Sorø - Vedde.

 

 

 

 

 

Sorø, Vedde-delen + lidt Sorø - Sorø By  i 1920´erne.

 

DSB G 633, Sorø, 1920´erne.   Foto:   Trafikkontrollør S. A. Rask, Gb / arkiv: EVP.

 

DSB As 201 foran den lille to-sporede remise.   ------->        På vej gennem skoven mellem Sorø og Sorø by . . .

. . . ca. 1920.       Fotos:  Trafikkontrollør Rask, Gb.

 

Togpersonale på Vedde-perronen.

 

 

 

Sorø - Vedde i 1940´erne.

 

Disse fotos fra en familie Vallentin´s fotoalbum en angivet som "Korsør   1944",  men jeg føler mig overbevist om, at der er tale om fotos fra Vedde-delen af Sorø st:

 . . . . . 

Traktor 43.   Bagsidetekst:  "Korsør".     ^---------^   Datering ??? 
(Mon ikke snarere det er Vedde-perronen i Sorø. [evp-bem.] Måske med et "Udflugtstog" til eller fra ´stien/vejen ved det senere Koksbangs trinbræt (Sorø By).  Det sidste kunne måske bestyrkes af at: Flere har spurgt mig om, hvad herren til venstre foretager sig ! ! !)

 

www.jernbanen.dk skriver om traktor 43:

"Benzinmotor. Akselafstand 2,78 m.
Kostede 14.000,- kr. Leveret 24/10-31 til Cvk Ar. Sorø 1941. Udlejet 1941-42 til HFHJ. Gb 1943. Sorø 1946-49. Cvk Kh 1951-52. Fra 1953 Leyland dieselmotor 60 hk. Sorø 1953-55 (57 ? evp-bem.). Frederikssund 1959. Udr. 1961 efter uheld i Frederikssund."   ( http://www.jernbanen.dk/motor_solo.php?s=9&lokid=39&n=dsb-nr-43 )

 

 

Sorø - Vedde i 1950´erne.

 

 

Sporplan (midlertidig ?) over Sorø "Landstation"  ca. 1957.  ---  Nærmere detaljer, se siden "Sorø".

 

 

 

Fotos: J. Gulbæk Christensen - arkiv: Ole M. Nielsen. ^---v

Sorø-Vedde-banens remisen i Sorø, set fra et tog på Vestbanen (København - Korsør).

 

 

1957.

 

 

 

 

Vedde-delen af Sorø station, set mo øst, hhv. mod Vedde (og mod København).

 

1970.

DSB Sorø-Vedde-banes drejeskive i Sorø.  --    Sommer 1970.   Foto:  Jens Birch.
(Bygningen, der lige anes til venstre i foto, er daværende "Sorø Hotel",  i vore dage NETTO.)

 

DSB Sorø-Vedde-banes remise i Sorø.    --   Sommer 1970.  Foto:  Jens Birch.

 

Nedenfor ses et par fotos af en "garage-lignende" træbygning.  Denne  "garage" husede stationens Ardelt traktor -i sommeren 1970- nr. 105, og var tiltænkt dette formål, efter man havde "inddraget" den gamle Veddebane-remise til busgarage for to DSB-rutebiler (derfor ikke spor på billedet ovenfor ---^). 

Remisen blev benyttet til rutebilerne på den daværende rute (Skælskør-) Slagelse-Sorø-Holbæk.

Remisen nedbrændte i øvrigt sammen med to rutebiler d. 6. januar 1977.

Næsten dér hvor Sorø-Vedde-banens lille to-sporede remise lå I april 1971 den lille bygning, og da var den i brug som remise --der var i hvert fald spor i den.  Mon ikke den har huset stationens rangertraktor?  

I baggrunden skimtes endnu den oprindelige murstensremise.

Sorø station.   --    4. maj 1980.   ^---v

I 1980 er remisen "sporløs", men dog ikke forsvundet.   Placeringen er den samme -ses på baggrunden, træet og villaen bagved.

Flere oplysninger modtages gerne.

Efter opførelsen af ALBANI-depotet, der anes til venstre, og ses i sin helhed på foto lige ovenfor, var der ikke længere mulighed for spormæssig forbindelse.

Anvendelse som garage ???    Nedrevet hvornår ???

 

Tak til Jens Birch og Ole Gold for foto og supplerende oplysninger.

 

Mod Vedde.

Det gamle areal for Veddebanen, --set i køreretning mod Vedde (banen svingede 90 grader ret bagude i skovkanten.

 

Sorø (Sorø-Sorø By-station) i sne.   --   November 1957.   ^---v

 - - - 

 

 

 

DSB,Sorø-Vedde-banens trace over Flommen, Sorø. 

Sommeren 1970.  Foto:  Jens Birch.

 

"Koksbangs trinbræt" var det lokale "kælenavn" for denne lille plankeperron.   Stedet var meget benyttet som hhv. af- og påstigningssted ved udflugtstog og gæster lokalt til restauranter i Sorø by eller til restauranten "Parnas" på den modsatte side af Sorø sø.  Ved udflugter hertil steg man af toget ved trinbrættet og gik ned til søen. Her ventede en turistbåd/udflugtsbåd, der bragte gæsterne over til restauranten (se nedenfor).

