Turen til Sprogø  --  1989.


Andetsteds på min hjemmeside har jeg nævnt, at jeg er opvokset på Østamager med udsyn til Amagerbanen. Samtidig kunne vi imidlertid også se et stort stykke af Øresund, dvs. fra indsejlingen til Københavns havn, forbi Middelgrundsfortet indtil ca. midt på Saltholms kyst. I klart vejr kunne vi se den nordligste del af øen og én af gårdene på Saltholm samt et træbevokset område. I drengeårene stod jeg ofte på vor altan, og drømte mig over på øen. Hvem der bare kunne komme derover. Det kom jeg imidlertid ikke, men interessen for små øer er nok blevet vakt i de år.

Efter skoletiden kom jeg ind som trafikelev ved DSB, hvor man forlangte, at eleverne boede så tilpas langt fra hjemmet -på Amager-, at man ikke kunne komme hjem til daglig, men dog gerne på fridagene. Man mente således at kunne fratage os muligheden for at tage hjem til det ”gamle” fodboldhold, idet man mente, at så læste vi nok så meget mere på vore jernbane-lektier !

Efter elevtiden kom jeg ganske vist tilbage til København, men ”kun” for nogle få måneder efter at skulle aftjene værnepligt, hvilket på det tidspunkt -for os trafikelever- ville sige to års tjeneste, idet vi altid blev udtaget som sergenter. Efter udløbet af militærtiden blev jeg gift, og det blev ikke til besøg på Saltholm.

Ønsket ”lurede” dog stadig under overfladen.

 

Som DSB-ansat, såvel som jernbaneentusiast, har jeg efterhånden krydset Storebælt mange gange med Storebæltsfærgerne, og hver gang set ind mod Sprogø, medens tanken også her meldte sig: ”Hvem der kunne komme derind.”

I tiden omkring 1980´erne var der -atter- debat, for eller imod en Storebæltsbro. Skulle vi have den, eller skulle vi ikke. Og hvis vi skulle have den, skulle den så gå over Sprogø, eller skulle den gå udenom, forbi øen, uden at berøre den ???

Danmarks Radio bragte en udsendelse, hvor man havde ladet ”Øen selv” udtale sig. Heri blev alle de forskellige synspunkter vendt og drejet, og en stemme udtalte sig for og imod, -på øens vegne. ”Øen selv” var imidlertid ikke i tvivl, forbindelsen skulle ikke berøre øen.

I løbet af udsendelsen, opstod et større og større ønske om, at komme over og se Sprogø, inden den blev ”ødelagt”.

(Ligesom ”Øen selv” -og mange andre dengang- forstod jeg vist aldrig, hvorfor forbindelsen absolut -med vold og magt- skulle trækkes henover det udvalgte stykke af vestøen. Når man betænker det enorme beløb, som forbindelsen har kostet, ville det nok være de rene ”pebbernødder”, at have ladet forbindelsen ”snitte” øen i en afstand af 50 – 100 meter. Naturligvis ville det være ”ok” -midlertidig- at benytte øen som en del af arbejdspladsen i anlægsperioden, men derefter skulle ”vindebroen” hejses op.)

I de tider havde DSB´s nyheds- og meddelelsesblad ”DSB-bladet” en artikelserie ved navn ”Ønskesedlen”. Hertil kunne man indsende forskellige ønsker, og var man heldig, fik man sit ønske opfyldt. Hvorfor ikke prøve med et ønske om et besøg på Sprogø ???

Som skrevet, så gjort, og en dag lå der et brev i postkassen om tid og sted.

Turen skulle finde sted en alm. hverdag, hvilket blev d. 17. november 1989. Alle de efterfølgende fotografier er derfor optaget denne dag, på nær nogle enkelte senere optagne (dato er anført v/ foto).

 


Udgangspunktet skulle være Korsør havn, og her mødtes jeg med Jernbanemuseets leder gennem mange år, William Dancker Jensen, en journalist, Hans Trier og en fotograf, Helge Jensen, begge de to sidste tilknyttet DSB-bladet.

Fra Korsør havn skulle vi sejle med ”Storebæltsforbindelsen”s lille motorbåd ”Storebælt” til Sprogø, og turen over Bæltet forløb på bedste måde.

I dejligt klart vejr -uden nævneværdig vind- nærmede vi os Sprogø. Det ønske, jeg i så mange år havde haft, var nu ved at være en realitet. Ganske langsomt "voksede" øen, og efter 15-20 minutters sejlads, var vi på vej ind i den lille havn på øens sydside.

