EVP

 

Der kommer altid en pige og en sporvogn til (<---> ;-) )

 

Som det også er anført på min hjemmeside, begyndte min interesse for tog / sporvogne allerede tidligt i barndommen, og måske "rigtigt" ved min 10 års fødselsdag i april 1948. En fødselsdagsgave, "Pionérekspressen", et elektrisk legetøæjstog i "størrelse 0" (i "" fordi alt var fri fantasi med udgangspunkt i en sporvidde på 32 mm).

Datidig reklamebrochure for PIONEREKSPRESSEN.

 

Et års tid senere var det blevet aktuelt at forsøge at udvide kørestrækningen fra de 10 medleverede legetøjssporstykker (8 runde og to lige), hvilker skete ved hjemmebyg af sporstykker på ca. 1 m bukket / lagt på gulvet i dagligstuen i en diameter på ca 4 meter -- lige, hvad der kunne presses ind mellem stuens vægge og møbler.

 

Det første lokomotiv og den tilhørende personvogn, her på et senere indkøbt "skiftespor".  Foto: April 2013.  Erik V. Pedersen.

 

 

Et besøg i Dansk Modeljernbane Klub på Nørrebro station (ca. 1951-52) gav interesse for at bygge noget selv, det var jo -stort set- det eneste man kunne dengang, når man ville arbejde med størrelse "0". Et par mindre godsvogne og en skinnebusmotorvogn blev de første emner.

 

En del "pligtkørsel" i sporvogn (linie 5, Sundby-Brønshøj gav mig pludselig idéen om bygning af en sporvogn, en Lunding-vogn, i dåseblik (man kunne købe messingplade, men det stod min skoleelevøkonomi ikke til). Byggetegning kunne jeg glemme alt om degning -- det var ikke noget man bare trak ned fra Nettet. Jeg måtte måle, fotografere og tegne selv -- og det blev desværre derefter. Byggeriet gik igang, og vise sig -desværre- hurtigt, men alligevel for sent i byggeriet, at fære med flere alvorlige fejl. Byggeriet gik langsomt i stå og vognkassen med sine fejl blev henstillet i baggrunden. Tiden "gnaver" og den kom ganske langsomt til at ligne noget der -desværre- blev mere og mere almindeligt de rigtige københavnske sporvogne, der blev afbrændt på Pumpehusvej (nu vej) efter afbrændingen.

 

------

 

Københavns Sporveje - Lunding-motorvogn påbegyndt ca. 1954-55 og bygget af konservesdåseblik.   ^---v
Foto:  1956,  Erik V. Pedersen.

 

 

Efter omkring 50-55 år i den tilstand måtte jeg en daf træffe en beslutning: Enten skulle den bygges færdig eller skrottes som sin virkelige forbilleder. Helt ærligt: Jeg ville være ked af, at skrotte alt det arbejde, der allerede var udført (incl. fejl), så jeg gik igang -nu som pensionist- med at overveje om der kunne gøres noget ved fejlene og så iøvrigt fortsætte byggeriet. Som skrevet, så gjort. Fejlene blev rettet i det omfang det kunne lade sig gøre og hertil nybyggeri så godt det kunne indpasses til hinanden. Den blev "færdig", og kan nu ses på et lille stykke Nørrebrogade med Assistens Kirkegårs som baggrund.

Egentlig havde jeg besluttet, at tre små modeller af færgen "FUURSUND" / "VENØSUND" skulle være det sidste modelbyggeri. Alderen sætter sine spor, helbredsmæssigt.

 

Min tidligere opførte model af Nørrebro station manglede ligesom noget-- en sporvogn, Lunding-vogn (motor / bivogn) linie 7 holdende nedenfor stationen på den daværende xxxxx nuværende Folmer Bentsens Plads).

 

Sporvognsbyggeri i fine materialer, nyt moderne værktøj -- glem det, - ikke i min alder. Det måtte blive med de vanlige, gamle kendte værktøjer og på / med mine vanlige byggemetoder. Hvorfor ikke afslutte modeltilværeelsen med en model af en sporvogn, en Lunding-vog, Versens flotteste sporvogn, hvis man spørger mig.