Om aftenen gik turen den modsatte vej, men ofte i en noget mere løftet stemning.  Nu kunne det nok kræve sin mand, at få alle med "ombord" i udflugtstoget. Samtidig med, at nogle gæster steg ind i den ene side af vognen/toget, steg andre ud på den anden side, for lige at klare "et ærinde".  Der fortaltes mange historier om disse udflugtstog.

DSB, Koksbangs trinbræt,  Sorø-Vedde-banen.   --   Sommeren 1970.  Foto:  Jens Birch.

"Koksbang" er ikke et stednavn, som ellers vanligt ved navngivningen af et holdested.  Navnet (tilnavnet) blev tildelt efter ophavsmanden til trinbrættet, stationsforstander O.K. Koksbang på Sorø "landstation".  

 

Årsagen til trinbrættets oprettelse var de mange udflugtstog fra København, via Vedde-stationen til denne lille sti i Sorø by.  Her blev de rejsende sat af, for til fods at gå til enten restauranter i Sorø by, eller til Sorø sø, hvor der ventede en turistbåd eller to, der bragte gæsterne over søen til udflugtsstedet "Parnas".

Restaurant  Parnas.  Sorø.   --   Udateret  postkort.

Det kunne gå, når gæsterne ankom, rimeligt ædru, men problemerne opstod, om aftenen, hvor de havde fået meget "at spise".  Der er langt fra en skovbund op til laveste trin på en jernbanevogn  -- og så i den tilstand.  I det hele taget gik der mange historier om turene hjem, hvor der kunne være "langt" fra søen til det ventende tog, og nogle lige skulle af med noget inden "rejsen". 

Når den/de så var fundet, var der i mellemtiden en anden eller to, der var smuttet ud gennem en dør i togets modsatte side ! ! !  

Det hjalp på "bekvemmeligheden", at stationsforstanderen fik oprettet trinbrættet, men hjalp dog ikke meget på det andet problem.

 

 

Sorø By og bystation

 

Inden man når helt ind til bymidten passerer banen:

Sorø Husholdningsskole.   --   Ca. 1959.

 

. . . og hvorfor så et foto af Sorø Husholdningsskole ?

Når Sorø´s lille benzin-drevne rangertraktor (et såkaldt "klædeskab" - se under Sorø station) passerede husholdningsskolen, holdt rangerpersonalet meget af, lige et øjeblik at afbryde tændingen til benzinmotoren.  Derved sugedes stadig benzindampe ind i motoren og videre ud i lydpotten, men antændtes ikke.  Når personalet så -nogle få sekunder derefter- atter sluttede tændingen til, eksploderede benzindampene med et gevaldigt brag.  Straks kom der en masse unge piger til syne i vinduerne - hvad sker der lige her ! ! !   Intet andet end at det lille rangertræk passerede, og så blev der vinket til pigerne, der naturligvis vinkede tilbage. Lutter smil - indtil den dag lydpotten revnede, --og nu kunne det rigtig høres, at toget kom. 

Nu var der nogen, der skulle hjem og forklare værkstedet, hvordan det var sket, og hvorfor man var nødt til at bede om, at få stillet en reservetraktor til rådighed i reparationstiden.

 

Biografer.

Den første biograf kom til byen i 1905. Det var den omrejsende Kinografen, som holdt til i Hotel Frederik sal – senere (1908) i en selvstændig bygning i gården. Den lukkede i 1930.

I 1920 oprettede snedkermester N.I. Nielsen en biograf i Østergade under navnet Victoria. Det er bygningen som nu huser restaurant "Tre konger".

På Storgade 15 lå hotel ”Håbet”. Det blev nedlagt og omdannet til biograf fra 1949 – til 1983/84, hvor biografen lukkede. ” To privatpersoner købte den lukkede biograf og lejede den ud til 7 familier som drev den videre – og det gør de stadig.

Da biografen på Storgade begyndte, lukkede samtidig den anden biograf.

(Kilde: Sorø leksikon)

På Frederiksberg lå biografen "Kino" på Frederiksbergvej. Den blev bygget i 1940 og fungerede til 1973, hvor ejeren Børge Jensen overtog Victoria-biografen. (Børge Jensen var søn af familien Jensen på Sønderskovvej 15, hvor EVP boede til leje på første sal under opholdet i Sorø 1957-58.  Børge Jensen var dengang operatør i Kino, Frederiksberg.)

. . . Sorø by . . .

Kort over Sorø,   ------>  Udsnit over området ver stationen.   Kortet er dog tegnet i 1941.

 

 

Sporplan over Sorø bystation 1957.

 

Ankomst Sorø By, --der er allerede "stillet" til den bevægelige kvægrampe helt ovre ved træerne til højre.

 

"Den sidste rejse."

 

Overportør Hanskov sætter vognseddel i seddelkassen.

 

Den "flotte" bygning med tårn og spir er ikke stationen, men Sorø´s posthus. Stationsbygningen er den noget mindre imponerende bygning i billedets højre side.  Den var ikke længere i brug til jernbaneformål, og der var derfor indrettet et lille "kontor" i et hjørne af varehuset, hvor overportør Hansen havde sin residens.

 

Stationsarealet set mod nord.  Tv. ses et mindre olie- og petroleumsdepot og midt i billedet anes sporstopperen for det nedlagte strækningsspor til Vedde.