 

Indsejlingen til den lille havn.

Forskellige bøger var til anledningen blevet ”gennempløjet” for oplysninger om Sprogø, og jeg kunne konstatere, at ganske som disse beskrev, stod der -lige ved havneindløbet- en lille varde, der skulle markere det geografiske midtpunktet mellem Halsskov og Knudshoved.

 

 Sprogø.   Varden v/ havnen.

 

 

Fyret på fyrbanken, set fra havnen.

Fyret på Sprogø.  1989.


Med fast grund under fødderne gik turen først op mod fyret på fyrbanken.
På fotografiet ses to af de tre funktionærboliger.

Fyret set fra SV og SØ
På begge fotos ses assistentboligen i forgrunden.

Fyret på Sprogø  --  set mod nord.   --   1989.  

Fyrtårnet og de dertil knyttede fyrmester- og assistentboliger, der er opført i årene 1867-68, er bygget lige oven i -og uden hensyntagen til- et gammelt borganlæg bygget af Valdemar den Store. Der blev intet skånet, og da man -først 25-30 år senere- foretog arkæologiske udgravninger på stedet, måtte man konstatere, at det var for sent. Skaden var sket. En del historisk materiale var for længst blevet fjernet, og fyret stod (står) solidt bygget midt i resten af de historiske levn.

Vi var imidlertid så heldige, at have fået nøglen til fyret med, så nu kunne vi tage fyret i nærmere øjesyn.

Om fyrtårnet på Sprogø skriver Erik Aalbæk Jensen bl. a.

Tårnet på Sprogø´s borg var firkantet. Det nåede en af Nationalmuseets folk lige at registrere, Da Fyr- og Vagervæsenet invaderede Sprogø og begyndte at skovle ud til fyrtårn og assistentbolig midt i Valdemars ”kastel”, for naturligvis skulle Sprogø og farvandet dér have et ordentligt fyr.

Arbejdet på det nye fyr begyndte i 1867.En serpentinebugtet vej snoede sig op ad fyrbakken, men den duede ikke til de svære gods, der skulle frem til bakketoppen, og ingeniørerne og bygnigskonduktør Prahl lagde jernskinner ned til forlandet, så arbejderne kunne hive godset op til sig på en skinnevogn med taljetræk og spil: Mursten og tagtegl til assistentboligen og de gule mursten og de røde, som blev lagt i brede, mønstrede bånd om tårnkroppen, granitblokke til tårnfoden og fint, svensk stenhuggerarbejde til murkransen oppe under platformen med lanternehuset. Den første september året efter stod det hele der, og ”Illustreret Tidende”s udsendte var på pletten:


Fyret under opførelse . . . . . . . . . . . . . og som færdigbygget.

”Den solide Bygning, maa man haabe, vil ligesaa længe og maaske længere trodse Tiden, en den Borg, hvis Ruiner danne Ringmuren. En Række stor Kampesteen, hvorpaa sandsynligviis den udvendige Mur har hvilet, har endnu en højde af 8 til 10 Fod, og er saa stærk, at man ikke kan skille den ene Steen fra den anden. Ved udgravningen i den indre Del af Bakken fandtes tvende Skeletter i siddende Stilling, sandsynligviis begravede ved en Sammenstyrtning.”

Fyr- og Vagervæsenet varpede benraderne og alt det gamle ragelse ud, og først et kvart århundrede senere tog Nationalmuseet sig samme til en opmåling af tårnfundamentet og ringmurens skævt trukne firkant omkring borggården. Da var der sørgeligt lidt tilbage af det kastel, der ene af alle Valdemar den Stores bygningsværker nævnes sammen med Valdemarsmuren på Blypladen i Sankt Bendts Kirke.

I 1893 var man dog klar over, at den var gal, og resterne af ringmuren blev restaurerede.

Kunne man bøde på dårskaben ? Bryde fyret ned og hugge sig igennem fundamentet til de stumper af kastellet, som Prahl´s folk støbte inde i cementen ? Man kunne måske, men der ville ikke komme ret meget ud af det, for det vigtigste er næppe det, der er levnet, men alt det, der er rodet op og smidt væk, og det ville i øvrigt også være lidt synd, for det er et stærkt og smukt fyrtårn.

Fyret stod færdig i 1868. Mellem fyrkroppen og assistentboligen blev der allerede under opførelsen bygget en korridor, så assistenten og den fyrpasser, der også boede i huset, indtil der også blev bygget en lille en lille fyrpasserbolig omme på østsiden af bakken, kunne komme frem inden døre til rummet i bunden at tårnet.

