mursten”, fremstillet af krydsfinér-rester. Krydsfinéren er savet ud i småstykker, 9 x 12 mm, således, at hvert andet lag finér har yderste lags årer gående på langs og hvert andet har årerne gående på tværs. Herefter er de limet sammen i ”stabler” i nævnte rækkefølge. Derved opnås, at når ”murstensstablerne” siden farves med f. eks. svenskrødt (sugende/laserende) træbeskyttelsesmiddel/oliemaling, suger de enkelte lag finér farven forskelligt, og der dannes derved tydelige skiftende ”murstens-lag” i hhv. mørke og lyse lag, illuderende mursten stablet hhv. på langs og på tværs på pallerne.

Skulle der stadig være lidt plads tilbage, er der også mulighed for at anbringe nogle færdigvarer (stabler af mursten) i passende rækker alt efter type og farve. På billedet lige ovenfor til venstre, ses den moderne teglværksbygning i baggrunden.

Denne ”fabriksbygning” er et udmærket eksempel på tidens afløsere for ringovnene. Selvom de gamle ovne syntes at være gode og effektive, var der megen håndtering med sten, der skulle læsses på små ”trillebøre”, og køres ind i ringovnens brændkammer. Her skulle de læsses af og stables ”rimelig nøjagtigt” for at brændingen kunne foregå, som den skulle. Efter brændingen skulle stenene igen læsses på ”trillebørene”, og køres ud for -atter- at blive læsset af og stablet, nu på oplagspladsen.

Moderne oliefyrede ovne er ofte indrettet efter samme princip som ovnene på småkagebagerier, idet man anbringer de ubrændte sten på transportvogne i den ene ende af ovnen, hvorefter de kører igennem et brændkammer og kommer ud, ”færdigbagte” i ovnens anden ende. Jeg mener endda også at have hørt om ovne, hvor det er brændkammeret, der kører ned langs de stablede sten.

 

 

----------------

 

Lokomotivremisen.

En remise vil nok i de fleste tilfælde -i betragtning af stedet- være opført af mursten, blank mur eller evt. pudset og kalket. Det her viste eksempel er en remise opført i blank mur, røde sten og -naturligvis- med tegltag. Målene er 4 x 10,5 m, og derfor er den ikke noget den fylder stort på de tilstødende arealer.

 

Lokomotivremisen på Maarum Teglværk. Det er længe siden, der har været lokomotiver her. Alle spor var væk -i bogstaveligste forstand- idet gulvet var hævet ca. 15-20 cm og belagt med røde teglsten.

Den gamle lokomotivremise, "personaleindgangen" . . .

. . . og porten for lokomotiverne.    Lige til modeljernbanen.

"Personaleindgangen" i sydgavlen   . . .  og øst-langsiden, begge set vinkelret på facaderne.   Lige til at tælle mursten.

Bygning i model.

Egentlig byggebeskrivelse skulle vel ikke være nødvendig, idet bygningen bygges ganske efter de ”normale” retningslinier af f. eks. krydsfinér (evt. beklædt med murstenspapir) eller plasticcard med murstenspræg, karton og med f. eks. småbølget bølgepap eller plast-tagstensplade som tag.

 

 

Spor på området.

Her vil der være mange muligheder, alt efter det pågældende teglværk, stort eller lille. Bortset fra sporet(-ene) til remisen, må man forestille sig et spor til den bygning der indeholder ”Sumpen” (den grav store -ofte støbte- grav, hvori alt det indkørte ler tippes ned, for at blive blandet med vand og æltet til den konsistens, som leret skal have ved tilvirkningen af teglstenene).

Et sted i nærheden af disse bygninger, eller måske på et passende ubenyttet område, kan man evt. tænke sig et mindre ”opstillingsspor” til f. eks. pt. ubenyttet materiel (hensatte tomme vogne der afventer at lokomotivet kommer hjem fra graven med et nyt hold fyldte vogne, og så tager de henstående, tomme vogne med til opfyldning ved graven). I nogle tilfælde, kan man måske også tænke sig et spor hen til den lille smedie, der ofte -om ikke altid- var knyttet til et teglværk, til reparation af alle værkets mange tekniske hjælpemidler.

Sporvidden på Maarum Teglværk opgives til 600 mm, et mål der da også stadig kunne ses i de resterende spor(-rester) i flere af de gamle bygninger, men ikke i remisen, hvor alt var dækket til.

 

 

Pladskontor.

En lille bygning, der ofte ses på forskellige teglværker, og ofte som noget af det første man støder på -lige indenfor porten- er ”Pladskontoret” eller ”Formandsbygningen”. Ofte ses disse bygninger med kvadratisk grundflade, 6-7 meter brede/lange, og evt. kombineret med en vognvægt, til vejning af ind- og udgående produkter.

 

 

Pladskontorbygninge i Maarum, september 2002.   (Se evt. fotos af den næsten tilsvarende bygning ved Hammersholt Teglværk.)

 

Bygning i model.

Som den lille remise, krydsfinér (evt. beklædt med murstenspapir) eller plasticcard med murstenspræg, karton og småbølget bølgepap eller plast-tagstensplade som tag.

 

 

Tørrelader.