 

Her går så den lille korte tur til Sorø Bystation atter tilbage mod Sorø DSB-st, men længere nedenfor fortsættes turen til Vedde i 1950.

Tilbage mod Sorø "landstation".   ---   "Fri bane"  ---

Skoven mellem Sorø By og Sorø.

 

Sorø Vedde-"banegård".

 

Efter tilbagekomsten rangeres der med vognene.

 

 

 ----------------------------------------------

 

Sorø Bystation.   --   1967.

Der kom en mail:

"Kære Erik!

Jeg har med fornøjelse fulgt Din hjemmeside gennem et par år.

Som gammel soraner har jeg nogle få sort/hvide billeder fra Sorø Bystation og banen mellem Bystationen og Landstationen, dateret marts 1967.

(...)

De bedste hilsner

Jan Krohn."

 

Jan Krohn har efterfølgende uddybet:

"Jeg er født i september 1950 og mine første oplevelser med banen stammer fra midten af det årti. Jeg tilbragte en del af barndommen i Sorø, af og til flere måneder, hvor jeg boede hos min mormor. Hun var en varm tilhænger af motion, og på trods af sine 75 år gik vi ofte forholdsvis lange ture.

For eksempel fra krydset Østergade/Storgade, hvor hun residerede, gennem små gader og videre forbi villaer, til vi skar banen. Derefter forbi trinbrættet ved Filosofgangen og ad banedæmningen mod skoven, videre gennem skoven til Skælskørvejen, der aldrig blev kaldt andet end Banevejen, som også lå på en dæmning. Videre ad Priorgade, forbi Lunges Jærnstøberi, og via Storgade hjem. Jeg plejede at sove vældig godt hos hende." . . . 

Sorø Bystation set fra (næsten) Absalonsgade mod nord.   --   Marts 1967.  Foto. Jan Krohn.
(Se samme motiv fra 1957 nedenfor.)

 

 - - - - - - - - - - - - - - - -

Et tilbageblik .

Sporplan over Sorø bystation 1957.

Ankomst Sorø By, --der er allerede "stillet" til den bevægelige kvægrampe helt ovre ved træerne til højre.

Set fra Absalonsgade mod nord.

 

Sporplan over Sorø bystation 1957.

 

Se mere på Sorø - Vedde Banen

 

 - - - - - - - - - - - - - - - 

 

Fortsættelse:

Set mod nord med sporet langs slagteriet og dyrskuepladsen yderst til højre ved trærækken.    ^---v

 

Sorø Bystation.   --   Marts 1967. 

 . . .  "Nogle år senere skønnede mormor, at jeg sagtens kunne finde rundt selv.  Det var selvfølgelig mest i sommertiden jeg vandrede langt, og det var sådan set meget logisk, at jeg startede med Bystationen. Sorø Ny Kirkegård med min morfars gravsted besøgte vi trofast hver fjortende dag, og stationen med rangerterræn lå på venstre hånd, hvor vejen mod kirkegården skærer sporet.

 

Jeg må have tilbragt timer på det rangerterræn, kom hjem med rustfarvede hænder og knæ, for banen var død, men ingen havde opdaget det. Eller mere sandsynligt, det var billigere at lade sporanlæggene ligge.

Kun Andels-Svineslagteriet brugte banen, med én sølle transport om ugen og den kunne være i en af de hvide kølevogne. Jeg vil ikke udelukke en sjælden transport af forsendelser via DSB og at pakhuset også fungerede. Som jeg fandt ud af, var det bemandet.

En ældre kolerisk fyr i brun kittel satte en dag efter mig, hvilket jeg husker fordi det var så enestående at møde nogen.
Eftersom der ikke foregik ret meget, begyndte jeg at afprøve teknikken på stedet.

De manuelle sporskifter kunne betjenes af en energisk otteårig, og jeg fik således opklaret, flere år inden mit første møde med Märklin, hvordan den slags virker i praksis.

Der henstod nogle vogne, betydelig flere end der var brug for, og de var også interessante." . . . 

 

 . . . "Nogle vogne stod for sig selv. De så gamle ud, var byggede af træ og havde hjul med eger. Andre af nyere dato var koblet sammen til vognstammer, hvilket selvfølgelig måtte udforskes. Jeg var inde mellem to vogne, hvilket var nemt med min højde, og med lidt besvær fik jeg koblingens spindel drejet indtil pufferne begyndte at skilles. Med lidt mere besvær fik jeg løftet det langstrakte øje fri af modpartens krog, og der gik det op for mig hvor smart, simpelthen idiotsikkert, designet var. Man kunne, takket været systemets overskudsagtige duplikering, altid koble to vogne sammen. De kunne aldrig vende forkert.
Nu var mine hænder ikke bare rustne, de var imprægneret i et tyndt lag af et eller andet sort, så da jeg alligevel var i gang, kunne jeg ligeså godt undersøge lejernes smøring." . . . 

 

 

 . . . "Jeg kiggede nærmere på hjulene, der jo også befandt sig i bekvem børnehøjde. 
Der var to forskellige konstruktioner, men uanset hvilken havde bremseklodserne ikke fat i hjulene, hvilket gav mig en idé. Hvad nu, hvis jeg prøvede at skubbe til en vogn?
Til at begynde med skete der absolut intet, og jeg havde faktisk opgivet, da vognen umærkeligt begyndte at flytte sig. Sikkert ikke mere end ti centimeter per sekund, men nok til at jeg blev lidt bleg.
Visse børn er fødte skeptikere, og jeg havde hermed bevist, at det rullende materiel rent faktisk rullede." . . . 