Det runder sig om søjlen, hvor det lod hang, som drev værket oppe i lanternehuset, og omkring søjlen vindler granittrappen sig op gennem etagerne til vagtstuen med fyrfolkenes skrivebord, der såmænd blev stående, da fyret sidste gang blev slukket i august 1980.

Fyret og boligen under ombygning. Og efter ombygningen (Postkort).
Bemærk det store, flade "hus" ved siden af fyret, et såkaldt "Issignal".

Den nøjagtige brug af signalet er mig pt. ikke bekendt.

Fine gæster på visit på Sprogø.


Sprogø med og uden sne og is.

På billederne ses nu tilsyneladend en anden type "issignal", et antal mørke kugler der kan hejses op og/eller ned.

Mere sne og is over Sprogø.

Fyret og boligerne.

Lanternen da den endnu var i brug.

Ovenstående 10 sort/hvide fotos: Korsør Lokalhistoriske Arkiv.


en dør i forbindelseshuset -mellem assistentboligen og fyrtårnet- kom vi ind i et lille lokale i bunden af fyret, og gik derfra videre op i tårnet. I begyndelsen foregik opstigningen ad en linoleumsbelagt vindeltrappe indtil en lille etageadskillelse (repos) 2 etager oppe. På denne repos stod endnu et lille, meget karakteristisk og tarveligt (undskyld udtrykket) gråmalet skrivebord. Det var formentlig udført specielt til formålet, idet dets bagkant -ind mod fyrtårnets ydervæg-, var afrundet tilsvarende. Her har den vagthavende, kunnet sidde og gøre sine notater om iagttagelser og målinger, i tiden inden fyret blev nedlagt i året 1980.

Af en eller anden grund gjorde dette lille ”tarvelige, gråmalede” skrivebord et meget stort indtryk på mig. Det har i årenes løb lagt bordplade til utallige notater -sikkert ofte af stor vigtighed- om forskellige skibes passage af bæltet, om temperaturer og vindretninger når Storebælt mere eller mindre lukkede til af is (var det for resten ikke her -fra Sprogø fyr- at man først observerede de russiske raketter, der i 1961 var på vej til Cuba?). Nu stod det så bare alene tilbage, medens alt andet var fjernet fra såvel tårn som boliger. Gad vide, hvad der er blevet af det siden hen ???

Fra repos´en og opefter mod toppen snævres trappen ind og trinene var ubelagte stentrin indtil toppen. Heroppe fra ”omgangen”, 43 m over Storebælt, var der naturligvis en endnu bedre udsigt over såvel arbejdsområdet som øen i sin helhed, og naturligvis hele det omgivende bælt med de store færger, som sejlede forbi syd om øen.

 

 

"Lanternen" på Sprogø fyr.   --   1989.

 

Efter at fyret var blevet slukket, havde man øjensynlig fjernet lanternen, og erstattet den af en ”petroleumslampe” i overstørrelse, uden at den dog syntes at være i brug, idet den var halvvejs tildækket med et gammelt pap-reklameskilt.

 

 

Anlægsarbejderne til "Ny Sprogø".   --   1989. 

Fra "omgangen" på fyret var der en meget fin udsigt over hele det store arbejdsområde for den kommende storebæltsbro, et projekt vi fik en længere forklaring om. Som man så det her, lignede det nærmest begyndelsen til et dambrug i overstørrelse.

 


Udsigt fra fyret mod ”Ishuset”, "Pesthuset" eller "Frihden" der kan anes ganske svagt ved pilen.   --    Sprogø, 1989.

 

Afstanden fra fyret til Ishuset synes måske ikke lang en klar dag i den varme del af året, men situationen var en ganske anden, når det var kold nat efter flere timers vandring over isen på Bæltet i "selskab" med en isbåd.

"Ishuset" er ét af navnene på en lille bygning helt ude i Sprogø´s vestende, og omtales "om et par billeder".

 

 

Udsigt fra fyret mod havnen.

 

"Dåbsattesten" med årstallet 1868 på fyret´s nordside.   --  Sprogø  --  1989.

Som det tydelig ses, har årenes gang sat sine tydelige spor i murværket.

Det er der siden ændret meget på, og fyrtårnet fremtræder nu så flot (2001), som om det var en nybygning.

Hvis man står på stedet, hvorfra disse fotografier er taget, behøver man kun at træde nogle få skridt bagud, for at kunne "falde" 3-4 m lodret nedad. Fyret er -som tidligere nævnt- bygget direkte oven på den gamle borgruin fra Valdemar den Stores tid, og en af de gamle mure er netop her.