Teglværkernes tørrelader bestod ofte af lange, smalle og åbne træbygninger. Heri anbragtes stenene efter at de var formede (strøgne) for at de -ude i det fri- kunne stå og tørre godt og grundigt inden de blev læsset på ”trillebøre” og kørt ind i ovnene til brænding. Ofte kunne man se, at der var monteret noget (sække-)lærred foran tørreladernes åbninger, for at hindre evt. slagregn i at nå ind til de sten, der var sat ind til tørring.

 

Murstenene køres herefter til tørring i de mange (også) karakteristiske tørrelader, hvor de -under tag- står i fri luft til tørring.

En dag er de tilstrækkeligt tørre, hvorefter de stables i underetagen af den store ringovn. Dette vises der desværre ikke et billede af, men mon ikke jeg finder et andet, tilsvarende.

Under tørringen svinder stenene på alle leder, jo mere, des federe leret er, mellem 5 og 10 %

 

Her ses et foto fra Frederiksholms Teglværk (i Københavns Sydhavn). Endnu i vore dage ses et enkelt lille levn fra dette gamle, for længst nedlagte teglværk, i form af den lille sø -med sommerhuse rundt langs kanten- der ligger ved P. Knudsensgade tæt på krydset ved Enghavevej/Sydhavnsvej. Nogle af områdets ældre beboere påstod endog, at der endnu skulle ligge et ”forulykket” lokomotiv på bunden.  Mon dog ikke, at det er en såkaldt vandrehistorie ???

 

Bygning i model.

Laderne kan skæres til og limes sammen af diverse tynde trælister fra den lokale hobbyforretning (eller købt pr. postordre). Da tørreladerne ofte består af mange små lodretstående stolper -med dertilhørende skråfstivninger-, kan tændstikker også sagtens bruges her. Eventuel bræddebeklædning kan illuderes med ”brædderidset” karton, og det hele farves sluttelig med brun/sort træbeskyttelse eller en tynd opløsning af kunstnerfarver og terpentin. Efter tørring patineres nederst på laderne med påmaling af en tynd ”ler-vælling/ler-suppe” (blanding af ler og vand) eller evt. blot ”pudres” med ”ler-pulver” (fint knust ler). Tagbeklædning som vanligt af f. eks. småbølget bølgepap, ”ridset” som tagsten.  Det omtalte (sække-)lærred har jeg illuderet med stykker af tepose, der -efter brugen- har et passende skjoldet udseende. Lærredstykkerne kan være pænt afklippede og monterede på bygningen for oven, men nogle af dem skal evt. blot være revet lidt ”tilfældigt” over forneden, for evt. at illudere mange års slid og ælde.

 

 

Bygninger til opbevaring af færdige produkter.

Ud over tørreladerne, vil der ofte være en eller et par -ofte åbne bygninger- til opbevaring af værkets færdige produkter.  Ifølge deres natur, vil de fleste teglværksprodukter kunne tåle regn, og vil derfor være opmagasineret udendørs, men enkelte ting kan dog af forskellige årsager tænkes at være anbragt under tag, måske på grund af evt. papemballering, måske på grund af deres høje værdi eller lign. Ofte vil også et eventuelt salgskontor kunne tænkes at være indrettet i ”et hjørne” af en sådan bygning.

Gammel tørrelade der nu anvendes til opbevaring af færdigprodukter.   Maarum Teglværk, september  2002.

Opbevaring af færdigvarer i den gamle tørrelade.

 

Bygning i model.

Stort set efter samme retningslinier som tørreladerne, blot i form af større bygninger.

 

 

Diverse.

I et hjørne -f. eks. bag remisen- kan man evt. tænke sig, både at se én eller flere ”afhjulede” tipvogne med diverse skrald eller (som på illustrationen) en skrotbunke med sit indhold af  f. eks. gamle tipvognshjul, og i et andet hjørne, -f. eks. ved siden af smedien- kan man evt. lægge en skrotbunke indeholdende alle andre gamle udslidte dele fra værket.

”Jordsat” tipvogn.  Det er uvidst, om vognen stammer fra Maarum Teglværk, eller om den blot er hensat her, efter at være blevet overflødig på et andet af koncernens teglværker.

 

 

Tv: Skrotbunke af gamle tipvognshjul (?) Th:Skrotbunke af bl.a. de kasserede rester af en gammel tip-/transportvogn.

 

Bygning i model:

Tipvognsbyggeri er (udover "siden" før denne) beskrevet i et tidligere nummer af  ”banen” (årg. 2002 nr. 67).  ”Skrot” skulle vel næppe være noget større problem at fremskaffe. Ofte kommer skrottet (skrotbunken) helt af sig selv som stedet, hvor man henlægger de kasserede byggeprojekter.

 

 

----------

 

Med henblik på yderligere inspiration, kan jeg henvise til den af  ”bane bøger” udgivne bog:

”Danmarks smalsporede INDUSTRIBANER”,  S. A. Guldvang,  1988. ISBN  87 88632 76-8.

Heri findes fotos af næsten alt, hvad man kan ønske sig fra forskellige teglværker, grusgrave, tørvebaner m.m. (Maarum Teglværk er dog ikke omtalt).

 

Denne "side" er i høj grad bygget over mine tilsvarende artikler i tidsskriftet "banen" nr. 67 - 70, årg. 2002-03.

 

 

 

- o 0 o -

 

---