 

 . . . "Det næste jeg begav mig ud på, var vandringer ad banen, der på vej ud af byen gik i en kort kurve gennem et villakvarter, passerede husenes baghaver og krydsede den stille Holbergvej. 
Derefter kun spredt bebyggelse og store haver inden Filosofgangen. 
Her ved overskæringen lå fuldkommen umotiveret et trinbræt opført i noget absurd kraftigt tømmer, der ved nærmere eftersyn lignede svellerne jeg gik på." . . . 

"Koksbangs trinbræt" var det lokale "kælenavn" for denne lille plankeperron.   Stedet var meget benyttet som hhv. af- og påstigningssted ved udflugtstog og gæster lokalt til restauranter i Sorø by eller til restauranten "Parnas" på den modsatte side af Sorø sø.  Ved udflugter hertil steg man af toget ved trinbrættet og gik ned til søen. Her ventede en turistbåd/udflugtsbåd, der bragte gæsterne over til restauranten (se nedenfor).

Om aftenen gik turen den modsatte vej, men ofte i en noget mere løftet stemning.  Nu kunne det nok kræve sin mand, at få alle med "ombord" i udflugtstoget. Der var -inden trinbrættets anlæg- højt op fra den omkringliggende banelinie / jord til personvognens første / laveste trin. Samtidig kunne det være et problem, at mens nogle gæster steg ind i den ene side af vognen/toget, steg andre ud på den anden side, for lige at klare "et ærinde".  Der fortaltes mange historier om disse udflugtstog.

 

JK-fotos af "Koksbangs trinbræt" følger snarest.

"Indtil nu var samtlige overskæringer afmærket med skilte af hensyn til de vejfarende. Giv Agt stod der, med sorte reliefbogstaver på hvid bund.

Det var i de år, jeg så småt begyndte at læse, men skiltene var sådan set overflødige. Jeg var altid agtpågivende, for vægten af vognene havde overbevist mig om deres potentielle farlighed.

Måske det jeg erindrer bedst, var denne kombination af øjeblikkets tryghed og den mulige fare. Så længe alt stod bomstille ude i solskinnet var det ufarligt.

Banen gik nu ligeud på sin dæmning over Flommen. Et græsningsområde, gennemtrukket af grøfter, med buske og små trægrupper. Jeg befandt mig ude i åbent land."

Sorø-Sorø Bystation.   --   Sommeren 1957.   Foto: EVP.

 

Sorø (Sorø-Sorø By-station) i sne.   --   November 1957.  Foto: EVP.

 . . . "At der overhovedet kørte tog her opdagede jeg en tilfældig dag, hvor jeg som sædvanlig holdt mine pauser og så mig godt for. Langt væk, omkring overskæringen og trinbrættet, dukkede det op. Jeg stod ude ved skovbrynet, i den anden ende af den snorlige strækning, og gloede stumt på det grønne monstrum, der nærmede sig med femten i timen.

Der var oceaner af tid, faktisk så meget at jeg af og til var i tvivl, om toget bevægede sig.

Da det var et halvt hundrede meter væk, trådte jeg fornuftigvis et stykke væk fra sporet og afventede. Den grønne rangertraktor, et af DSB’s klædeskabe, blev fulgt af en lukket godsvogn – og det var det. 

Det vil sige, det var det nu ikke." . . .

Koksbangs trinbraet. *) Sorø By.   --   April 1967.  Foto:  Jan Krohn.   ^---v

 

 . . . "Længe efter, flere år faktisk, havde jeg denne intense oplevelse, at utysket på en eller anden måde var efter mig. Aldrig foran mig, altid bagved, og dermed fik turen gennem skoven en ekstra dimension af sollys uhygge.

Synet af skoven og min nysgerrighed overvandt mageligt frygten. Desuden, de fleste børn har en naturlig flair for det uhyggelige, især det der foregår oppe i deres hoveder." . . . 

Koksbangs trinbræt. *) Sorø By.   --   April 1967.  Foto:  Jan Krohn.

 

 . . . "Hvis nogen kan påstå, at afstanden mellem to sveller svarer præcis til deres skridtlængde, hører jeg gerne om det. Jeg fik aldrig regnestykket til at gå op, så af og til gik jeg korte stræk på skinnerne, ellers nede på ballasten.

Det var således ikke udflugter i højt tempo, der var tid til at granske sporlægningen.

Alt var anlagt på groft grus og underligt nok uden ret meget græs eller ukrudt. Jeg mindes ikke nogensinde at have set en sprøjtevogn, men det kan jo være, de engang sprøjtede med noget usædvanlig giftigt.

Træsvellerne var så forskellige som mennesker man mødte. Der var ikke to ens, for de lå alle i varierende grader af forfald. Enkelte så ringe, at selv jeg kunne flå store lunser fri. 

Nogle havde fået nummererede søm banket i, med to cifre som muligvis angav svellens fabrikationsår.
Skinnerne var spinkle, i hvert fald sammenlignet med dem der lå på hovedlinjen. Altså, den rigtige jernbane. 
I dag ville jeg gætte på 26 kg/m, hvilket egentlig passede glimrende til banens formål.