Går man i stedet for disse ca. 3-4 m ned af en lille sti, kan man se (og røre ved) den gamle borgmur, der står nok så flot, selv efter disse mange hundrede år.

Denne gamle mur kan iøvrigt ses fra motorvejen i vore dage, når man passerer Fyret på vejen over Bæltet (se næste foto).

 

Sprogø fyr set fra motorvejen,
Sprogø.   --   18. august 2001.

 

Fotografiets røde farvetone beklages. Det er taget i den nedgående sol´s sidste stråler, men først på dette tidspunkt, er der sol på muren.

Under fyrtårnet ses et stykke af muren fra den gamle borg.


Den 6. juli 2002.

Pumpeanlægget og resterne af flagstangen.  Sprogø.  

.

Nede igen på landjorden, fortalte ”ø-kongen” Kent Lohman løst og fast om livet på øen i ”gamle dage”, og foreviste en gammel håndpumpe til øens vandforsyning. Denne pumpe var anbragt oven på en stor nedgravet vandtank og placeret foran indgangen til fyret. Vandtanken var forbundet med et stort elektrisk ”tudehorn”, der tudede, når beholderen var ved at være tom. Dette var samtidig -iht. K.L.- signal til at en eller et par af øens ”uartige piger” skulle op og pumpe vand op, indtil beholderen var fyldt igen (42000 kubikfod).

Her i dette område voksede også nogle planter, som jeg i en tidligere fjernsynsudsendelse, havde set og hørt omtalt. De var ganske vist afblomstrede nu, men et par frøstande kom med hjem til haven, som minde fra turen (herom senere).

Endvidere sås -som et sidste levn fra øens ”jernbanetid”- enderne af to stykker halvt nedgravede jernbaneskinner, der i sin tid havde været støtter for øens flagstang. Denne var nu væk, og det var vist i det hele taget længe siden, den havde været der.

Kent Lohman fortsatte sin beretning med lidt om sine problemer med øens strømforsyning. Denne skulle fra ca. 1. september 1989 have været klaret gennem et højspændingskabel fra land, men da man endnu ikke havde fået spulet det sidste stykke kabel ned, måtte han indtil videre klare sig med de to gamle el-generatorer, hver drevet af en BUKH-dieselmotor. Disse anlæg havde fra 1976 leveret den nødvendige 220v vekselstrøm til fyret og bygningerne i øvrigt. Det var gået fint, idet de dengang kun arbejdede én af gangen. Fra 1988 skulle de så også levere strøm til A/S Storebæltsforbindelsens aktiviteter, hvorfor de nu begge måtte arbejde samtidig. Det gik ikke for godt, men det gik.

K.L. havde døbt dem Auken og Schlütter på grund af deres samarbejdsvanskeligheder, -de ”talte forbi hinanden”, som han udtrykte sig. Nu glædede han sig til man fik etableret ”den faste forbindelse” (elektrisk set). Hertil havde man opført en transformatorstation på det flade område mellem øst- og vestøen. Senere skulle den flyttes ud på banens tracé, idet den kun havde fået midlertidig, 3-årig dispensation på placeringen af fredningsårsager.

 

Den gamle isbådsstation.

 

I 1822 opførte postvæsenet den grundmurede sydfløj, der står den dag i dag. Bygningen blev opført som nødhotel for rejsende, der ufrivilligt strandede på Sprogø. Som sådant virkede bygningen når Storebælts is ved vintertide lukkede for sejlads, og man måtte gå over til transport med isbåde.

En sådan rejse kunne udvikle sig til en både langvarig, men også farlig affære. I sådanne situationer kunne det være nærmest livsnødvendigt, at man havde et sted på Bæltet, hvor man kunne komme i land, hvis forholdene ikke tillod vidererejse.

I 1883 overtog Statsbanerne såvel Sprogø som Isbådsstationen. I de sidste år af isbådsstationens tilværelse som sådan, benyttedes den af Statsbanerne som feriehjem i sommertiden.

Dette kunne dog ikke vare ved, og i 1923 fik en mand ved navn Christian Keller overdraget bygningen til indretning af et hjem for 22 yngre adfærdsvanskelige piger. Keller havde allerede i 1911 oprettet et tilsvarende hjem for yngre mænd på øen Livø i Limfjorden, under navnet ”De Kellerske Anstalter”.

På Sprogø opretholdtes dette kvindehjem indtil 1961, hvorefter der opstod et mindre slagsmål mellem forskellige myndigheder, ikke om at få øen, men om at blive fri for at få den, og dermed slippe for vedligeholdelsesforpligtigelsen af stationen/hjemmet.