Hvorfor ikke afslutte det hele ed bygning af endmu en Lunding-vogn, denn gang dog i størrelse "H0". Den første tanke var dog, at bygge en slags "form", der kunne bruges som grundlag for fremstilling af flere vogne mere eller mindre ens vogne (f. eks. motor- og bivogn). Det gik dog hurtigt op for mig, at det var vist en dårlig idé -- der var for lidt, der kunne "støbes" og alt for mneget, der skulle fremstilles efterfølgende til den enkelte vogn. Enden på det hele blev, at den vognkasse, der skulle have været model for "støbningen", blev grundlag for bygningen af en motorvogn, og at der parallel-byggedes en tilsvarende bivogn.

 

 

Foto af samme KS-model, -KS 533, som den var kommet til at se ud efter over 50 års "hensættelse" på et "sidespor".  Foto:  Apri  2013.  Erik V. Pedersen.

 

Her et  billede af  slutresultatet,  vel --trods alt--  til at holde ud at se på.

Foto:  2015  --  Erik V. Pedersen.

 

 

Det skulle dog ikke blive den sidste ! ! !   :-) 

 

 

 

 

Når en Lunding-sporvogn i størrelse "0" (1:45)  -næsten-  var mit første "rigtige" modelprojekt, hvad er så mere naturligt, end at afslutte modelbyggeriet også med en sådan vogn, omend i  størrelse "H0" (1:87). 

Til min model af Nørrebro S-togsstation, manglede egentlg en sporvogn linie 7. der skal holde nedenfor stationsbtgningen.

Egentlig skulle det være en "almindelig" / "normal" model, men - - -  -

Alderen begynder (er godt igang med) at sætte sit præg  --  det kniber med både det ene og det andet  --  især synet begynder at være et problem.  

En sidste model må derfor blive en sådan Lundingvogn i størrelse H0, men . . .  aldersproblemerne satte en stopper for projektet  --  det blivr / blev blot til "en slags model" fremstillet i krydsfinér og andre genbrugsprodukter, uden motor i motorvognen og nok --alt i alt--  et noget "billigere" udseende. 

KS-Lunding-vogn, størrelse "H0", 1:87.   Foto: EVP.

 

Der er tale om en Lunding-vogn i de oprindelige udgave bygget i årene efter 1930  --  motor- og bivogn.

Motorvognen med fire eneltdøre, en i "hvert hjørne", vognstyrer forrest i den aktuelle køreretning ved strækningskørsel og "vanrdende konduktør" i højre side af vognens højre "bagende".

Bivognene var oprindelig udstyret med to sæt trefljede skydedøre, et sæt i hver side af / på en fælles midterperron.  På denne fælles perron, havde konduktøren sin ståplads.

 

Begge vogntoges konduktører  havde "adgang" til dere vognes afgangsklokke / -signa--  ses på bivognene som en klokke på bivognens tag, forrest i køreretningen og lige op mod motorvognskonduktørens plad på motorvognen.

 

Begge vogne var udstyret med et elektrisk afgangssignal / afgangsudstyr, men i de år, jeg selv køte med vognene, husker jeg dette el-udstyr som mere slået fra end i brug.

 

 

Egentlig var den nu færdige model kun tænkt som en slags "form" / model som grundlag for en slags "støbning" af vognkassen i the-poser (som de tidligere "støbte" små, gamle rutebilr", men projektet ville ikke rigtig som jeg ønkede.   De mange lag the-posepapir oven på hinanden "udviskede" efterhånden vognkassens detaljer.  "Duer ikke".  Måske skulle jeg have ændret "formen" til en "negativ" form og støbt vognkassen ved opfyldning af formen indefra ! ! !  Opgivet på forhånd.  

 

I stedet besluttede jeg at bygge den fremtidige vognkass (motorvognen) over den opgivne "form" og bygge endnu en vognkasse (bivognen) på samme måde.

 

Som nævnt er alt bygret af genbrugsmaterialer, først og fremmest appelsinkasse-krydsfiner, men også tyndt karton, the-poser og de tilhørende snore, lidt tynd telefonledning (krydstråd) samt installationsledning.