De lå på underlægsplader, spigret fast med gammeldags svellenagler og var egentlig forbløffende lidt rustne. 
Oversiden havde et fint smalt sølvspor, der røbede en minimal trafik, og hvorvidt de var slidte kunne en knægt som jeg ikke afgøre. Ifølge mormor havde banen ligger der siden hun blev forlovet med Alfred, og han lå nu død på syttende år.

Så det måtte nødvendigvis være længe siden.

Dengang undrede fraværet af signaler mig ikke. Først langt senere blev jeg klar over, der aldrig havde kørt mere end ét tog af gangen. På denne minimale, enkeltsporede bane var signaler og vigespor overflødige. 

Jeg tvivler på, om jernbanedrift kan blive enklere." . . . 

 

"Tilbage på sporet er skovbrynet nået, og jeg har for længst sluppet byen af syne. 

Fra det øjeblik ændrer det mentale landskab sig. Fra købstadens menneskeskabte miljø, hvor jernbanen ikke er så fremmed, over engområdet med frit sigte i begge retninger, til stedet, grænsen hvor civilisation og natur mødes, og det første skærer gennem det sidste. Hvor banen forsvinder ind i skoven gennem en langstrakt kurve, og man ikke længere kan se mere end halvtreds meter af sporet." 

Strækningen Sorø-Sorø By-station i sne.   --   November 1957.   Foto: EVP.

"Koksbangs trinbræt *) blev dengang ikke længere benyttet af udflugtstog, -den tid var forbi med én glorværdig undtagelse.

Som elev på skolen deltog jeg i en ekskursion, hvilket mere almindelige mennesker kalder en udflugt, til Møns klint – af alle steder. **)

Den første bid af udflugten afgik fra trinbrættet i en af DSB’s rødbrune personvogne, der dengang var standard. Altså, en af de lange gennemgangsvogne, her trukket af en større rangertraktor, ikke et af klædeskabene.

Hele foretagendet vejede så meget, at alle ombord havde en distinkt følelse af ubalance, vognen var så lang, at midten ragede pænt langt ud gennem kurven i skoven. På den anden side, jeg ved ikke om det teknisk set var et problem, eller om man tidligere brugte så lange bogievogne mellem Landstationen og trinbrættet.

Vi var femten år og veloplagte, alligevel begyndte denne udflugt med 10 km/t at bekymre flere af os, hvilket lærerne ombord fint fornemmede. Flere af dem beroligede os med udtalelser som, ”I kan godt regne med, at det bliver sidste gang vi gør det her … på den her måde.”

Så nu mangler jeg blot at finde ud af, hvornår denne ekskursion løb af stablen. Heldigvis har jeg 4 udgaver af Årsskrift fra Sorø Akademis Skole, nemlig årgangene 1964 – 1967. Når jeg får tid, vil jeg blade dem igennem, derefter har vi datoen for den definitivt sidste kørsel med passagerer på Sorø – Vedde." **)

 

*) Koksbangs trinbræt.  

Nogle har måske kikket forgæves efter dette trinbræt i diverset stationsfortegnelser, --og måske ikke uden grund. Navnet har det efter dets "opfinder", stationsforstander O.K.Koksbang, Sorø 1951 - 1961.  Han gik en del op i stationen og forholdene omkring den, og han oplevede jævnligt de forskellige problemer omkring udflugtstogene til Sorø By og omskiftningerne tog-udflugtsbåd-tog ved Filosofgangen.

På stedet sagde man, at han var ophavsmanden til trinbrættet, og derfor navnet.

 

**)  "At det var en skovtur, ikke en ekskursion, passer fint med de øvrige oplysninger i disse hæfter. Realklasserne deltog aldrig i ekskursioner, idet disse, rimeligt nok, var forbeholdt gymnasieklasserne.

Det betyder imidlertid, at en (1) personvogn ville have forslået som en skrædder i helvede, der må mindst have været tre, idet antallet af elever + lærere ville nærme sig 350.

Jeg har ingen idé om, hvor mange passagerer der kan være i DSB’s gamle, røde gennemgangsvogne, ej heller nogen erindring om hvordan toget blev omrangeret på Sorø Landsstation, så det kunne komme videre.

Videre kom vi, enten Sorø – Ringsted – Næstved – Vordingborg eller Sorø – Slagelse – Næstved – Vordingborg. Det husker jeg simpelthen ikke, men når nu skolen havde sat sig i en udgift og besværet med at skaffe tre vogne, ville det være åndssvagt kun at køre knap to kilometer og så stå af.

Til gengæld husker jeg med al ønskelig tydelighed turen over de slidte skinner og møre sveller.

Jeg husker også Hotel Store Klint med den fine udsigt, de hvidmalede træpaneler og alle de veloplagte elever, der skulle have eftermiddagste. Og det er her Skoleskovtur til Møns Klint m.v. bliver mindeværdigt, idet med videre endte i det rene Anders And.

Hvem der begyndte bliver nok aldrig opklaret, men en eller anden tog en sukkerknald for at smide den i nakken på en anden. Det gik som kædereaktionen i et kernevåben, og nogenlunde lige så hurtigt; inden lærerne i nabolokalet kunne gribe ind, var der sukker i luften, sukker på gulvet, sukker overalt. Det var fuldkommen ligegyldigt, hvor højt der blev råbt, ingen standsede før skålene var tomme.