En kort periode var der feriehjem for københavnske skolebørn, dog uden succes, og Brandtilsynet nedlagde forbud mod brugen af bygningen til formålet.

Vejdirektoratet og Statsbroen Storebælt overtog derefter, men uden at have pengemidler til brandsikring.

Et bestyrerpar blev sat til at passe på herlighederne, og efter dem endnu et bestyrerpar, hvoraf Kent Lohman var den mandlige del.

Efter den endelige vedtagelse af bygningen af Storebæltsbroen, blev øen overdraget til det nye byggekonsordium.

-------

I ( ... ) lige indsat nogle fotografier af bygningerne på øen fra 6. juli 2002.

Hvem ville ikke gerne tilbringe ... ... en uges tid på "gårdspladsen",
måske under træets skygge
eller måske på en af plænerne
ved "bagsiden" af bygningerne.


Det gamle forrådskammer, gravet ind i fyrbanken.

.

.

Sommeren 2007

I denne tid kan man fra Storebæltsbroen se, at Sprogø fyr er mere eller mindre omgivet af arbejdstelte. Dette skyldes, at Nationalmuseet er i gang med at restaurere den mere end 800 år gamle mur, der har indgået i det ovenfor omtalte borganlæg, som Valdemar den Store lod opføre i 1160’erne, netop dér, hvor Sprogøs fyrtårn ligger i dag.

Sprogø fyr set fra motorvejen, 21. juli 2007.
Foto: Mette Vester.

Når arbejdet foregår i disse telte, er det dels for at man herved bliver bedre i stand til også at arbejde i tilfælde af ”dårligt” vejr, dels for at holde muren tør under arbejdet (og her synes opstillingen af teltene at være et godt valg i denne sommer).

Det er egentlig kun murens indre, man kan se i dag, idet murens nederste og yderste del oprindelig var dækket af store natursten. Imidlertid blev de fleste af disse sten fjernet efter borgens nedrivning, hvor man kunne bruge dem andre steder. Oprindelig har murens tykkelse været 180 cm, men enkelte steder er der i dag kun 40 cm tilbage af muren.

På den ca. 26 x 32 m store borgplads, bag den firkantede ringmur, lå det ca 15 x 15 m brede tårn i midten af pladsen, tilsyneladende netop dér, hvor fyrtårnet står i dag, og menes at have været lige så højt som det nuværende fyrtårn.

Nu gælder det om, for museets folk, at restaurere og forstærke det, der er tilbage af den gamle mur, et arbejde som forventes at være færdigt omkring 1. oktober 2007.

----------

 

Sprogø, vestenden.

Ishuset i vestenden af øen.



Turen i 1989 gik nu videre til fods ud langs sydkysten til vestøen med det lille karakteristiske hus ”Pesthuset”, ”Ishuset”, ”Friheden” eller hvad det nu i tidens løb er blevet kaldt.



Ishuset / Pesthuset / Frihedeni vestenden af øen.   

Optagelsestidspunktet kendes desværre ikke. Nok så ærgerligt er det, at man på originalbilledet lige netop kan se det øverste af en dato, som man næsten må regne med er optagelsesdatoen. Den resterende del af datoen er desværre skåret væk, men at vi skal mange år tilbage i tiden, er der dog nok ikke tvivl om. På dette tidspunkt ser huset stadig pænt og vedligeholdt ud.



Forhistorien for det lille hus´ opførelse:


Forhistorien for det lille hus er, at der i årene 1837 og 38 var isbådstransporter i henholdsvis 15 og 58 dage, hvorefter der i løbet af 1838 blev foretaget en del nye tiltag. Efter den tids sprogbrug, havde søen gjort voldsomt indbrud på stranden på Knudshoved og ligeledes på Sprogø, hvor man tillige havde manglet plads til proviant.

Forretningsgangen var ofte således, at en af de lokale overordnede postansatte, skrev til postvæsenet og forelagde problemet. Blev man enige om problematikken, skrev postvæsenet derefter en ”Allernådigst Forestilling” til Kongen, som derefter godkendte bevillingen, ved at approbere eller resolvere det ansøgte.

Den til formålet anlagte korrespondanceprotokol indeholder kun breve sendt fra postvæsenet, og heraf fremgår bl. a. at:


Postmester Møller i Nyborg har allerede tidligere afsendt et par breve, da Postvæsenet sender ham nedenstående brev d. 28. juli 1838, og forslaget går derefter til Kongelig underskrift d. 24. august. Dette er dog ikke ensbetydende med at bygningen ikke når at blive ændret flere gange førend den er bygget færdigt. Ved andre tilsvarende sager under Postvæsenet ses det, at der ofte bliver foretaget ændringer undervejs i byggerier.
.