Egentlig byggebesrivelse er derfor opggivet, måske nogle enkelte "småting", der måske kan bruges også til jernbanemateriel.

 

For mig var der en stor forskel på bygning af en sporvogn og f. eks. en jernbane-personvogn.  Når vognene til sin tid skal males, er jernbaevognen som regel "rimelig ensfarve", således at vognkassens tag er gråt i en eller anden nuance, undervognen er sortmalet, men tilsmudset i en eller anden støvet rustbrun nuance. Til gengøld er vognkassns sider som regel malet i en farve / nuance, der dækker næsten hele vognkassens lodrette sider og gavle.  Her adskiller sporvognene sig ofte en del, idet der ofte er "en masse" farvede lister / striber (ofte hvide).  Dette gør vognkassen ret besværlig at male, og hertil kan man som regel først male vognkass-sider / -gavle når vognkasse er loddet helt sammen.  Det gør ikke malearbejdet nemmere ! ! !   

På sporvogns-vognkasserne er dette forsøgt klaret ved f. eks. pålimning af the-pose-snore, "glattet" med lim og efterølgende malet hvide. Nu er snorene/listerne stivere og kan limes på vognsiderne.  Udseendet er  måske lidt forkert i nogle tilfæle, men rimeligt i andre tilfælde.  Det kan man så lide eller lade være   --  op til den enkelte.

 

theposer/gl maling

På grund af mit manglende / svagere syn, var det allerede tidligt besluttet at bygge vogene i en "bygge-let" udførelse. Derfor er vognenes vinduer, og især vinduessprsser ikke saver ud.  Vinduesruderne er derfor malet på vognsiderne i form af udklippede, sortmalede "ruder" (papir) "indrammet" med the-pose-snore.   Måske ikke kønt ??? men en mulighed.

Som følge af den tidlige bemaling af vognkassen, er dele af den efterfølgende patinering blevet helt overflødig  --  det følger helt af sig selv, gennm den megen berøring under arbejdsprcessen.  Tvært inod  --  sluttelit har jeg måtte "af-patnre" dele af sider/gavle ved byggriets afskutning,

Vognene er bygget uden hjul på bogierne  --  disse er bygget af krydsfiner, men dog lidt bevægelige / drejelige.

 

Lunding-vognen foran modllen af Nørrebro S-statinon på Folmer Bentsens Plads.  Foto. EVP.

 

Såvel sporvognen som stationsbygningen er udsvet af appelsinkasse-krydsfiner.  For at undgå præg af en træoverflade, er begg emner "tapetseret" med the-posepapir, let vædet med vand og pålimet med vandopløseligt trælim. Ved tørringen glatter thepose-papiret overfladn ud, og der kan males på normal vis.

 

Det benyttede tre-lags krydsfiner havde i øvrgt den fordel, både af være limet ret "dårligt" (der er ALTID sparet på limen ved appelsinkasserne  --  heldigvis :-)  Dette gør det meget nemt at skille de tre finer-lag ad  --  lige hvad jeg har brug for ved udskæringen af vognenes skydedøre.

 

Tagventiler (Torpedo-ventiler).

Disse ventiler er fremstillet af "kun" to enkeltdele --  installationstråd (ca. 1,5 mm ø) og vinflaskehals-aluminium, afklippet i ca. 1 mm brede og ca. 12 -14 mm lange strimler.  Disse strimler bukkes rundt om små cigarformede stykker at installationstråden (ca. 1,5 -2,0 mm lange tilspidsede stykker (cigarfacon).   De to små "stykker" bukkes og sammenholdes nu med lidt lim, hvorefter enderne af strimlerne kan stikkes gennem et Ø 1 mm-hul i taget og vrides under tagfladen.

 

Det er små "sager"  at arbejde med for ældre, fumlede fingre  --  og lige egnet til at bekræfte de gamle ord om, at det halve af byggetiden tilbringes "på alle fire" nedenunder arbejdsbrdet, ledende efter disse smådele. :-)

 

 

 

Fortsættelse følger  --  om muligt

 

 

 

---