Ungdomsoprøret startede ikke i 1968 i Paris. Sorø var startet 2½ år før."

 

  

***)  "Ved gennemgang af "Årsskrift fra Sorø Akademis Skole", 1966 har jeg på side 45 under sektion XI, "Af Skolens Dagbog" fundet følgende:

”1965. 7. septbr. Skoleskovtur til Møns Klint m.v.”
Naboudgivelserne er gennemgået, der var ikke noget, så jeg må konkludere, at sidste afgang fra Koksbang´s Trinbræt fandt sted den 7. september 1965 ved nitiden om morgenen."

 

 

(Fortsættelse af Jan Krohn´s "småvandringer" i 1957-58, som 7-årig.)

"Næste stop var Landstationen, og her gik jeg mere behersket til værks, for det var en rigtig station, med lange tog der kørte seriøst hurtigt og larmede helt ufatteligt." . . . 

Sorø-Vedde-delen af Sorø station, set fra den østlige indkørsel.    Foto: Jan Krohn.

 . . . "Der var klokker som et eller andet sted ringede, der vrimlede med voksne i sorte uniformer, og så var der den dobbeltsporede hovedlinje som noget uoverstigeligt. Hvor skærverne begyndte, stoppede festen.

Min side, hvor sporene var lagt på grus, havde imidlertid en masse at byde på. Mest påfaldende, en lang række af udrangerede maskiner.

Spørg mig ikke om litra *) , men størrelsen husker jeg, plus et stik af sorg over det miserable syn. Himmelhøjt oppe på de enorme kedler sad rækker af flade domer med sandrør og diverse kabler flået halvvejs ud. Kobbelstænger og gangtøj var væk for evigt, til gengæld henstod sætvis af drivhjul for enden af rækken. De stod praktisk parkeret i sporet, som for det tilfælde, at nogen en dag manglede et par.  . . . 

P-maskinerne 907, 920, 902 + 914.   --   Foråret 1957.  Foto: EVP.

*)  Lokomotiverne har været de 9 P-maskiner, der i 1957 var hansat på Sorø station, Vedde-delen.  Gangtøjet var i mange / de fleste tilfælde lagt op i tenderne til de enkelte maskiner.  At der syntes at være flået rør og dele af maskinerne, skyldtes datidens "kabeltyve" / klunsere, der gjorde deres til at fjerne alt af værdi, -der ikke allerede var taget af maskinerne inden hensættelsen.  

Disse klunsere var et stort problem, som personalet var anmodet om at holde godt øje med, især i nattetimerne.

 

 

 . . . "Set nede fra gruset var der højt op. Alene det at nå nederste trin til førerhuset oversteg min formåen. Jeg burde have hentet en ølkasse at stå på, men så fræk var jeg alligevel ikke.

Så jeg kom aldrig derop, der hvor det hele engang havde foregået, men jeg var sikkert også bare blevet skuffet. Bedømt efter mængden af glasskår, var førerhusene sikkert for længst blevet ribbet, enten af rødderne eller Statsbanerne."  . . . 

 

 

EVP klarede det lige uden ølkasse.   P 920 (+907) og -------->   P 932   ----^   Fotos: EVP.

 

Sorø Landstation.   --   Marts 1967.   Foto:  Jan Krohn.   ^---v

Stationsarealet ses her mod øst, med den lille Sorø-Vedde-remise til venstre og til højre stationens gamle østlige vandtårn (på Vestbanen).

 - - - 

 - - -     Foto: Jan Krohn.

 

Stationsarealet set mod vest.   Midt i billedet ses Vestbanens vestlige 8-kantede vandtårn og lidt til hæjre herfor ses det gamle Sorø Hotel - nu NETTO-forretning.   --   Marts 1967.  Foto: Jan Krohn.

 

 . . .  "I stedet fortsatte jeg mod den fjerne ende, ned til drejeskiven.

Det stod nogenlunde klart for mig, hvad den kunne bruges til. Et slags supersporskifte der fra en central plads gav adgang til flere spor, men ikke hvorfor.

Fra bøger og blade havde jeg set de små huse, et slags krumt garageanlæg, hvor lokomotiverne sov om natten.

Eller hvad de nu gjorde når vi andre sov.

Tilsyneladende var der ikke andet end drejeskiven. Hinsides den var alt ved at vokse sammen til en blanding af brændenælder, hyld, hunderoser og brombær, så der var grænser for hvor langt jeg vovede mig frem.

Drejeskiven kunne faktisk drejes, i hvert fald et lille stykke. Der sad nemlig et håndsving, der via nogle rustne tandhjul havde fat i en tandkrans, og hvis jeg kun magtede at flytte den nogle få grader, var jeg lovlig undskyldt.

Drejeskivegraven må have haft et regnvandsafløb, der engang virkede. Nu var bunden, efter et halvt århundrede med visne blade, dækket af kompost, græs, ukrudt og små træer.

Sidste gang installationen fik et lag maling, må have været omkring det tidspunkt min mor blev født, og den må oprindelig have været hvid eller lysegrå.

Jeg gik selvfølgelig over broen og fik krabbet mig rundt langs kanten af graven, men selve det at hoppe ned, turde jeg ikke. Trods al kompost og kæmpevækst var der for langt, til at jeg kunne komme op ved egen kraft.