Af korrespondanceprotokol 1838 B, fremgår d. 24. juli 1838.


Efter modtagelsen af krigskommisærens forslag om at lade den påtænkte til bygning til proviantens opbevaring på Sprogø udvide, således at der tillige vil kunne indrettes et par værelser til de rejsende og til isbådsmandskabet m. fl, meddeles der tilbage, at direktionen (for postvæsenet) for tiden må indskrænke byggeriet til alene at omhandle den til proviantens opbevaring bestemte bygning. Man forventer herefter et nærmere forslag til en sådan bygnings indretning samt overslag over omkostningerne ved bygningens opførelse.

.

 

Ansøgning til Kongen afsendes.


For at sikre de pr. isbåd transporterede rejsendes ophold på Sprogø mod mangel på fornødne fødemidler i tilfælde af, at ”Ildsvaade” skulle ødelægge øens bygninger samt transportmuligheden til og fra øen i længere tid, anså generalpostdirektionen det tilrådeligt, at de forskellige proviantsorter, der var på øen om vinteren, blev opbevaret i et særskilt fra hovedbygningen afsides beliggende ”Locale”. Man ønskede derfor at lade opføre et lille grundmuret hus, der udelukkende skulle benyttes til opbevaring af proviant.


Generalpostdirektionen anmodede derfor generalkrigskommissær og postmester Möller, Nyborg, om at tage over til Sprogø, for, efter forudgående aftale med øens opsynsmand, dannebrogsmand Bencke, at lade udarbejde et forslag til en sådan bygnings indretning.


Möller afgav derefter nedenstående overslag:

 

”1. over Opförelsen af et simpelt Huus af Grundmuur 8 Alen langt, 6 Alen bredt indvendig, og 3 ¼ Alen höi, uden Vinduer, hvilke, efter dets Bestemmelse at bruges som Pakhuus, ikke ansees nödvendigt, men blot forsÿnet med Dör og Laas, hvilken Bÿgning, hvis Opförelse vilde være forbunden med en Udgivt af 420 Rbdr Sedler, formenes tilstrækkelig til Opbevaring, af den omtrentlige halve Proviant, men hvori dog ikke vil kunne gjemmes noget, der ikke kan taale Kulden, og:

2. over et lignende, i den store saakaldte Marsk Stigs Bakke, indgravet Kubic-Rum, med sider af utilhugne Kampesteen og, fra den om til den anden af disse Sider, en Buehvælving af Muursteen, hvorover paa 2 Alen Jord med en Skraaning for Affald og bedækket med Græstörv . –
Omkostningerne ved et saadant Opbevaringssted, der vilde blive lig en Kjelder, og hvori ogsaa Sager, der ei gerne taaler Kulde, ville kunde opbevares, formeenes at ville belöbe sig til 482 Rbdr Sedler.”



Af disse forslag måtte generalpostdirektionen antage, at forslag nr. 2, dvs. ”indgravningen” af et opbevaringssted i den omtalte bakke, måtte være at foretrække, da denne opbevaringsmulighed ikke alene ville sikre provianten mod at blive beskadiget af frost, men også ville medføre langt færre vedligeholdelsesomkostninger end de, der ellers ville være forbundet med en særskilt bygning. Direktionen anmodede derfor om at måtte sætte en sådan ”Indgravning” i gang, samt at lade arbejdet udbyde i offentlig licitation. Herved håbede man endvidere på, at arbejdet sandsynligvis ville kunne udføres for et endnu mindre beløb, end det i overslaget anførte.

Generalpostdirektionen indstillede herefter allerunderdanigst:

” om det allernaadigst maa være Generalpostdirectionen tilladt at foranstalte, paa den heri foreslaaede Maade, indgravet i den saakaldte Marsk Stigs Bakke paa Sprogöe, et Opbevaringssted for de Proviantsorter hvormed Øen om Vinteren, under Iistransporten, er forsÿnet, og at lade det herved forefaldende Arbeide offentligen bortlicitere ” .

Underskrevet den 24. august 1838 af d´herrer: Monrad, H. Monrad og Winge.

.