Desuden, at stå dernede, som et tåbeligt barn og råbe på hjælp, var jeg ikke meget for.

Men det mærkeligste var drejeskiven, der forsvandt efter nogle år, uden at erindringen gjorde den følge.

Børn husker bedre end voksne tror, men i mange år antog jeg det var fantasi eller noget jeg havde drømt, indtil jeg en dag for nylig så tegningen af stationens sporlægning.

Som konklusion på dette afsnit vil jeg sige, at intet overgår virkeligheden. Når jeg senere har gloet på modelbaner med en vis skepsis, bunder det i disse oplevelser.

Meget lidt på den gamle bane flyttede sig. Faktisk vil jeg gå så vidt at sige, jeg var det eneste levende på banen.

Alligevel flyttede tingene sig oppe i mit hoved, hvilket modelbyggere fastholder også sker for dem, men først når strømmen tilsluttes.

Set gennem mine øjne, otte år gammel og godt snavset, var hele stedet allerede elektrisk.

---------

Så vidt min historie om banen fra halvtredsernes sidste halvdel til tressernes første.

Jeg gik på Sorø Akademi fra 1964 til 1967, hvor jeg forlod stedet med en middelmådig realeksamen. Ikke skandaløs dårlig, bare halvsløj.

Samme år døde mormor, og ulogisk nok forsvandt noget af banens magi ved den lejlighed. Hun var det ældste menneske jeg nogensinde har kendt, og måske er den logiske forklaring, at jeg underbevidst havde skabt kobling mellem hende, hendes jævnaldrende medrejsende og en bane der også var død.

I sommeren 1966 fik jeg et gammelt bælgkamera af min far. Han havde sin Voigtländer og planlagde at købe et japansk spejlreflekskamera, så den sommer begyndte jeg at tage billeder.

I foråret 1967 overtog jeg hans vesttyske kamera og gik ombord i fotograferingens kunst.

Min far, altid klarsynet og svoren modstander af alt soransk, gjorde status den sommer.

Min videre uddannelse burde handle om et eller andet teknisk. Elektronik for eksempel, idet han hævdede, at det var, hvor fremtiden lå og ventede. En påstand han i øvrigt fik ret i.

Som nævnt var jeg mere stemt for at blive fotograf, men det er jo noget med kunst, så det kan man ikke leve af.

Til gengæld vidste han, at jeg kunne begå mig med mine jævnaldrende døgnet rundt, og at jeg gennem tre år havde kunnet gå i uniform. Det sidste var nemlig ikke en given ting i de år.

Med det in mente startede jeg på et af Flyvevåbnets elektronikhold, underskrev en seks år uddannelseskontrakt, og blev så glad for valget, at jeg kun modvilligt slap det efter 36 år.

 

 

Men hvad så med Sorø?"

"En af de årligt tilbagevendende traditioner var "overskæringsaftenen" den 30. april.

I Soranerbladet, 26. årgang, nummer 8, fra august 1941, findes en artikel på side 56, der begynder således:"

 

 . . . "Artiklen er selv-følgelig betydelig længere, handler om forårsritualer og andre skumle ting.

Men dermed (1936) var det altså slut med at tosse rundt på Statsbanernes hovedlinjer midt om natten, bare for at få uniformsknapper kørt flade." . . . 

 

 

Lyd & Video | Overskæringen | Soranerarkivet

http://www.soranerarkivet.dk/stream/overskaering/

 . . . "Navnet har at gøre med bålpladsen ude i Sønderskoven, der ligger bekvemt tæt på banen mod København. Tidligere gik eleverne feststemte og røgduftende ud til skærverne og lagde uniformsknapper på skinnerne. Nogle rigtig nydelige knapper af hvælvet messing med føniksfuglen, som, efter den sydgående ekspres havde passeret, var cirka en halv millimeter i tykkelse. 
Mange år før min tid, i takt med togenes stigende fart, begyndte skolens ledelse at blive bekymret, og der blev udstedt forbud mod denne underholdende leg, men navnet på aftenen blev hængende." . . . 

 

Sporarbejde i det vestgående hovedspor, i østenden af stationen, lige ved vejoverskæringen for den lille (skov-)vej, hvor "Overskæringsaftenen" blev afholdt.

 . . . "Senere om aftenen, efter et par dukker af udvalgte lærere var brændt af, gik fakkeltoget hjemad via sporet til Koksbangs trinbræt, og videre til Akademiet, hvor vi samledes på en mikroskopisk, indhegnet plet under gamle bøgetræer og istemte et par forårssange.

Alt sammen vældig stemningsfuldt, så jeg vendte tilbage på dato de to følgende år, hvilket kunne undskyldes med, at jeg stadig havde gamle kammerater på skolen, som endnu ikke havde fået deres studentereksamen.

Tidlig aften, den 30. april 1969, skiltes vore veje oppe ved skovbrynet.

Jeg stod et stykke tid og fulgte faklerne, mens vennerne vandrede mod nordvest ad banen. 
Så drejede jeg mig mod skovens tusmørke, og begav mig for sidste gang ud langs den velkendt svingende banekurve, for at komme til stationen.

Næste år den 30. april var jeg på kursus i USA, og gennem de følgende år blev Sorø gradvis degraderet til noget historisk, og uvist hvorfor, noget jeg veg udenom.