 

Hvortil kongen svarede:


” Ligesom Vi allernaadigst approbere, at Vor Generalpostdirektion foranstalter, at der, paa den i denne Forestilling foreslaaede Maade, indgraves i den saakaldte Marsk Stigs bakke et Opbevaringssted for en deel af de Proviantsorter og det brænde, hvormed Sprogöe forsÿnes til Anvendelse naar Iistransport indtræffer, saaledes ville Vi og, at der, i en passende Afstand fra de paa Øen nuværendeBÿgninger, skal efter en Os Forelæggende Tegning, opföres en simpel Vaaning til at være et Tilflugtssted for Reisende, Postmandskabet og Øens beboere i det ulykkelige tilfælde, at de nuværende Bÿgninger ved Ildsvaade skulle blive ödelagte . –

Kjöbenhavn, den 24d August 1838.” -

Frider R ”




Endnu et fotografi af "Ishuset"
Også dette fotografi ser gammelt ud, men allerede her synes hærværk at gøre sit indtog. Vinduessprosserne er -formentlig ved hærværk- slået ud af det ene vindue i højre side. Dette ses også nedenfor på mit foto fra november 1989. Omend der på dette senere foto er sket yderligere hærværk, behøver der måske ikke at være så mange år mellem optagelsestidspunkterne.



Tv: Det store opholdslokale. Sammenlign med det tilsvarende foto nedenfor fra 1989, hvor bilæggerovnen i mellemtiden er blevet fjernet ! ! !.

Th: "Bageste del" af opholdslokalet, den del der ganske vist ligger lige ved siden af indgangsdøren, men hvor man dog skal hele vejen rundt i lokalet, uden om den store ovn, for at komme hertil (se oversigtstegningen).




Tv: Trappen til loftet og (th) et lille kik ind på loftet.

Også på de sidste fire fotos mangler datering, men der er oprindelig tale om "moderne" farvefotografier, der dog er så "gulnede / falmede", at gengivelse i sort/hvid synes at være det bedste.

Farverne fremgår af de nyere farvefotos nedenfor.

Alle ovenstående fotos: Korsør Lokalhistoriske Arkiv.

”Ishuset”, "Pesthuset" eller "Friheden" som det så ud i 1989.



Huset var en lille murstensbygning med kun to vinduer og en dør i midten i sydfacaden. Indenfor var der først en lille forstue med en lille trappe op til loftet. Til venstre var der indgang gennem en dør til husets eneste, store rum, der var domineret af det store åbne ildsted midt i rummet.


Som navnene ovenfor antyder, har huset været anvendt til mange forskellige ting i tidens løb. ”Pesthuset”, taler vel næsten for sig selv, dvs. karantænestation under pestepedemien i årene 1709-10. (Erik Aalbæk Jensen påpeger dog i sin bog ”Livet på øerne”, at huset ikke kan være så gammelt, at det kan have eksisteret under denne pestepedemi.




Oversigtstegningen er udført dels ved en hurtig opmåling (´træsko-mål´), idet der desværre ikke var tid til andet, dels ved efterfølgende at "tælle mursten" på de hjembragte fotografier. Om ydermurene f. eks. var udført som helstensmure eller hulmure, er jeg ikke vidende om.

Nedenfor vises endnu et par fotos og tegningsskitser med henblik på evt. modelbygning.

Som det fremgår af fotografierne, havde forskellige ilandstegne vandaler desværre sat sit tydelige præg på huset, der også var blevet tømt for såvel ovndøre som bilæggerovn (?).

 

Ildstedet i Ishuset, 1989.

 

Det andet tilnavn, ”Ishuset” stammer således formentlig fra senere tid, hvor man under isvintre, når Bæltet frøs til, benyttede isbåde til transporten over Bæltet. Ved landgang på vestøen, med isbådstransporter fra Knudshoved, var der stadig ”rimelig” lang vej, til den egentlige isbådsstation i øens østende. Derfor havde man i ”Ishuset” en mulighed for at tænde op og få lidt varme inden ”rejsen” fortsattes til stationen i østenden af øen, eller evt. påbegyndtes på vej over isen mod Knudshoved.

Navnet ”Friheden” stammer fra tiden efter at Sprogø var overtaget af ”De Kellerske Anstalter” og dermed ankomsten af de såkaldte ”uartige piger”. Disse levede en alt andet end misundelsesværdig tilværelse i ”Anstalten” i østenden af øen, men kunne -hvis de i en tid havde opført sig ordentligt- opnå at gøre sig fortjent til et ”ferieophold” i det lille hus ude vestpå, ca. 1 kilometer væk.

Der går stadig mange historier om søfolk fra Nyborg (og den stedlige marinestation), der -skjulte for udsynet fra Anstalten, bag det lille Vesterbjerg, og i ly af nattemørket- gik i land på vestenden af øen for at besøge pigerne i huset.

En af denne sides læsere, en nu pens. telemester, har fortalt om dengang han periodevis, tjenstligt skulle til Sprogø med en marinekutter for at ordne noget teknik.

”På øen var der stadig "uartige" piger, og de var helt vilde af glæde, når der kom besøg. De fandt på alt muligt for at komme læbestift og andet makeup på. Fineste kjoler osv.

Når båden nærmede sig øen, standsedes motoren lidt derfra, og over bådens højttalersystem spillede mandskabet danseplader. Pigerne sprang rundt og dansede af glæde, og når mandskabet efterfølgende kom i land, måtte fyrmesteren og andre nærmest beskytte teknikerne mod pigerne, der gerne ville sludre og i kontakt.

Der var ikke noget galt med de piger, men de havde måske en lidt for afslappet holdning i forhold til datidens moralbegreber. Når de engang imellem lavede "oprør", blev de gennet ned i en kælder, hvor de blev spulet med koldt vand fra en brandslange.”

Han talte altid pænt om pigerne og glædede sig over, at de kunne gøre lidt for dem ved at spille dansemusik.

 

Se om Sprogø fyr og det lille hus i model:  "Sprogø i model."

 

-----


Desværre lå huset i vejen for det kommende brobyggeri, idet det lå lige det stykke af øen, hvor bane og vej nu snitter hen over øens vestlige del.

.


Afsejlingen.




Lige så hurtigt som vi var kommet, måtte vi desværre af sted igen fra dette pragtfulde sted, et lille ”paradis” på jord (for os i 1989).

 



Viskestykke fra Sprogø, vævet af en af "pigerne".


Hjemkommet fra turen, fortalte jeg min moder om turen. Hun kunne så fortælle mig, at hun havde nogle viskestykker, som i sin tid var vævet af ”de uartige piger” på Sprogø. Min moster var i sine unge dage -i tyve´erne- sygeplejerske ved Korsør Sygehus, og som sådan var hun jævnligt -sammen med en af sygehusets læger- på sygebesøg på øen.

Under et sådant besøg havde hun købt disse viskestykker til min moder, der dog aldrig havde benyttet dem, fordi de var (er) ret grove i vævningen. Iht. tidens skik blev der broderet initialer i det ene hjørne, men mere var det aldrig blevet til.

Det var nu mit held, da de var blevet lagt til side, --og dem har jeg nu, så gode som nye, men stadig ubrugte.

Blomsterfrøene jeg havde med hjem, blev naturligvis omgående sået på et udvalgt sted i haven. Da jeg imidlertid, ikke var helt klar over, hvilken blomsterart det var, blev kun ca. halvdelen sået nu, medens resten blev lagt i en lille papirspose i køleskabet til næste forår (hvis det skulle være en type, der ikke tålte vinterens frost). De blev herefter sået næste forår.

Spændt gik jeg den varmere del af foråret og sommeren i møde, men måtte langs hen ad vejen konstatere, at intet skete. På et tidspunkt fandt jeg mit gamle videobånd frem, som indeholdt den omtalte TV-udsendelse. Det viste sig, at der var tale om den meget giftige plante, Bulmeurt, hvis frø har den egenskab, at de kan ligge i jorden i flere hundrede år uden at spire.

I én af sine bøger skriver naturbogsforfatteren Claus Bering således, at når der af en eller anden grund bliver gravet i jorden ved gamle borganlæg el. lign -efter disse flere hundrede år-, så vælter det op af jorden med bl.a. disse blomster. Dette havde tilsyneladende også været tilfældet på Sprogø. Mit problem var (er) bare, at jeg har ligesom ikke tid nok til at vente femhundrede år på, at frøene tager sig sammen til at spire.

- o 0 o -

I 1991 blev Sprogø fyr restaureret af ”Sund & Bælt Holding”, og ved hjælp af specialfremstillede teglsten blev det genopbygget til sit oprindelige udseende. Efter at have været slukket siden 1980, kom der atter lys i lanternehuset d. 23. juni 1997. Året efter blev renoveringen af fyret præmieret af Bevaringsfonden.

Med hensyn til egentlige faktuelle oplysninger om fyrets og øens historie m.v, må jeg af pladshensyn nok henvise til den relevante trykte fagliteratur, hvoraf der findes en del.

 

---

 

Se om Sprogø fyr og det lille hus i model:  "Sprogø i model."

 

 - o 0 o -