Imens var der nok at se til i Roskilde: Uddannelse, job, kone, barn og skilsmisse.

Men en weekend i det tidlige efterår 1980 fik jeg en indskydelse, og forklarede min søn på fem, at vi skulle ud og køre med DSB.

Ankommet til Sorø tidlig eftermiddag begav vi os mod byen, for at møde nogle af vores overlevende slægtninge, og vi kunne, som jeg forklarede, ligeså godt gå vejen gennem skoven, da den var kønnere." . . . 

 

Skoven  ved Sorø.   --   Marts 1957.

 . . . "Jeg blev oprigtig skuffet over at finde en cykelsti.

Bjørn var ligeglad, men som de fleste på hans alder, opførte han sig eksemplarisk udenfor de hjemlige omgivelser. 
Turen hjem gik via Banevejen, vi fandt en brugbar forbindelse til Roskilde og var seng inden ti. Han sov godt den aften." . . . 

Sorø sø, set fra Skælskørvej / Banevej.  April 1957.   ^---v

 

"De næste mange år tænkte jeg ikke videre over hændelsen, men en tilsvarende diset efterårsdag i 2009 tog jeg fat på en roman, som fire år senere udkom i bogform, og nu, i skrivende stund, ved jeg hvad den sidste tur gennem skoven handlede om. Jeg var i virkeligheden i færd med at genopføre fortiden, med Bjørn på samme alder som mig, da jeg gik strækningen første gang.

Dengang i 1980 var det blot et tema jeg gik og nynnede. Da bøgerne var skrevet færdig, var musikken den samme, men nu spillet med fuld orkesterbesætning.

Således er min beretning om en otteårig og en to kilometer lang bane uden tekniske dikkedarer. Ingen elektriske sporskifter og ingen signaler, men masser af magi og fotografisk potentiale

Historien er subjektiv, og minder egentlig om billederne, der blev taget for snart halvtreds år siden.
Knægten på otte kastede sig senere ud i radarstyrede missiler, computere, store søgeradarer og programmering i højniveausprog, men han gjorde det mest fordi det var skægt, fordi det mindede om elektrisk tog på et ligeså højt niveau.

Tilbage står mindet om det allerførste, det som kun kørte når han lukkede øjnene."

 

Tak til Jan Krohn.

 

-  -

 

 

 

 

1980.

Den gamle, nedlagte Sorø Bystation (Efter DSB-tiden: Postkontor og -her- Sorø Kommune).   ^---v   4. maj 1980.

 - - -

(Sorø-Vedde Jernbane blev i øvrigt nedlagt 1953, men der var alligevel sporforbindelse til Sorø "Landstation" frem til engang i 1970´erne.)

Varehuset - dengang banefacaden.   ^---v

Da jeg var elev i Sorø ("landstationen"), i 1957-58, reciderede overportør Hansen her i et lille lokale i pakhuset (stationsbygningen var allerede udlejet til Postvæsenet).

 - - -  og så var der i øvrigt cykelløb ved stationen den dag ! ! !

Gadefacaden.   --   4. maj 1980.

 

 

 

 

 

 

 

Sorø - Vedde d. 22. oktober 1950.

 

En lille "kommission" skal besigtige banen inden der tages beslutning om nedlæggelse ! ! !

Pedersborg station.

 

Mellem Pedersborg . . .

 

. . . og Døjringe.

 

 

Døjringe station.

 

Døjringe station.  ^---v

 

 

Munkebjergby station.

 

Munkebjergby station.  Den landlige idyl har allerede indfundet sig --- bemærk gæssene på perronen . . .

 

. . . hvad skal alle de mennesker dog her ??? ! ! !

 

 

Vedde station (Høng-Tølløse Jernbane).

 

Ankomst til Vedde på Høng - Tølløse-banen.

Bemærk det lille sporskiftesignal til venstre for indkørselssignalmasten:  "Sporskiftet stillet til lige spor" / natsignal: Hvidt lys.

Ved sporskiftet stillet til afvigende spor pegede signalvingen tilsvarende skråt nedad og viste grønt lys som natsignal.

 

 

1970

DSB  Soro Bystation.  Posthuset.    --   Sommeren  1970.   Foto:  Jens Birch.

 

 

DSB  Soro Bystation,  varehuset, der i de sidste aktive jernbaneår var indrettet med "stationskontor" i den ene(sydlige) ende.  Her reciderede overportør Hansen i 1958, da jeg var elev på "landstationen", og vi/jeg modtog daglig besked fra ham, om der var vogne til afhentning med "landstationen"s traktor.
Sommeren  1970.  Foto:  Jens Birch.

 

DSB  Soro Bystation  --  Hensatte 1. generations S-tog.   ^---v    Sommeren  1970.   Foto:  Jens Birch.
Et trist syn - spørger man mig, var/er det de pæneste S-tog, vi har haft, måske dog tæt fulgt af de få 3. gen-tog.

 

Sorø Bystation.  Bag rutebilen (Dam, Vagn, Sorø Vol B70503-SK 1962). Sommeren  1970.  Foto:  Jens Birch.

 

Se evt. også:  http://evp.dk/index.php?page=soro---vedde-2

 

Tak til Jens Birch for tilladelse til brug af fotos.

 

- o 0 o -

 

---